Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Forældrene smider gravid teenager på mentalsygehus – 44 år senere får hun sin hævn

Vi skruer tiden tilbage til november år 1963. En kvinde ved navn Julie Mannix levede dengang i Philadelphia, USA. Hun var på det tidspunkt 19 år gammel og meget forelsket i en mand, som hed Frank von Zerneck. Men deres forhold bragte noget med sig, som snart skulle vise sig at give alvorlige problemer for Julie.

En dag skulle Julie til gynækologen til en rutinekontrol. Lægen var en ven af familien, som havde gået til ham i mange år, og han gjorde en uventet opdagelse: Julie var gravid! Men det fortalte han ikke til Julie. I stedet afslørede han i al hemmelighed nyheden for hendes mor.

Familiens holdning var klar, en fødsel udenfor ægteskab var uacceptabel. Men samtidig havde de loven at tage højde for: Abort var nemlig ulovligt i USA på dette tidspunkt.

Hvad gjorde Julies mor og far så? De holdt det hemmeligt for Julie, at hun var gravid. Familien skal have fundet på forskellige forklaringer og løgne for at skjule graviditeten for Julie. Månederne gik og til slut kom moren og faren på en lumsk plan. De sagde til Julie, at hun var deprimeret. På den måde kunne de overtale hende til at besøge det psykiatriske hospital. På dette tidspunkt var det nemlig lovligt at gennemføre en abort for psykisk syge personer.

Hun nægtede abort – og blev låst inde

Det var omkring det tidspunkt, at Julie fik at vide, at hun var gravid. Hun nægtede abort og ville beholde sit barn.

Men det var uacceptabelt og derfor blev hun låst inde på det psykiatriske hospital i et halvt år. Indtil vandet gik.

Den 19. april 1964 blev lille Aimee født. Julie fik kun lov at møde sin nyfødte dater i få sekunder, inden hun blev tvunget til at underskrive adoptionspapirer – og give Aimee fra sig.

Julie var knust. Alt hun ville i hele verden var at blive genforenet med sin lille datter. Tænk hvor frygteligt det må være at blive frataget sit barn… af sine egne forældre?!

Hun forsøgte igen og igen at finde frem til sin datter. Hun kontaktede forskellige organisationer indenfor kirken for at høre, om de havde fået nogle informationer om, hvor Aimee befandt sig.

Håbede på genforening

Månederne gik, og hun fik samme svar hver gang. Myndighederne måtte ikke give informationer om Julies datter. Hun håbede så meget, at Aimee var kommet til en god og kærlig familie, men hun levede fortsat med håbet om, at hun en dag, engang i fremtiden, kunne genforenes med sin datter.

Julie blev traumatiseret af hele hændelsen. Efter hun forlod det psykiatriske hospital, fortsatte hun med at lede. Hun flyttede til New York og begyndte at forsørge sig som skuespillerinde. I 1965 giftede hun sig med manden Frank og hver år, den 19. april, fejrede de datterens fødselsdag. De følte, at hun var hos dem, selvom hun ikke var der fysisk.

Hvor var datteren?

Men hvor var Aimee under hele dette traumatiserende forløb? Det viste sig, at hun blev adopteret af en god familie, og at hun fik navnet Kathleen Marie Wisler. Tragisk nok døde hendes adoptivmor, da hun blot var seks år gammel. Nogle år senere mistede hun også sin adoptivfar.

Kathleen voksede op og blev selv mor. På et tidspunkt lærte hun sin historie at kende, og ville gøre alt for at finde sin biologiske mor for at genoptage den kontakt, de aldrig fik nogen chance for at etablere, da hun blev født midt i 1960’erne.

Hun tog til de sociale myndigheder i byen for at prøve at opspore Julie. Det var dér, de ramte plet – da de opdagede et navn på internesiden IMDb, som er en stor database over alverdens film og serier. På siden var en vis Julie Mannix – skuespillerinden som også var Kathleens mor.

Fandt moren – på internettet

Hun kiggede på computerskærmen. Der var en blond kvinde med blå øjne. Hendes mor.

På samme side på internettet stod der, at Julie havde giftet sig med en TV-producer, Frank, bare et år efter Kathleens fødsel. Hun tog mod til sig, for det krævede mod at træffe en beslutning, som ville komme til at sende hele familiens liv i en ny retning.

Hun skrev et brev til sine biologiske forældre. De fik kontakt og en dag talte de sammen via videosamtaletjenesten Skype.

Youtube

– Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle føle mig som en datter igen. Og nu står jeg her, omgivet af to stærke og betænksomme forældre, som bekymrer sig, når mine børn er syge, og som ringer til mig nu og da uden nogen egentlig grund, skrev Kathleen i en følelsesladet artikel i Redbook Magazine.

This is the story of the child I fought so hard to save.

Posted by Redbook Magazine on Tuesday, 8 November 2016

De blev genforenet sent i livet, men på trods af Julies forældres frygtelige beslutning for 50 år siden, føler de sig nu som en familie igen.

Youtube

Herunder kan man se, når Julie taler om sine erfaringer, der også er blevet skrevet til en bog:

Jeg blev virkelig berørt af deres livshistorie. Det beviser også, at det aldrig er for sent at blive genforenet med dem, man har kært, uanset om der er gået mange år.

Del gerne denne historie videre til dine venner, så de også kan læse om Julies tragiske livsskæbne men smukke genforening til slut!