Denne historie er en af de stærkeste, jeg har læst i lang tid. Den er hentet fra en engelsk bog, og tager sin begyndelse med en tragisk skæbne, da en ung pige tvinges til at give afkald på sit nyfødte barn, eftersom hendes far ikke kan acceptere, at hun er sammen med en dreng fra en fattigere familie.
Jeg ved ikke, om hændelsen er sket i virkeligheden, eller om det er en vandrehistorie, men uanset hvad, så rørte den mig så dybt, at jeg følte en trang til at dele den med jer.
For uanset hvor mørkt den kan virke i starten, så tager hele historien en uventet drejning, og det er svært at holde tårerne tilbage ved slutningen.
Læs videre nedenfor og del historien med dine venner, hvis du blev lige så rørt som jeg, da du læste den.
“Snakker jeg med Jenna?”, spurgte en stemme på den anden side af linjen.
Jennas hånd rystede, mens hun holdt telefonen. Den stemme lød netop, som hun havde drømt at den skulle lyde. Præcis som hans far.
Jenna havde i 30 år vidst, at denne dag ville komme. Adoptivbørn synes at ville vide alt om deres biologiske familier. Følelser af rædsel, men også en slags opstemthed fyldte Jenna, mens hun fortsatte samtalen med den unge mand på den anden side af linjen.
I 1967 var Jenna forelsket i David, men David kom fra den fattige del af byen. Jennas far var kontrollerende og voldelig, og han gav hende ikke lov til at møde David. Men med hjælp fra venner lykkedes det dog at mødes i hemmelighed.
Da Jenna fandt ud af, at hun var gravid, blev hendes far rasende. Han tvang sin teenagedatter til at forlade huset, så hun kunne bo hos en tante, indtil barnet var født. Med et knust hjerte søgte Davind ind i hæren og tog til Vietnam for at kæmpe i krigen. Han skrev masser af breve til Jenna, men hendes far smed dem ud. David forsøgte også at skrive breve til en af Jennas venner, i håb om at det skulle lykkedes ham at fortælle et par ord til den pige, han elskede så dybt. Jenna modtog aldrig brevene, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme i kontakt med David.
Jenna fik lov til at komme hjem, efter hun havde født sit barn. Hun drømte konstant om det lille barn, hun kun havde fået lov til at holde i sine arme et par sekunder. Hun tænkte på, hvordan hans adoptivforældre var. Hvor de boede, og hvordan barnet ville komme til at se ud, når han blev ældre. Hun drømte også om dagen, hvor hun blev gammel nok til at flytte hjemmefra og væk fra sin kontrollerende far. Efter hun afsluttede sin studentereksamen læste Jenna på universitetet, hvorefter hun fik et godt job i en storby. Hun vendte aldrig tilbage til sin hjemby, og var stadig vred over, at hendes far ikke havde tilladt hende at beholde sit barn og gifte sig med David.
Minderne om en tabt kærlighed og en søn, hun blev tvunget til at bortadoptere, var årsager til, at Jenna aldrig giftede sig. Hun stillede sig tilfreds med et job som lærer. Organisationer, der hjalp udsatte kvinder, blev hendes store lidenskab. Jenna arbejdede meget hårdt for at hjælpe andre i hele sit voksne liv.
Men længst bag i hovedet vidste hun altid, at den der dag ville komme. Hendes søn ville finde hende og gerne vide, hvorfor hun ikke elskede ham nok til at beholde ham.
“Kan vi snart mødes?”, spurgte den unge mand. Hans navn var Bradley. Jenna indvilligede i at lade ham flyve til sin by, hvor de kunne mødes. Han var 30 år gammel og gift. Han havde to børn.
Da hun havde lagt røret på, ønskede Jenna, at hun havde spurgt Bradley, om han havde formået at finde David. Hun glemte tanken, og begyndte at forberede sig til sin søns besøg, der ville finde sted om to uger.
Dagene gik langsomt. Jennas følelser fløj væk. Hun gik fra begejstring over endelig at møde sin søn, til panik over, at han ikke ville kunne lide hende eller ikke forstå.
Endelig kom dagen. Jenna kørte ud til lufthavnen to timere tidligere end aftalt, da hun var for nervøs til at være hjemme helt alene. Hun bed negle af nervøsitet.
Der blev råbt, at Bradleys fly var landet. Jenna gik mod ankomsthallen og vred nakken, mens hun med blikket søgte efter familien, hun skulle møde. En levetid af mareridt og beklagelse fyldte hendes hoved.
Pludselig stod han der bare, lige foran hende. Et kram der var så hårdt, at han løftede hende, var den første kontakt, hun havde med sin søn i 30 år. De krammede og græd i flere minutter. Så trak en lille dreng i Bradleys trøje.
“Far, jeg er tørstig”. Jenna krammede sit barnebarn, og efterfølgende hans storesøster. Hun krammede sin svigerdatter, hvorefter hun krammede hun lidt mere. Den lille dreng begyndte at råbe og løbe mod en anden mand. “Farfar!”, råbte han.
Jenna stoppede op og stirrede. Det kan ikke være sandt. Men hvordan? Var det virkelig ham?
Bradley kyssede sin mor let på kinden. “Ja, det er virkelig ham. Jeg fandt han i sidste uge, og han har besøgt os i vores hus for at hilse på. Han var meget glad over at få at vide, at jeg skulle møde dig i dag. Forstår ud, han har heller aldrig giftet sig.”
David løftede den lille dreng op, hvorefter hans blik mødte Jennas. Han løftede forsigtigt den lille dreng ned, og begyndte hurtigt at gå hen mod Jenna. Han krammede hende længe, før de endelig gav slip og så på hinanden.
Weekenden sluttede alt for hurtigt. Bradley og hans kone lovede Jenna, at hun kunne komme på besøg om et par uger. David tilbød at køre Bradleys familie ud til lufthavnen.
“Hvor skal du flyve hen?”, sprugte Jenna.
“Ingen steder”, svarede David. “Jeg har forlænget min ferie. Vi har mange år, vi skal indhente.”
David havde fornøjelsen at overvære, at hans biologiske forældre giftede sig omkring juletid samme år.
Ja, nogle får virkelig muligheden for at leve lykkeligt til deres dages ende.
Blev du også rørt af denne utrolige historie? Så del den med dine venner på Facebook. For husk på, at man aldrig skal give op, så længe vi tror og håber, så kan alt ske!
