Danskerne har fået mere fritid – og de bruger den på en hjertevarm ting

En ny undersøgelse viser, at danskerne gennemsnitligt har fået tre timer mere frihed siden 2008. Det år var Danmark ramt af en økonomisk krise, men det var også året, hvor danskernes brug af døgnets 24 timer sidst blev studeret af Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Og der er især en ting, som danskerne bruger den ekstra fritid på. Det fortæller forskningschefen i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen, til TV2:

– Ud fra tallene kan vi se, at danskerne bruger væsentlig mere tid på familien, at være sammen med børnene og sig selv. Omvendt bruger vi mindre tid på kedeligt husholdningsarbejde som for eksempel rengøring, madlavning og indkøb.

Rengøring er et af de steder, hvor danskerne bruger mindre tid. Ifølge undersøgelsen har både mænd og kvinder reduceret deres daglige tidsforbrug med cirka 20 minutter, dog viser undersøgelsen også, at det stadig er kvinderne, som bruger mest tid på husholdningsarbejdet. De bruger i gennemsnit en time mere om dagen end mændene.

Den ekstra fritid for danskerne bliver brugt på nærvær og de væsentligste ting såsom familien, og især børnene mærker det. Både mænd og kvinder bruger nu en hel time mere sammen med deres børn end i 2008. Dengang brugte mødre i gennemsnit to timer om dagen på deres børn, mens fædre brugte halvanden time på rollingerne.

Hvor er det dejligt at læse, at danskerne bruger mere tid sammen med familien! Er du også begyndt at bruge mere tid på de nære værdier? Kom gerne med din oplevelse i kommentarfeltet. 

Exit mobile version