I dagens verden er der mange mennesker som forveksler penge med succes.
At have det største hus, den bedste bil, det flotteste tøj og den seneste teknik kan ganske rigtigt gøre dig glad for en stund, men den glæde som kommer fra disse ting er flygtig.
Der findes altid noget nyt og bedre at købe, noget som tager opmærksomheden fra familien, der ersatter din indre fred og andet som virkelig betyder noget.
Butiksejeren i denne fiktive fortælling kan virkelig lære os et eller andet om lige præcis dette.
Hvordan hans venlighed forandrede livet for nogle sultne små drenge er intet andet end inspirerende, og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at dele den.
Og det hele begyndte med nogle almindelige marmorkugler...
Sådan her fortæller manden som blev vidne til hændelsen:
Jeg var nede i madbutikken nede om hjørnet og skulle købe nogle kartofler, da jeg opdagede en tynd lille dreng. Han var ussel klædt, men ren og kiggede sulten mod et bundt nyplukkede grønne ærter.
Jeg betalte for mine kartofler, men var nødt til at gå forbi hylden med de grønne ærter, da jeg har en svaghed for ærter sammen med kartofler.
Mens jeg beundrede ærterne, kunne jeg ikke undgå at høre samtalen mellem herre Miller (butikschefen) og den forpjuskede lille dreng bag mig.
“Hej Barry, hvordan har du det i dag?”, spurgte butikschefen.
“Hej herre Miller. Jeg har det godt, tak. Jeg beundrer bare dine ærter, de ser rigtig gode ud”.
“De er virkelig gode, Barry. Hvordan har din mor det?”
“Hun har det bedre. Hun bliver stærkere for hver dag”, svarede drengen.
“Meget godt. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?”
“Nej, hr. Jeg beundrer bare ærterne”.
“Vil du have nogle med hjem?”, spurgte Herre Miller.
“Nej, hr. Jeg har desværre ikke noget at betale med”.
“Tja.. Hvad har du at give mig i bytte for nogle af de her ærter?”
“Det eneste jeg har er min marmorkugle her”, svarede drengen.
“Er det sandt? Lad mig tage et kig”, sagde herre Miller og studerede kuglen.
“Her er hun. Flot som få”, sagde drengen.
“Jeg ser det. Hmm, det eneste problem er, at den her er blå, og jeg er meget glad for de røde. Har du en lignende kugle derhjemme, i klar rød?”, spurgte butikschefen.
“Ikke helt, men næsten”, svarede drengen.
“Vi gør sådan her. Tag den her pose med ærter med hjem. Næste gang du er i området, kan du vel komme forbi og lade mig kigge på den røde kugle”, sagde herre Miller til drengen.
”Det lover jeg. Mange tak, herre Miller!”.
Fru Miller, der stod i nærheden, kom over for at hjælpe mig. Med et smil sagde hun:
“Der findes to andre drenge, præcis som ham, der bor i nærheden. Alle tre er meget fattige. Jim (Butikschefen) elsker at forhandle med dem. De forhandler om ærter, æbler, tomater eller hvad som helst. Når de kommer tilbage med deres røde kugler – og det gør de altid – så bestemmer han sig for, at han ikke kan lide rød alligevel. Og så sender han dem hjem med en ny pose madvarer i bytte mod en grøn eller blå kugle, næste gang de kommer forbi butikken”.
Jeg forlod butikken med et smil, jeg var meget imponeret af butikschefen.
Kort derefter flyttede jeg til en anden by, men jeg glemte aldrig historien om den her mand, de fattige drenge og hvordan de forhandlede om marmorkugler.
Flere år gik. Det ene hurtigere end det andet. Men for nyligt var jeg på besøg i min gamle hjemby for at besøge nogle gamle venner. Næsten med det samme hørte jeg, at hr. Miller for ganske nyligt var død.
De skulle holde hans begravelse senere på aftenen, og eftersom mine venner ville derhen, bestemte jeg mig for at følge med.
Da vi ankom, stillede vi os hen til de andre som stod i kø for at møde slægtninge til den afdøde og for at tilbyde de støttende ord vi kunne.
Foran os i køen stod tre unge mænd.
En var i militæruniform, de to andre havde velplejet frisurer, mørke dragter og hvide skjorter – alle var meget professionelt klædt. De gik frem til fru Miller, der stod tæt ved hendes mands kiste.
Hver unge mand krammede hende, kyssede hende på kinden, talte kort med hende og gik videre til kisten.
Hendes øjne fulgte efter drengene. De gik frem til kisten, standsede kort og lagde deres varme hænder over den kolde hånd i den åbne kiste. Hver unge mand som forlod stedet gjorde det med tårer i øjnene.
Da det var vores tur til at møde fru Miller, fortalte jeg hende, hvem jeg var og mindede hende om historien fra så mange år siden, og det hun havde sagt til mig om hendes mands forhandlinger om kuglerne.
Med blanke øjne tog hun min hånd og ledte mig frem til kisten.
“De tre unge mænd som lige forlod stedet var de tre unge drenge, du lige fortalte om. De forklarede, hvor meget de satte pris på tingene som Jim “byttede” med dem. Nu til sidst, da Jim ikke kunne ændre sin mening om farven eller størrelsen på kuglerne… så kom de for at betale deres gæld”, sagde hun og fortsatte:
“Vi har aldrig haft særlig mange penge eller været rige, men lige nu ville Jim betragte sig selv som den mest velstående mand i verden”.
Med kærlighedsfuld mildhed løftede hun sin mands livløse fingre.
Hvilende herunder lå tre flotte lysende røde kugler.
Mennesker kommer til at mindes vore gode gerninger og ikke vores ord. Livet måles ikke i åndedræt vi tager, uden de øjeblikke som får os til at tabe pusten.
Der findes intet finere end at strække sin hånd ud og hjælpe medmennesker, hvor lille gestussen end måtte være.
Idag ønsker jeg en dag med små og almindelige mirakler:
En nybrygget kande kaffe, som du ikke behøver lave selv…
Et uventet telefonopkald fra en gammel ven…
Grønt trafiklys på vej til arbejde…
Den hurtigste kø i supermarkedet…
En sang på radioen du kan synge med på…
At dine nøgler er, hvor du efterlod dem.
Del dette med de mennesker, som du aldrig kommer til at glemme!
