
Det er helt almindeligt at få fjernet galdeblæren, især hvis man lider af galdesten eller anden galdeblæresygdomme. Selvom operationen er en rutinesag, tænker mange over, hvordan kroppen reagerer, når det lille men vigtige organ fjernes.
Det kan godt være, at galdeblæren er lille, men den spiller en stor rolle i fordøjelsen. Det pæreformede organ, som ligger lige under leveren, lagrer galde, som er en fordøjelsesvæske, der hjælper med at nedbryde fedtstoffer.
Når du spiser, frigiver galdeblæren galde ind i tyndtarmen for at hjælpe fordøjelsen.
Men hvad sker der, når man ikke længere har sin galdeblære? Før vi fortæller nærmere om de forandringer, du kan forvente, så lad os først fokusere på nogle af de mest almindelige problemer med galdeblæren.
Almindelige problemer med galdeblæren
Selvom galdeblæren spiller en vigtig rolle i fordøjelsen, er der visse problemer, der kan føre til smerter og alvorlige helbredsproblemer.
Ifølge Cleveland Clinic er de mest almindelige problemer med galdeblæren:
- Galdesten – En af de mest almindelige problemer er galdesten, som er små stenlignende formationer lavet af galde. De kan variere i størrelse fra små sandkorn til golfbolde. Mange oplever aldrig symptomer, men hvis galdesten blokerer galdestrømmen, kan de forårsage smerter, kvalme og betændelse.
- Cholecystitis (galdeblærebetændelse) – Hvis en galdesten sidder fast og forhindrer galden i at forlade galdeblæren, kan det føre til cholecystitis, altså betændelse i galdeblæren. Denne tilstand kan forårsage intense smerter, feber og ubehag og kræver ofte medicinsk behandling eller operation.
- Galdestensrelateret pancreatitis – En galdesten kan bevæge sig ind i galdegangen og blokere bugspytkirtlen, hvilket kan føre til pancreatitis (betændelse i bugspytkirtlen). Denne tilstand er ofte meget smertefuld og kræver hospitalsindlæggelse.
- Galdeblærekræft – Selvom det er sjældent, kan der opstå kræft i galdeblæren. Symptomerne kan omfatte smerter i øvre højre del af maven, men disse symptomer er oftere forbundet med mindre alvorlige galdeblæreproblemer. Da galdeblærekræft kan være svær at opdage tidligt, bør vedvarende smerter eller fordøjelsesproblemer altid undersøges af en læge.
Tegn på galdeblæreproblemer
Symptomer på galdeblæreproblemer varierer, men mange oplever:
- Smerter i øvre højre del af maven
- Smerter i øvre midterste del af maven
- Smerter, der stråler ud til højre skulder eller ryg
- Smerter efter at have spist fedtholdige måltider
- Gulsot (gulfarvning af hud og øjne)
- Kvalme og opkast
- Feber eller kulderystelser
- Mørk urin eller lys afføring
Hvis du disse symptomer er vedvarende, bør du kontakte din læge for at få dem undersøgt.
Hvordan ændrer kroppen sig efter at have fået fjernet galdeblæren?
Selvom du ikke længere har en galdeblære, producerer din lever stadig galde. Den største forskel er, at galden nu ikke længere lagres, men i stedet drypper direkte ind i tyndtarmen.
De fleste vil ikke opleve nogen ændring, og kroppen vænner sig hurtigt til den nye fordøjelsesproces. Dog kan nogle opleve midlertidige fordøjelsesproblemer, især i de første uger efter operationen.
- Problemer med at fordøje fedtholdige fødevarer – Da galden nu flyder konstant og ikke frigives i store mængder ved måltider, kan fedtholdige måltider give oppustethed, ubehag eller diarré.
- Galdesyre-diarré – Hvis der kommer for meget galde i tarmen, kan det irritere fordøjelsessystemet og føre til løs afføring.
- Oppustethed og luft i maven – Fordøjelsessystemet skal tilpasse sig den nye måde at behandle fedt på, hvilket kan give midlertidig luft i maven.
Heldigvis vil de fleste kunne spise normalt igen efter nogle få måneder med blot et par mindre tilpasninger af kosten.
Kostråd til hurtigere bedring
Det er muligt at leve et helt almindeligt liv uden en galdeblære, men din krop kan have brug for lidt tid til at vænne sig til den nye fordøjelsesproces.
Ifølge Mayo Clinic kan følgende råd hjælpe:
- Undgå fedtholdige og stegte fødevarer i mindst en uge efter operationen.
- Spis små, hyppige måltider i stedet for store portioner.
- Øg dit fiberindtag for at stabilisere fordøjelsen og forebygge diarré.
- Drik masser af vand – især hvis du oplever løs afføring.
Begræns derudover dit indtag af fødevarer, der kan forværre diarré, såsom:
- Koffein (kaffe, sodavand, energidrikke)
- Mejeriprodukter
- Sukkerholdige snacks og slik
Læger anbefaler ofte at starte med en let kost bestående af klare væsker og letfordøjelige fødevarer, inden man gradvist genindfører faste måltider.
Den gode nyhed er, at de absolut fleste lever et helt normalt og sundt liv uden en galdeblære. Selvom fordøjelsen kan føles anderledes i starten, er kroppen utrolig god til at tilpasse sig – og inden for et par måneder vil du sandsynligvis have det lige så godt som før, hvis ikke bedre!