Rory Feek og hans kone Joey levede et lykkeligt liv som to kendte sangere i USA. Men en dag blev alt vendt på hovedet, da familien fik beskeden om, at Joey var blevet ramt af kræft.
Rory døde efter en lang kamp mod kræften – og efterlod Rory og parrets nyfødte barn, Indiana.
Som enlig far har Rory været nødt til at finde på metoder til at klare hverdagen gennem sorgen, men det er ikke det eneste, han har været nødt til at kæmpe med. Eftersom datteren Indiana har Downs syndrom, bliver hun af fremmede kaldt for “en fejltagelse”, noget som betyder, at Rory dagligt er tvunget til at forsvare sin elskede datter mod omverdenen.
Han ved, at de tager fejl, han ved, at lille “Indy” er en gave – og i et stærkt indlæg på sin blog, thislifeilive, fortæller han sin oprigtige mening om sin datter og dem, der mener at hun er ‘en fejltagelse’.
“Da vi første gang fik at vide, at Indy havde Downs syndrom, så vidste hverken Joey eller jeg, hvordan vi havde det med det, eller hvad det ville betyde for vores eller hendes liv. I de seneste år, under vores koncerter og rejser, så har vi mødt mange unge og ældre, der har haft Downs syndrom… inklusiv vores managers voksne søn, Greg, men vi kendte ikke nogen af dem i dybden, ikke rigtigt. Specielt ikke en baby med Downs syndrom.
Alt vi egentlig vidste var, at Indy havde et ekstra kromosom, og at det ville gøre hende anderledes. Hun ville se anderledes ud og vokse langsommere, men bortset fra det, så var vi ikke sikre på noget andet. Ikke indtil vi ringede til folk i vores nabolag. Alle var bekymret for, hvordan fødslen var gået, og hvordan Joey og babyen havde det. I løbet af de første par dage ringede jeg og talte med mange nære venner og familiemedlemmer, og fortalte dem, at alt var gået godt, og så forklarede jeg også, at lægen troede, at vores datter havde Downs syndrom. Næsten alle sagde det samme. “Det er jeg ked af at høre”.
Det er egentlig en meget mærkelig reaktion på fødslen af et barn. Måske kunne de fornemme forvirringen i min stemme eller, mere sandsynligt, så vidste de ganske enkelt ikke, hvad de skulle sige. Jeg tænkte ikke, og jeg tænker stadig ikke, at de mente noget negativt med deres reaktioner. Jeg havde nok sagt det samme i deres sko.
Det var hvad samfundet havde lært dem, lært os alle, at “åh, du fik ikke en almindelig baby… du fik noget andet… en byrde, der vil være der i en levetid”. Og jeg forstår. Det er budskabet, der er mest udbredt i samfundet, tror jeg. Men det er forkert. Det er hvert fald min holdning. Og jeg ved, at Joey mente det samme.
Gud laver ingen fejl. Indiana er ikke mindre værd end andre børn. Anderledes er ikke dårligere. At have Downs syndrom gør ikke hendes liv mindre meningsfuldt end nogen andens, og hendes drømme eller følelser er ikke mindre meningsfulde. Ikke som barn og, formoder jeg, ikke i løbet af de kommende år, hvor hun vokser op og bliver voksen.
Joey og jeg har, siden vi mødte hinanden, mødt mange børn og babyer med Downs syndrom og andre særlige behov. Jeg har haft det privilegium at møde mange af dem på Indianes skole “High Hopes” i løbet af de sidste par måneder, og de er ikke mindre værd eller dårligere. Ingen af dem. Som ethvert barn kommer de alle i forskellige former og størrelser. Nogle lærer hurtigere, andre langsommere. Nogle er stille, andre er højlydte. Nogle kravler og lærer at gå tidligere end andre, og nogle, som Indy… tager sig tid til at lære. Men de er alle smukke. De er alle gaver, der er sendt fra himlen over os.
I løbet af de seneste par år har Joey og jeg læst statistikken, og det knuste vores hjerter. Det knuser stadig mit. Et sted mellem 70-90 procent af gravide mødre, der får at vide, at deres ufødte barn har Downs syndrom, vælger at få foretaget abort. Men jeg forstår det. Verden har lært os, at de er mindre værd. At de børn er en fejltagelse. Men jeg synes ikke, at Indiana er en fejltagelse.
Da hun blev født, sagde Joey og jeg, at “dette er det barn, som Gud ønsker, at vi skal have”, og det var vi overbevist om. Og vi havde ret. Jeg kan ikke forestille mig, at Joey ville have været de to år foruden, hun var mor til Indiana, og opleve den kærlighed og lykke, som Indy gav hende. Gud vidste det. Det gjorde han. Det var hans gave til hende. Ligesom Indy er min gave nu. Hun er smilet på læberne af en far, som burde græde. Hun er lysglimtet hos en familie, som burde være fyldt med sorg.
Vi har endelig færdiggjort en film, og har sendt den ind for et par dage siden. Vi er så stolte af den. Så stolte af min kone. Så stolte over at have muligheden for at dele denne historie med andre. Jeg synes, at filmen siger så meget, ved ikke at sige noget som helst. Du ser bare en kvinde, der lever, elsker og forandres. Eller, det gør jeg i hvert fald.
Du ser også en baby, der bliver født i begyndelsen af filmen, et barn, som ikke lige var det, vi havde forventet os. Men til syvende og sidst indser du, ligesom os, at hun ikke er mindre værd end andre. Hun er mere. Mere vidunderlig og mere værdifuld, og endnu vigtigere for vores liv og vores historie, end vi nogensinde havde forestillet os.
Vores lille fejltagelse er vågen, og sidder sammen med mig nu, klar til at spise morgenmad. Hun er begejstret, eftersom det i dag er “vanddag” på skolen, og hun får i den anledning lov til at have badedragt på og svømme med alle sine venner i skolen.
Jeg er også begejstret. Lykkelig over at være hendes far. At se hende udvikle sig…. og hvem jeg udvikler mig til, eftersom hun er i mit liv. Jeg har stadig så meget at lære, og jeg tvivler ikke på, at mens jeg lærer hende ting… så vil hun også lære mig meget.”
Her kan du se den rørende film, som far Rory har lavet om sin elskede datter:
Kilde: thislifeilive.com
Vi er alle forskellige, og det er forskellighederne, der gør os unikke. Faderens stærke brev er både smukt og vigtigt – og jeg håber, at flere får muligheden for at læse det. Du må hjertens gerne dele det videre, hvis du også mener, at flere skal læse teksten!
