I dag spredes der ofte glade og forskønnede billeder af folks virkelighed gennem sociale medier. Det kan skabe unødvendigt pres i et allerede stresset samfund. Vinteren kan være en hård årstid for mange, og jeg tror, at det er lige præcis derfor denne historie om en mor og hendes søn er blevet så populær – og samtidigt så vigtigt at sprede videre.
En mor lagde for nyligt et billede op på Facebook, som nu har spredt sig som en løbeild. På billedet kan man se et lille hjerte malet på et lille håndled. Det forestiller Liz Petrones søn som kæmper mod sin angst. Liz skriver sådan her i indlægget:
– Måske er det sådan når årstiderne ændres, lidt efter lidt, langsomt indtil det ikke er så langsomt og det bliver så koldt så hurtigt, at du har svært ved at trække vejret. Fra den varme luft i begyndelsen af efteråret, til man ånder der hvor luften er diset røg ved hver vejrtrækning mellem jul og nytår, skriver hun.
Moren fortsætter:
– Eller måske er det bare, at han har spurgt mig hver morgen, siden han begyndte i skole i september: “Mor, er det jul i dag?”. Og jeg bare griner og siger: “nej min elskede, der er stadig et stykke tid til”. Men nu er det snart tid, og hans forventninger er så høje, at jeg tror, han snart springer!
Liz skriver også, at hun fik at vide, at sønnen græder når skolebussen kommer og henter ham: Hun forsøgte at trøste ham og strække sine hænder mod vinduet, mens bussen kørte væk. Morgen efter sad de sammen ved busstoppestedet. Moren tog en kuglepind frem af sin taske.
– Jeg tog fat i hans håndled, kyssede på hans vener, hvor blodet som vi deler strømmer gennem hans årer og rammer dette hjerte.
– Jeg ved, at det nogle gange er svært derude, sagde hun til sin søn, samtidigt med bussen begyndte at nærme sig holdepladsen.
– Jeg vil gerne have, at du kigger på det her hjerte hver gang det føles lidt hårdt. Jeg vil have, at du skal kigge og huske, at uanset hvad der sker derude, så findes der nogen som venter på dig, når du kommer hjem. Nogen som elsker dig.
Bussen standsede. Sønnen gik frem og ind i den.
– Den her gang kiggede jeg ordentlig, da hans ansigt dukkede op i vinduet. Jeg ventede, at han skulle se mig, at han skulle grine eller vinke eller sågar græde. Men han kiggede ikke på mig. I stedet kiggede han på sit håndled. Jeg ved, at hverdagen mange gange kan være hård for mange af os. Jeg ved, at juleferien kan forstærke sådanne følelser, præcis som kulden og mørket kan. Men måske er det lige den enkle ting, som vi må huske. Det løser måske ikke alle vores problemer, men det kan være en lettelse og trøst bare at høre, at nogle elsker dig.
Nu deler vi dette videre for at sprede morens vigtige budskab!
