Da Julie Derbyshire var fire år gammel, flyttede hendes familie til USA, men efter ganske få år bestemte hendes forældre sig for, at de ville skilles, og hendes far tog hjem til Storbritannien. Julie blev i USA med sin mor.
Da Julia kom i teenagealderen, begyndte hun at tale med en nær ven om sine følelser.
Det, den uskyldige 12-årige ikke vidste var, at den fortrolighed, hun havde haft med sin ven, ville blive brudt og få frygtelige konsekvenser.
Så snart, hun havde våget at åbne sig, begyndte mobningen, både fysisk og psykisk. Efter to år var det så slemt, at Julias forældre besluttede, at det var bedst, hvis Julie flyttede hjem til sin far i Storbritannien.
Forældrene troede, at Julia ville slippe for sine plageånder og få den nye start, hun havde brug for.
Men mareridtet var langt fra forbi. Hendes gamle klassekammerater gav ikke op og blev ved med at mobbe hende via sociale medier.
Udadtil forsøgte hun at skjule de store sår, chikanen medførte, men indeni gik hun mere og mere i stykker for hver dag.
Hun skrev endda til en gruppe på internettet, hvor unge taler om at begå selvmord.
En aften, da Julias far Adrian kom hjem, gjorde han en frygtelig opagelse. Julia havde forsøgt at hænge sig.
Han forsøgte at genoplive sin datter, men hun var så ilde tilredt, at han måtte ringe efter en ambulance. På sygehuset blev Julia indlagt på intensiv, og lægerne knoklede for at redde den livløse pige.
Efter fem dage fik Adrian den frygtelige nyhed om, at der ikke længere var håb for hans datter. Hun ville ikke vågne igen.
På sygehuset måtte han tage den beslutning, som ingen forældre nogensinde burde være nødt til at træffe. Lægerne fik lov til at slukke de apparater, der holdt hans datter i live.
Da maskinerne blev slukket, gik der ikke længe, inden Julia holdt op med at trække vejret. Adrian var ved hendes side til den bitre ende. Julie blev blot 16 år gammel.
På sygehuset havde han taget billeder af sin datter, men han kunne ikke få sig selv til at kigge på dem. Det gjorde for ondt.
Men to år efter hendes fød besluttede han sig for at dele Julias historie.
Han skriver:
“Det er utrolig svært for mig at publicere disse fotos. Det vækker de gamle minder til live. Jeg får det skidt, når jeg ser dem.”
Efter datterens død har han villet gøre opmærksom på konsekvenserne, internetmobning kan have for at forhindre, at det sker igen.
“I stedet for at fejre Julias 18 års fødselsdag lægger jeg blomster på hendes grav.”
Efter at han offentliggjorde billederne har reaktionerne været overvældende. Flere familier, som har oplevet lignende histofier, har kontaktet ham for at takke ham.
Julias tilfælde er et tragisk eksempel på, hvor vidt internetmobning kan række.
Hvor hårdt det end vil være, vil Adrian gøre opmærksom på problemet, så det aldrig sker igen.
Del gerne Julias historie, så flere kommer til at forstå, hvor stor skade internetmobning kan gøre.
