Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Enkemandens ord til bortgået hustru får tårerne til at løbe

Døden er uundgåelig, og før eller senere må vi alle forholde os til sorgen og smerten efter af have taget afsked med en elsket nærtstående.

Men det kan være svært at sætte ord på det ubærlige sorg som følger. Når en nær pårørende går bort efterlades et tomrum så stort at det gør ondt, og selvom folk siger at man “må gå videre”, så kommer tabet for altid til at være med os. Det er bare sådan det er.

En historie som kan beskrive præcis den følelse, det er den om Bobby Moore og hans elskede hustru Jerry. Efter 59 års ægteskab sov Jerry en dag ind – og tilbage stod Bobby, ensom og sårbar.

Da fotografen April Yurcevic Shepperd så den sørgende enkemand foran kisten, blev hun berørt så meget, at hun var nødt til at sætte ord på øjeblikket. Det var aldrig meningen at ordene og det træfsikre billede skulle publiceres – men efter familiens eget ønske om at fortællingen skulle spredes videre for forhåbenligt at kunne hjælpe andre i sorgbearbejdelsen, så delte hun det på Facebook.

Det her er en historie om, hvordan sorgen er en uundgåelig del af vores liv, men også en historie om at kærlighed stærkere end noget andet i hele verden. Den kan være lidt lang, men jeg anbefaler dig at læse med hele vejen – for jeg kan love dig, at den er det værd.

”I dag bevidnede jeg en fortælling om kærlighed. Ikke den type kærlighed som deles af unge personer som er halvfulde af passion og sprængfyldte af hormoner. Ikke den type af tåget kærlighed som opleves af nyforlovede, som er opdaget af idéen om fuldkommen hengivenhed og at leve lykkeligt til sine dages ende. 

I den verden vi lever i, hvor løfter brydes så hurtigt som de er indgået, så jeg i dag et sjældent syn, en diamant i enestående design. I dag så jeg en mand, en nedbrudt mand, som stod og vågede over sin allerkæreste øjesten, Her var kærligheden personificeret. 

Da han gik ind i rummet var skridtene tunge, men hans beslutsomhed var fast. Hans øjne var fokuseret på destinationen længst fremme i rummet. En stålgrå kiste stod under de oplyste lamper. Halvdelen af kistelåget var oppe; den lukkede del var dækket af levende blomster i alle mulige former og farver, prydet af bånd med ord som “fru” og “mor”.   

Da han nærmede sig, lænede han sig uden pause frem og kyssede hendes malede læber. Hans svage krop kæmpede for at holde sig oprejst. 

Foto: Shutterstock

Så mildt og smukt kom hans ord til hende. De ord var sikkert blevet sagt utallige gange, men den her gang var de indhyldet i evigheden. 

“Jeg ved at du ikke kan høre mig”, hviskede han. “Men jeg elsker dig”. Og så faldt der en tårer.  

Familiebesøg var ikke planlagt for yderligere nogle timer eller sådan, men han var kommet tidligt. Han ville ikke spilde de sidste timer. I over 60 år havde han været ved hendes side, men det var stadig ikke noget. Ikke nær. 

Så han tog en stol frem og satte sig ned. Med stokken på sin højre side og hans afdøde hustru til venstre, sad han ved kistens side i næsten en time. Han aede hendes arme og klappede hendes hænder. Det var som om han trøstede hende, men sandheden var at han trøstede sig selv. 

Foto: Shutterstock

Det virkede ikke til at forstyrre ham, at hendes hud var kold, at hendes krop var stiv; det generede ham heller ikke at hun ikke svarede på ordene han hviskede. Mærkeligt som det virker, så kunne det her have været en almindelig scene fra hvilken som helst aften i deres hjem. Bortset fra den mængden af blomster og de som gaver som var sendt af sympatiske venner, virkede det her scenarie helt normalt. 

Da familien begyndte at ankomme, sad han stadig der, hold hendes hånd, strøg hendes hår. 

“Hun er smuk, er hun ikke?”, spurgte han, da børnene kom ind. Alle var enige. Og det græd. 

I næsten fem timer var han ved hendes side, nedbrudt, udmattet, til hans krop krævede at han drog bort og hans sind tiggede om et pusterum. 

Foto: Shutterstock

Den her mand, den her hengivne mand, havde vist mere nåde i sin sorg end mange andre gør. Jeg stod der i ærbødighed, så troskaben med egne øjne. Jeg har aldrig set en mand så nedbrudt, frarøvet sin lykke af dødens forbandelse. Jeg undrede mig, da jeg iagttog ham, hvad skulle han lave i morgen og dagen efter? I dag var den enkle del. 

I dag fandtes hun stadig der, liggende ved siden af ham, tilgængelig til at blive rørt eller aet eller kysset. I morgen efter hun var blev sænket ned i jorden og han var vendt tilbage til deres hjem, hvad sker så? Hendes ting kommer stadig til at være der – hendes lugt, nedslidte aktionslister, hendes favoritstol, rester i køleskabet, deres seng. Deres seng. Hvordan kan nogen sove igen efter at ligget ved siden af sin bedste ven i 59 år? Jeg kan ikke forestille mig, at man nogensinde kan sove igen. 

I dag bevidnede jeg en fortælling om kærlighed. Og jeg kommer til at bevidne det i morgen, når historien er slut og scenen er tom og lysene slukket. 

For Bobby og alt som han er”. 

Writer’s Note: At the request of Bobby Moore and his family, I am sharing this narrative and photograph. This story was…

Posted by April Yurcevic Shepperd on Wednesday, 31 January 2018

 

Til alle som sørger ønsker jeg et helbredt hjerte. Jeg ønsker, at dem I har elsket altid er med jer i tankerne, og at den kærlighed I har følt så stærkt forsat kan inspirere jer fremover i livet. 

Forhåbenligt kan den her mands stærke fortælling hjælpe til at give andre styrke i svære tider. Vi må aldrig glemme at vores elskede stadig er med os, om det så er i livet eller på en luftig lille sky oppe i himlen. Del gerne til dine venner, hvis du er enig. 

 

Læs mere om...