Min mor er den, som står mig nærmest. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Min mor har en særlig evne til med et kort blik at se, hvordan jeg har det, og om jeg ønsker at fortælle noget til hende.
Det er også min mor, som jeg henvender mig først til, når jeg har noget at fortælle, eftersom hun fortjener det. Min mor gør alt for mig, og overalt i verden findes der mødre, der gør nøjagtig det samme for deres børn.
Jessica er sådan en mor. Men hun modtog aldrig anerkendelse fra sin eksmand. Han fortalte hende hele tiden, at hun praktisk talt aldrig lavede noget, og at tage sig af børnene var det nemmeste i hele verden. Hun svarede igen med en tekst for at hylde alle verdens mødre. Det skriver HrtWarming, som har delt hyldesten.
Her nedenfor kan du læse den i sin helhed, og du må meget gerne dele den til alle du kender. Især vores elskede mødre, der ikke altid får den anerkendelse, som de rent faktisk fortjener.
“Det her er til alle mødre, som har siddet oppe hele natten med et sygt barn i sine arme, vugget og båret på barnet, mens man har sagt: “Det er okay, mor er her.”
Mødre, som har gået rundt i huset hele natten med små børn, som hele tiden græder, men stadig ikke har opgivet håbet om at trøste dem.
Det her er til alle mødre, som er kommet på arbejde med børnebræk i håret, mælkepletter på blusen og bleer i tasken.
Til alle mødre, som har lavet hundredvis af kager og tærter for at tjene penge til klassekassen. Og til alle mødre, der IKKE har gjort det, eftersom de har arbejdet for at kunne tage sig af bunken af regninger.
Det her er til alle mødre, som har født børn, de aldrig kommer til at se. Og til mødrene, som gav disse børn et hjem og al sin kærlighed.
Det her er til alle mødre, som har frosset deres numser i stykker på kolde bænke, når de har set deres børns fodbold- og ishockeykampe i stedet for at sidde i bilen og kigge på. Når børnene spurgte “så du mig?”, har du været i stand til at sige: “Selvfølgelig, jeg ville ikke have gået glip af det for noget i verden”, og ment det.
Det her er til alle mødre, som har råbt af sine børn i frustration i indkøbscentret, når børnene har kastet sig ned på gulvet som trætte 2-årige gør, når de ikke får lov til at spise is før aftensmaden, og har hadet sig selv bagefter, eftersom man har råbt.
Det her er til alle mødre, som har siddet med sine guldklumper og forklaret, hvordan man laver babyer. Og til alle dem, som har ønsket at gøre det men ikke har været i stand til det.
Det her er til alle mødre, som har læst den samme godnathistorie to gange hver aften. Og så igen. “Bare én gang mere, mor”…
Det her er til alle mødre, som har lært deres sønner at stå i køkkenet og døtrene at være modige og stærke (og spille fodbold).
Det her er til alle mødre, som automatisk vender hovedet og spidser ørene, når de hører ordet “mor”, selvom de står midt i en stor menneskemængde og udemærket er klar over, at ens egne børn er derhjemme.
Det her er til alle mødre, som har sendt deres børn i skolen med ondt i maven og sagt, at de nok skal få det bedre, når de kommer i skole, bare for en time senere at modtage et opkald fra klasselæreren om, at man skal hente sit barn med det samme. Og gjort det.
Det her er til alle mødre, som har bidt sig selv i læben, når den 14-årige datter pludselig kommer hjem med grønt hår.
Hvad er forresten det, der kendetegner en god mor? Tålmodighed? Ansvar? Brede hofter? Evnen til at vugge et barn, lave mad mens man syer en knap på en skjorte?
Eller er det hjertet? Er det den bekymring, du føler i maven, når ens søn eller datter bliver sendt afsted til sin første skoledag nogensinde? Eller er det den bekymring, når din teenager, som lige har fået kørekort, kommer en time senere hjem end aftalt?
Eller er det kraften, som tager dig fra sovende til vågen, fra sengen til vuggen, klokken to om natten bare for at lægge hånden på din sovende babys ryg? Eller følelsen i kroppen, når du kigger ind til din sovende datter eller søn, som er hjemme en sidste nat, inden de flytter hjemmefra for at studere i en anden by? Eller måske følelsen af at tage hjem, uanset hvor man er, for at kramme sit barn, når man hører en nyhed om en brand, en bilulykke eller et barn, der dør?
Til mødrene til alle ofre for skoleskyderier, og til mødrene til de som skød. For mødrene til de overlevende, og til mødrene som sad skrækslagne foran fjernsynet for efterfølgende at få lov til at kramme deres børn, som kom helt sikkert og uskadt hjem fra skole.
Det her er til alle mødre, som grædende har lagt blomster og bamser på deres børns gravsteder. Børn der er døde af sygdomme, ulykker, og måske værst af alt, selvmord.
Det her er til mødre, som kæmper igennem hårde tider og dårlig søvn. Til arbejdende mødre og mødre, som går hjemme. Enlige mødre og gifte mødre. Til bedsteforældre, hvis kærlighed og varme er lige så stærk for deres voksne børn og børnebørn. Til mødre med penge og uden.
Det her er til jer. Bliv ved med at kæmpe. Vi elsker jer.”
Del denne hyldest til alle verdens mødre. Du ved, at de fortjener det.
