Forældrene i denne historie er på mange måder som mange af os andre.
Når det gælder vores familie og venner, så står døren altid åben, og vi har lettere ved at acceptere de mennesker, der på mange måder ligner os selv.
Vi har det ofte trygt og godt, men kan også træde over døde kroppe for at beskytte vores egne.
Så når nogen udfordrer vores fordomme eller ikke ser ud ligesom os, hvor accepterende og generøse er vi så, når det kommer til stykket?
Det er netop dette, denne historie handler om:
En soldat kunne endelig vende hjem efter at have kæmpet i årevis i Vietnamkrigen.
Inden afrejsen til hjembyen ringede han til sine forældre, som boede i Los Angeles.
“Mor og far, nu kommer jeg endelig hjem. Men jeg vil gerne bede jer om at gøre mig en tjeneste. Jeg har nemlig en ven, jeg gerne vil tage med hjem.”
“Selvfølgelig”, svarede forældrene og fortsatte:
“Vi ser frem til at møde din ven.”
Men deres søn havde mere at fortælle.
“Der er noget, I bør vide”, sagde han.
“Min ven blev alvorligt såret under krigen. Han trådte på en landmine og mistede en arm og et af sine ben. Han har ingen steder at tage hen, så han vil gerne bo hos os.”
Forældrene fik en klump i halsen, da de hørte sønnens ord i telefonen.
“Det er jeg ked af at høre, min søn. Men det kan være, at vi måske kan hjælpe ham med at finde et sted at bo?”, svarede faren.
“Nej, mor og far. Jeg vil gerne have, at han kommer og bor hos os.”, bønfaldte sønnen sine forældre.
“Min søn”, svarede faren og fortsatte:
“Du ved ikke, hvad du forlanger af os. En person med et sådant handicap ville være en stor byrde for os. Vi har vores eget liv at passe, så vi kan ikke slippe alt og begynde at tage os af en handicappet i vores hjem. Jeg foreslår, at du kommer hjem til os og forsøger at glemme alt om din ven. Han skal nok finde en måde at klare sig selv, der er andre, som kan hjælpe sådan en som ham.”
Sønnen fik nok og smækkede røret på. Efter det hørte forældrene ikke mere til ham. Et par dage senere ringede telefonen igen – men denne gang var det politiet fra Los Angeles, som ringede til forældrene.
“Jeres søn er død”, forklarede betjenten.
Sønnen var død efter et fald fra en høj bygning, fik forældrene at vide. Betjenten mente, at der var tale om selvmord.
De sønderknuste forældre kørte ind til byen og ind på lighuset for at identificere deres søns lig. De genkendte ham øjeblikkeligt, men til deres store rædsel opdagede de noget, som de ikke havde forventet.
Deres søn havde kun én arm og manglede et ben.
Denne tragiske historie, som med al sandsynlighed er baseret på en vandrehistorie, er ikke kun sørgelig, den har også et vigtigt budskab. At passe ind og have et smukt udseende er meget vigtigt i dagens samfund. Enhver, der ikke anses som “smuk” eller som har et handicap, bedømmes ofte udelukkende på det ydre. At dømme nogen på forhånd, og udelukkende baseret på udseendet, begrænser ikke blot den person, du ser ned på, men også dig selv.
Hvis nogen kommer ud for en ulykke eller bliver syg, som medfører forandringer af personens udseende, modtager personen ofte støtte og medfølelse fra sin familie og venner. Men vi er nødt til at blive bedre til at vise, at vi er der for alle, som har brug for vores støtte, og ikke blot begrænse vores støtte til de personer, som er tættest på os!
Du må hjertens gerne dele denne historie, hvis du også mener, at vi bør forsøge at blive bedre til at acceptere mennesker som de er, og for at hjælpe til at øge forståelsen for dem, der ser lidt anderledes ud end os andre!
