At få tvillinger eller trillinger er altid noget særligt.
Men at føde femlinger kan ingen nok forestille sig, før de selv oplever det.
Disse sjældne graviditeter er stadig forbundet med fare, særligt for moren.
Så da fem små børn blev født i en landsby i Canada for 83 år siden, regnede ingen med, at de ville overleve.
Men fra samme øjeblik, pigerne kom til verden, skulle femlingerne Dionne skrive sig ind i historiebøgerne for altid.
Den 28. maj 1934 blev femlingerne Yvonne, Annette, Cecile, Emilie og Marie født i Ontario, Canada.
Lægen, som stod for fødslen, var dr. Allan Roy Dafoe, og som hjælp havde han to jordemødre.
Søstrene blev bogstaveligt talt født i et skur i landsbyen – rindende vand var der intet af, og strømforsyning var noget, man blot kunne drømme om.
Lægen havde nok ikke regnet med, at der skulle fødes så mange børn den dag – desuden var der aldrig tidligere sket en femlingefødsel, hvor alle babyer havde overlevet.
Pigerne er hvad man regner med at være de eneste enæggede kvindelige femlinger nogensinde, og alle vejede mindre end 1000 gram.
De er også de eneste kendte enæggede femlinger, som har levet til voksen alder.
Pigernes forældre, Elizire Legros og Oliva Dionne, var et fattigt par, som levede som bønder.
Men efter fødslen blev hele familien snart verdensberømt.
Eftersom forældrene var i pengenød, besluttede de sig for at udstille pigerne på verdensudstillingen i Chicago – lidt af en sensation.
Myndighederne kunne ikke lide det og tog en meget kontroversiel og trist beslutning – i 1935 blev pigerne tvangsfjernet.
Til sidst blev lægen, som hjalp børnene til verden, Allan Roy Dafoe, værge for femlingerne. Forældrene var erklæret uegnede til at tage vare på børnene, men det gjaldt tydeligvis kun for femlingerne – de fem andre børn i familien kunne de beholde.
Udnyttelsen af børnene fortsatte – nu med statens støtte.
Som svar på offenlighedens enorme interesse byggede man et særligt hjem til børnene, hvor nysgerrige gæster kunne se på dem.
Det var offentligt accepteret dengang, men siden fik myndighederne meget kritik for det.
Blandt andet solgte man souvenirs og andre ting i det område, hvor femlingerne boede.
En industri skød op omkring pigerne, og forældrene blev langsomt fordrevet fra deres eget liv.
Lægen Allan Roy Defoe reklamerede for majssirup og Quaker Oats sammen med femlingerne. Han blev både kendt og rig ved at markedsføre børnene.
Børnene blev siden placeret på et statsejet museum, men “Quintland” var i praksis et forlystelsesområde, hvor pigerne blev vist frem til offentlig skue.
To til tre gange om dagen kunne de cirka 6000 besøgere se til, når pigerne gik i parade på den anden side af en rude.
Det indbragte milliarder af kroner til den canadiske stat i en tid, hvor Den store depression havde lammet store dele af verden.
Forlystelsesparken var på den tid den største turistattraktion i Ontario – det siger lidt om interessen for Yvonne, Annette, Cecile, Emilie og Marie.
Pigerne medvirkede i Hollywood-film og optrådte på scener med sang. De var sågar med i reklamer for Palmolive – et produkt, vi også kender i Danmark i dag.
I 1943 kunne forældrene få deres børn tilbage efter en lang retssag.
Men selvom de kom tilbage til deres familie, fik pigerne knapt et bedre liv.
Berømmelsen havde sat sine spor, og deres nye søskende var misundelige. Pigerne havde på det tidspunkt ni andre biologiske søskende – tre ældre brødre, tre ældre søstre og tre yngre brødre.
Senere kom det frem, at femlingerne var blevet udnyttet seksuelt og mishandlet af deres far.
Som 19-årige bestemte pigerne sig for at bryde al kontakt med deres forældre.
Som følge af udnyttelsen og overgrebene var søstrene gennem hele livet plaget af mentale og personlige problemer: alkoholmisbrug, bipolære sygdomme og dårlige ægteskaber.
Emilie døde som 20-årig den 6. august 1954 af et epileptisk anfald. Marie døde den 27. februar 1970 af en blodprop i hjernen.
I 1997 stævnede de sidste tre søstre staten for de skader, smerter og lidelse, de var blevet udsat for.
De vandt retsagen og fik cirka 30 millioner kroner.
En ringe trøst – men alligevel vigtigt, at staten erkendte sin fejl og gav søstrene en form for oprejsning.
Annette og Cecile er de eneste to søstre, der stadig lever.
I denne video kan du se mere til femlingernes fascinerende, skræmmende og utrolige skæbne:
Bare fordi disse femlinger var så specielle, måtte de lide hele livet.
I dag er det svært at forestille sig den opmærksomhed, frygt og stress, de blev udsat for – særligt når man tænker på, at staten var involveret i det.
Forhåbentlig har historien lært os noget: at alle børn skal respekteres, og at barnets bedste ALTID skal komme i første række.
Del gerne artiklen videre, hvis du vil bidrage til, at deres livshistorie aldrig bliver glemt!
