Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Forældrene tæver drengen hver dag – hans brev til dem efterlader alle i tårer

Børn er det vigtigste, vi har her i verden, og der findes ikke noget vigtigere end at elske dem, omfavne dem og give dem masser af kærlighed. 

Desværre er der masser af børn i verden, som ikke bliver behandlet godt. De bliver slået, mobbet og behandlet dårligt. 

Hjemmet skal være et sted, hvor et barn føler sig trygt og elsket – ikke et sted fuld af frygt, smerte og tårer. Det er denne russiske historie, som kommer fra siden Pure-T, et godt eksempel på.

Den har et stærkt budskab, der lige nu berører tusindvis af mennesker på internettet, og når jeg læser den, forstår jeg godt hvorfor. 

Du kan læse lille Ivans historie lige her:

“Mit navn er Ivan. Jeg er 7 år gammel. Jeg elsker min mor og min far højt, men, hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg bange for dem. De slår mig, men jeg forstår ikke hvorfor, og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort galt. 

En morgen vågnede jeg og tog i skole. Jeg er flittig i skolen. Min lærer kan lide mig, og jeg kan lide hele min klasse… Men jeg har ingen venner. I frikvarteret bliver jeg siddende i klasseværelset og leger med min kuglepen. Der er ingen, der gider være venner med mig. Jeg har forsøgt at blive venner med de andre børn, men de skubber mig væk og råber: 

“Nej! Du er et misfoster!”

De griner af mig, fordi jeg altid går i det samme tøj. De samme slidte jeans, en rød t-shirt og mine udtrådte sko. 

Efter skolen gik jeg ind i garderoben og tog en tynd jakke, der stadig hang der og ikke tilhørte nogen. Så gik jeg hjem – gennem snestormen. Jeg rystede af kulde, og jeg kunne knapt komme gennem stormen. Pludselig stødte nogen ind i mig bagfra, så jeg faldt ned på fortovet, og mit ansigt ramte sneen. Så sagde en stemme over mig:

“Taber! Ingen kan lide dig, din kraftidiot!”

Børnene sparkede mig på ryggen og ribbenene, og slagene fortsatte bare. Jeg græd. Ikke fordi det var koldt, eller fordi det gjorde ondt. Jeg græd, fordi jeg ikke havde en eneste ven, selvom jeg ville alle mennesker det bedste. 

Da jeg kom hjem, begyndte min mor at skubbe mig og rive mig i håret: 

“Hvor har du været? Hvorfor er du så beskidt? Din lille idiot! Du får ingen aftensmad i dag! Gå ind på dit værelse!”

Uden at have noget at sige gjorde jeg, som hun sagde, og stille gik jeg ind på mit værelse. Så gik jeg i seng – beskidt og sulten. 

Billedkilde: Shutterstuck

Mine karakterer i skolen var meget dårlige, og jeg var kommet langt bagud. For hver dårlig karakter slog min far mig hårdt, og efter et slag på min hånd kunne jeg ikke bevæge min pegefinger. Det har jeg ikke kunnet siden, og derfor griner de andre børn i skolen endnu mere af mig. 

Tiden gik, og en dag begyndte mit hjerte at gøre rigtig ondt. Mor og far var ikke interesserede, og da jeg lå i min seng om aftenen, ved du så, hvad jeg ønskede mig? Jeg ønskede mig så højt, at mit hjerte ville holde op med at gøre ondt – for jeg ville ikke længere gøre min mor og far vrede. Jeg elsker dem virkelig højt. 

Dagen efter i skolen skulle vi male et billede. Det skulle handle om vores største ønske. De andre malede biler, rumraketter og hundehvalpe. Det gjorde jeg ikke. Ikke fordi jeg ikke kunne lide sådan noget. Men jeg ønskede mig meget mere brændende en kærlig mor og en kærlig far. Så jeg malede en familie. En mor, en far og deres søn. De sad gladesammen og spillede et brætspil. Mens jeg malede, græd jeg lidt, fordi jeg ønskede mig det så højt. Da jeg var færdig, skulle jeg vise mit billede til klassen. De grinede bare. Jeg gik op til tavlen og sagde: 

“Mit største ønske er en familie.”

