Man plejer at sige, at Alzheimers rammer de pårørende.
Og det er virkelig sandt.
At se sin mor, far, nære ven eller elskede sygne hen er forfærdeligt.
Sygdommen kommer ofte snigende. Den ramte begynder at glemme ting, får svært ved at lægge planer og har problemer med almindelige hverdagssysler. For de pårørende kan det, før de forstår, hvad der foregår, være ekstremt frustrerende.
Da 89-årige Norm Rusk fik at vide, at han havde Alzheimers, kom det som et chok for hans datter Elaine.
Hun besluttede sig for at tage orlov fra sit arbejde – og bruge den sidste tid med sin far og passe på ham.
Hun startede en videoblog, hvor hun delte klip fra hendes og farens hverdag sammen.
“For mig er det her hellig tid. Vi bruger hvert et minut sammen nu”, siger hun.
Mange, som rammes af Alzheimers, føler ofte stærk uro og angst. At vide, at man stille går i opløsning, er ikke helt let at håndtere.
Derfor taler Elaine og hendes far om hans sygdom hver dag. Ved at tale lindrer Elaine sin fars angst. Han ved, at hans datter elsker ham og altid er der.
I et ømt øjeblik spørger Elaine sin far på videobloggen, om han ved, at han har Alzheimers?
Et spørgsmål, som kan være meget følsomt.
Men Norm smiler bare bredt, kigger ind i kameraet og siger:
“Ja, jeg ved, at jeg har det.”
Det var netop det svar, datteren ville have. Norm er bevidst om sygdommen, har accepteret den, og sammen forsøger de at få det bedste ud af den tid, de har tilbage.
I dag bliver der forsket ret meget i Alzheimers, men der er endnu ingen kur mod sygdommen, som før eller siden vil medføre døden.
Jeg tror, at det altid er bedst at tale åbent om sine følelser, når en pårørende er ramt af alvorlig sygdom. Det er stadig den samme person, som vi elsker, og det er vigtigt, at de ved det og ikke føler, at pårørerende trækker sig tilbage. Del gerne artiklen for at gøre opmærksom på dette vigtige, men svære spørgsmål!
