Jeg indrømmer gerne, at jeg fik tårer i øjnene flere gange, da jeg læste denne fortælling. Den fik mig til at tænke på alt det, min far har gjort for mig. Alle håndbold- og fodboldtræninger, han gladeligt kørte mig til, og alle de overarbejdstimer han har taget, bare for at få den huslige økonomi til at hænge sammen.
Jeg var nok ikke verdens nemmeste barn, og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg havde en far, som elskede mig og gjorde alt, så jeg kunne få en sikker, tryg og kærlig barndom.
Når denne søn fortæller om sin far, så kan jeg genkende mig selv i fortællingen, dette på trods af at vi ikke havde det lige så hårdt i min familie.
Læs historien nedenfor og oplev et ægte bevis på en far, der elsker sin søn.
Glaskrukken har stået på gulvet ved siden af mine forældres seng, så længe jeg kan huske. Når far gjorde sig klar til at lægge sig til at sove om aftenen, så tømte han altid sine lommer for mønter, og lagde dem i krukken.
Da jeg var en lille dreng, var jeg fascineret af lyden af mønter, som faldt ned i krukken. Det startede med en højlydt raslen, når krukken var tom, og blev til en dæmpet lyd i takt med at krukken blev fyldt.
Jeg plejede at sidde på gulvet foran krukken og beundre lagene af kobber og sølv, der glimtede som en pirats skattekiste, når solen kiggede gennem persiennerne i mine forældres soveværelse.
Når glaskrukken var fyldt, plejede far at sætte sig ved køkkenbordet for at sortere mønterne, inden han tog dem med i banken. Det var altid en omstændig opgave at aflevere mønterne i banken.
Far placerede mønterne, der lå omhyggeligt stablet i en skotøjsæske, mellem ham selv og mig i hans gamle bil. Hver gang, vi kørte i banken, så min far på mig og sagde: “Disse mønter vil redde dig fra at ende på skibsværftet, min søn”.
“Du vil få end bedre fremtid, end din saglige far. Denne gamle industriby kan ikke holde dig tilbage.” Velankommet i banken smilte han stolt, når han gav skotøjsæsken med mønter til kassereren.
“Det her er til min søns universitets-konto. Han skal aldrig nogensinde arbejde på skibsværftet og slide sig selv op, som hans gamle far har gjort.”
Vi plejede at fejre hver indsætning i banken ved at stoppe og købe en is på vejen hjem. Jeg valgte altid en chokoladeis, og far valgte en vaniljeis. Når far fik byttepengene, plejede han at lægge mønterne i sin store hånd for at vise dem til mig og sige, “Når vi kommer hjem, så begynder vi endnu engang at fylde krukken, min søn.”
Min far plejede altid at give mig lov til at putte de første mønter i den tomme glaskrukke. De raslede og spillede deres korte, muntre melodi. Vi smilte til hinanden. “Du kommer til at få en uddannelse med hjælp af småmønter. 50-ører, 1-kroner og 5-kroner. Men vi skal nok lykkes, min søn. Det lover jeg dig.”
Årene gik, og jeg færdiggjorde min uddannelse og fik et job i en anden by. Engang, da jeg besøgte mine forældre, lånte jeg deres telefon i soveværelset og bemærkede, at glaskrukken var væk. Den havde tjent sit formål. Jeg fik en lille klump i halsen og stirrede på det sted, hvor krukken altid plejede at stå.
Min far var en tavs mand. Han talte aldrig om engagement, håb eller udholdenhed. Det var glaskrukken, som lærte mig om de ting. Og den lærte mig det bedre, end nogen ord nogensinde ville have gjort.
Da jeg blev gift, fortalte jeg min kone, Susan, om hvilken afgørende betydning, den simple glaskrukke havde haft i mit liv. For mig har den altid været det klareste bevis for, hvor meget min far rent faktisk elskede mig.
Uanset hvor hårdt rent økonomisk vi havde det derhjemme, så blev min far ved med at lægge mønter i glaskrukken hver dag. Også den sommer, hvor min far blev fyret fra skibsværftet, og min mor var nødt til at lave tørrede bønner til aftensmad flere gange om ugen, på trods af dette nægtede min far at tage mønter op af glaskrukken, så vi kunne få lidt at spise.
Tværtimod. Når min far kiggede på mig fra den anden side af spisebordet, hvor jeg sad og var ved at kløjes i mine bønner med ketchup, blev han kun endnu mere fast besluttet for at gøre alt, hvad der stod i sin magt, så han kunne give mig en anden og bedre fremtid. “Når du har fået din uddannelse, min søn”, sagde han med en klump i halsen, “Så behøver du aldrig at spise bønner igen.”
Den første juleaften, efter vores datter Jessica blev født, fejrede vi med mine forældre. Efter aftensmaden sad mor og far sammen i sofaen, hvor de skiftedes til at kramme deres førstefødte barnebarn. Da Jessica begyndte at græde, så tog min kone Susan hende fra min fars arme. “Hun skal nok bare have en ny ble”, sagde hun og gik ind i mine forældres soveværelse for at skifte hende.
Da hun kom tilbage, græd hun. Hun gav Jessica til min far, tog min hånd og førte mig ind i mine forældres soveværelse.
“Se”, sagde hun sagte, og nikkede mod det sted på gulvet, hvor glaskrukken plejede at stå ved siden af sengen. Til min store overraskelse, som om den aldrig havde været væk, stod glaskrukken der igen – allerede halvt fyldt med mønter. Jeg fik tårer i øjnene, gik et skridt frem, stak hånden i lommen og tog en håndfuld mønter.
Forstummet af alle følelser lagde jeg mønterne i glaskrukken. Da jeg kiggede op, så jeg min far, med Jessica i sine arme, var kommet ind i soveværelse. Vores blikke mødtes, og jeg vidste, at vi tænkte det samme.
Ingen af os sagde et ord – det var ikke nødvendigt.
Vores forælder fortjener respekt og ære for, at de har skænket os livet. De kan ikke hyldes nok for alle de endeløse ofre, de uden at blinke gør og har gjort for os. Del denne fortælling med dine forældre for at fortælle dem, at du elsker dem mere end noget andet i verden.
