Keith og Les Bergquist var bare børn, da deres far Kenneth fortalte en historie, som faren selv fik fortalt, da han var en lille dreng.
Historien var blevet fortalt i generation efter generation.
For cirka 100 år siden lagde en sørgende far sin søns døde krop på en vogn og gravede en grav til ham på Steelesville-kirkegården i amerikanske Minnesota.
Det underlige?
Jo, sønnen måtte begraves lige uden for hegnet. Det var som om, at kirkegården nægtede at lade ham ligge indenfor.
Men hvorfor?
Keith og Les var gennem hele deres barndom fascineret af denne sørgelige og mystiske historie, som er blevet fortalt i generationer.
De hørte om den mærkelige grav fra deres far, som havde hørt om den fra sin far.
En dag, da brødrene var blevet voksne, kørte de ud til et lokalt museum og begyndte at lede i arkivet.
Men intet kunne have forberedt dem på sandheden, som snart blev afsløret.
Blandt gamle mapper og papirer fandt brødrene en artikel om graven i Steelesvilles gamle lokalavis.
Artiklen fortalte detaljeret, hvordan en ung smed med det svenskklingende navn Johan August Lunnberg brød ind i en nabos hus.
Derinde stjal han en pistol og skød sig selv i hovedet.
En tragisk historie, og avisudklippet viser den generelle indstilling til psykiske problemer dengang.
Skribenten beskriver Johan som et alkoholiseret “fjols”, men i vores samfund havde vi nok snarere sagt, at Johan var i desperat behov for professionel hjælp.
Keith og Les fik også at vide, at det var almindeligt, at præster og kirken nægtede at stå til rådighed ved en begravelse, når nogen havde taget sit eget liv.
“De var jo galninge med dæmoner”, forklarer Les sarkastisk og fortsætter:
“Og fordi de var fjolser med dæmoner, kunne man jo ikke begrave dem på en kristen begravelsesplads og forurene de rene sjæle og helgener, der lå her.“
Men Bergquist-familien besluttede sig for at rette de fejl, der skete for 100 år siden.
Det føltes ikke rigtigt, at Johan August Lunnberg skulle hvile uden for kirkegården, helt alene.
Så familien besluttede sig for at gøre noget meget smukt. Se videoen herunder for at finde ud af, hvad de gjorde.
På en måde greb denne historie i mig som få andre.
Der er mange svenskere, nordmænd og danskere, der rejste til USA dengang, og måske minder det svenskklingende navn mig om vores forfædre, som forlod Skandinavien i jagten på et bedre liv.
Nogle klarede det, mens andre – som Johan August Lunnberg – havde svært ved at finde sig til rette i “det forjættede land”.
Desværre var der ikke meget hjælp at hente, hvis du havde psykiske problemer for 100 år siden. Heldigvis ved vi bedre i dag.
Og nu har Johan August Lunnberg fået den værdige, sidste hvile, som alle mennesker fortjener.
Spred gerne historien videre på Facebook, hvis du synes, at flere burde få chancen for at blive berørt af den!