Jeg holdt mit billede højt, og de andre grinede bare ad mig. En dreng sagde til mig: 

“Og det er dit største ønske?”. Så skreg han af grin. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skulle svare ham. Så brød jeg i gråd og sagde: 

“Vil I ikke godt lade være med at grine af mig? Det er MIT største ønske! I kan slå mig og hade mig, men jeg beder jer: I gøre grin med mig på grund af det her. Jeg ville gerne have en mor, som I har. En, der kysser mig og passer på mig. Hver dag efter skole ser jeg, hvordan jeres forældre henter jer, og I lykkeligt følger med dem hjem. Og ingen har brug for mig, det ved jeg. Jeg har en forkrøblet finger, er ikke noget særligt og er frygteligt svag. Og derfor kan jeg ikke noget, hvis jeg skal være ærlig. Men vær søde ikke at grine mere ad mig.”

Lærerinden forsøgte, så godt som hun kunne, at trøste mig, og et par børn så endda ud til at forstå mig, selvom enkelte andre stadig grinede. 

Billedkilde: Pixabay

En anden dag fik jeg endnu en dårlig karakter i skolen. Min mor ville blive rasende. Jeg var bange for at gå hjem. Men jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen, så langsomt traskede jeg hjem. Min mor var ude af sig selv. Hun tog fat i mig og kastede mig ned på gulvet. Jeg slog mit ben mod en stol, da jeg faldt. Så slog hun mig to gange på hovedet, og jeg forsvarede mig ikke. Derefter lå jeg på gulvet og kunne ikke længere komme op. Min hånd og mit ben gjorde så ondt. Mor var gået og havde bare ladet mig ligge. 

Da hun kom tilbage, sagde hun til mig: 

“Rejs dig og fjern dine ting herfra! Når din far kommer hjem, skal han ikke bekymre sig om dig.” 

Jeg sagde:

“Mor, far må ikke høre det her…” – og med det samme stod min far i døren.

Da han hørte om mine karakterer, tog han fat i mig og begyndte at ruske i mig. Så slog han mig i ansigtet. Jeg faldt til gulvet. Det er det sidste, jeg husker. Da jeg vågnede, lå jeg på sygehuset. Jeg så på min hånd, der ikke havde en eneste bevægelig finger mere. Jeg skulede ængstligt ud gennem vinduet og begyndte at græde. 

Jeg så, hvordan forældre legede med deres børn. Mødre, der omfavnede og kyssede deres sønner. Og ved du, hvorfor jeg græd? Fordi jeg ikke ved, hvordan det er, når en mor smiler til mig, og hvordan et kys føles… Og jeg ved heller ikke, hvordan det er at få et knus af sine forældre. De slår mig bare, og jeg elsker dem alligevel. Jeg har gjort mit bedste i skolen, har forsøgt at være flittig, men mor og far vil alligevel ikke elske mig. 

En dag spildte jeg min te ved et uheld, og så slog de mig igen. Pludselig begyndte mit hjerte igen at gøre ondt, og jeg sagde til min mor:

“Mor, mor. Mit hjerte…”.

Hun ignorerede mig bare. 

Men jeg kom på sygehuset igen. Mine forældre kom ikke og besøgte mig. Lægen trøstede mig og sagde, at de nok snart ville komme, men det passede ikke. Jeg ventede og ventede, men ingen kom. Jeg elsker dem alligevel. Jeg elsker dem så højt.” 

To dage senere døde Ivan af sine skader. I hans hånd fandt lægerne et brev. Han havde ikke magtet at skrive det helt færdigt. Der stod: 

Billedkilde: Shutterstock

“Kære mog og far. 

Jeg er virkelig ked af, at jeg er så hæslig, dum og klodset. Jeg er ked af, at I ikke kan elske mig. Undskyld. Jeg ville ikke gøre jer vrede. Alt, hvad jeg ville, mor, var at få et knus, et kys og et ‘jeg elsker dig’. Bare en enkelt gang. Far, jeg ville bare lege med dig, gå med dig og synge med dig. 

Jeg ved, at jeg er en skamplet på familien.

Jeg ville aldrig…”

Så holdt Ivans hjerte op med at slå. 

Ingen børn fortjener at blive udsat for vold i hjemmet. Hjælp meget gerne med at dele dette budskab for at vise, at vold mod børn ALDRIG er okay!

 
 

Læs mere om...