Nu ville hun ikke tage mere skidt fra ekspedienten og svarede:
– Før så genanvendte vi vores mælke-, læske, og ølflasker. Vi tog dem med til købmanden, og butikken sendte dem tilbage producenterne, som vaskede og steriliserede glasset, inden de blev fyldt op igen og sendt ud til kunderne i butikkerne. På den måde kunne man genanvende flaskerne igen og igen. De blev virkelig genbrugt. Men vi havde ikke den her “grønne bølge” i vores tid, svarede den ældre dame.
Hun fortsætter:
– På den tid pakkede vi vores varer i brune papirsposer i butikken, og disse kunne vi siden bruge til mange forskellige ting og sager flere gange. Jeg husker, at vi, foruden indkøb, især brugte de her brune poser som bogomslag til vores skolebøger. Det var for at sikre, at offentlig ejendom som skolebøger ikke skulle blive ødelagt af vores egne ting. Og på den måde kunne vi også bestemme, hvor meget vi ville have på de brune omslagspapir og gøre vores bøger personlige på en sjov måde. Men det er selvfølgelig synd, at vi ikke havde den “grønne bølge” på min tid.
Ekspedienten kiggede med opspillede øjne på damen, som bare fortsatte med at fortælle om sine tidligere minder om miljøbevidsthed som hele samfundet var bygget op om.
– Tidligere havde vi et tv eller radio i huset. Ikke et i hvert rum. Og tv’et havde en lille skærm, cirka som et lommetørklæde snarere end at fylde et helt værelse. Samtidigt rørte vi i vores gryder og andet i køkkenet i hånden. Vi havde ingen elektriske maskiner, som kunne gøre alt det for os. Jeg husker også, når vi skulle sende noget skrøbeligt eller flytte fade eller andet skrøbeligt. Så genanvendte vi de gamle aviser til beskyttelse i stedet for de her plastikbobler, som der findes i dag. I haven behøvede vi ikke at bruge benzin for at klippe græsset med en græsslåmaskine – vi brugte i stedet fuldstændigt vores egne muskler. Men det er klart, at vi ikke havde den her “grønne bølge” som i har i dag.
På det her tidspunkt var der yderligere en kasse åbnet op ved siden af denne kø. For den ældre kvinde var ikke færdig. Hun fortsatte:
– Jeg husker også, hvordan vi vaskede børnenes bleer, så de kunne blive genanvendt. Vi havde ikke dem som findes i dag, du ved, dem som man bare kan smide på. Og tal om at vaske tøj…. vi tørrede dem ude på tørresnore i det fri. ikke i en maskine på 220 volt. Så det var virkelig vind- og solenergi som gjaldt.
– På den her tig tog folk sporvognen eller bussen på arbejde, samtidigt med børn cyklede eller gik i skolen i stedet for at bruge sin mor som en 24-timers taxiservice.
Nu mærkede kvinden i kassen, at den ældre kvinde var ved at komme til sin sidste pointe.
– Jeg synes, at det er kedeligt, hvordan den unge generation beklager sig over, hvordan vi gamle ikke er “grønne” i vores tænkemåde. Det var bare sådan, at vi ikke havde denne “grønne bølge” i vores tid. Er du ikke enig?
Ekspedienten vidste ikke, hvad hun skulle sige. Den ældre dame pakkede sine varer sammen og gik videre. jeg er sikker på, at hun kommer til at tænke en gang eller to, inden hun angriber ældre, når det kommer til miljøbevidsthed næste gang. Yngre generationer tror nogle gang, at de ved bedst og nogle gange er det også sådan, men jeg tror absolut, at det er godt også at lytte til de ældre generationer i samfundet, som har været med og har fået en masse livserfaringer. Så slipper man også for pinlige situationer, som den her ekspedient i fortællingen havnede i!
Det er ganske enkelt sådan, at den gamle har en pointe!
DELA gerne den her fortælling, hvis du er enig og synes den her ældre kvinde havde et genialt svar!