Dashrath Manjhi tilbragte næsten hele sit liv i en lille landsby i Indien.
Han og konen Falguni havde ikke meget, men de elskede hinanden og var glade.
Men en dag kom Falguni alvorligt til skade, det var tydeligt, at hun var nødt til at tage på hospitalet.
Dashrath og hans kone forlod landsbyen til fods for at gå til den nærmeste by med et hospital, en vandretur på 50 kilometer.
Parret gik så hurtigt, som de nu kunne, men vejen var alt andet end lige, og de var også nødt til at gå en lang omvej – omkring et stort bjerg – for at komme frem.
Falguni overlevede desværre ikke den vanskelige rejse, og for Dashrath var tabet af sin hustru ødelæggende.
Han havde ingen anelse om, hvordan han kunne fortsætte med at leve med sådan en stor følelsesmæssig smerte i hjertet.
Men sønderknust af sorg og vrede undtænkte han en plan. Han tilbragte de næste par dage med at indsamle det værktøj, han skulle bruge.
Dashrath nægtede at lade nogen i landsbyen, skulle opleve det samme som ham.
Men hans plan for at forhindre dette var af astronomiske proporitoner.
Efter konens død begyndte han at grave det bjerg væk, der havde stået i vejen for konens overlevelse, stykke for stykke – sten for sten.
Selvom det store projekt forekom umuligt, var Dashrath målrettet. Han ville bygge en vej gennem bjerget.
På billedet nedenfor viser Dashraths søn det værktøj, faderen brugte til sit projekt.
Dag efter dag, motiveret af sin dybe sorg, gravede Dashrath utrætteligt stumper væk fra bjerget.
Tanken om at give sine medmennesker en lysere fremtid motiverede ham til at stå tidligt op hver morgen.
Dagligt ved daggry i 22 lange år forsvandt han ind gennem skoven og op til bjerget. Og hver aften kom han tilbage til landsbyen, træt og udmattet.
Det blev næsten et ritual for Dashrath – helt frem til sin død.
Resultatet viste sig først for landbyboerne, da Dashrath i 2007 døde i en alder af 73 år.
Men i årenes løb havde Dashrath, helt på egen hånd, faktisk formået at bygge en passage gennem bjerget. Han havde kun brugt en hammer og mejsel.
Den nye vej var omkring 7 meter høj, 10 meter bred og 110 meter lang.
Mange af landsbyens beboere havde hånet Dashraht, da han gik op til bjerget hver dag, uanset vejrforhold.
De betragtede ham for en ensom tosse, der var blevet skør efter tabet af sin kone.
Men 22 år efter påbegyndelsen af projektet forstod landsbyboerne, hvad det egentlig var, Dashrath havde gået rundt og lavet.
Dashraths fantastiske præstation ændrede livet for alle landsbyens beboere, men også mange andre mennesker fra omkringliggende landsbyer.
Rejsen til den nærmeste by, Gaya, var 55 kilometer før passagen – men takket være Dashrath blev vejen afkortet til 15 kilometer.
Menneskerne, der stort set havde levet afskåret fra omverdenen, havde nu adgang til læger, skoler, butikker og fabrikker – bare et par timer væk.
Livet blev hurtigt ændret til det bedre for alle i Dashrahts landsby, Gehlaur. Ikke at skulle tage omvejen omkring bjerget gav nye muligheder, både for unge som gamle.
Flere af børnene og unge kunne gå i skole, og mange fandt arbejde i byen Gaya.
Dashrath blev tidligere betragtet som en tosse, men nu husker folk ham som en helt.
Han fik en hædersbegravelse i den indiske stat Bihar, men Dashrath selv fik aldrig den anerkendelse han fortjente, mens han levede.
“Dashrath døde som en frustreret mand, og mange opdagede ikke hans arbejde. Men i dag husker alle ham, og han har inspireret mange”, siger en af landsbyens beboere.
Dashrath kærlighed til sin kone og sorgen efter sit livs kærlighed gav ham styrken til bogstaveligt talt at flytte bjerge!
Hans beslutsomhed gav mange i landsbyen nyt håb for fremtiden og forandrede livet for mange mennesker.
Desværre anerkendte alle ikke hans store arbejde, før det var for sent. Men sammen kan vi hjælpe hinanden med at sprede Dashrats utrolige historie, så flere får muligheden for at hylde ham.
Hvil i fred, Dashrath – det har du fortjent!
