Det er ikke altid en dans på roser at arbejde inden for sundhedsvæsenet. Sygeplejepersonalet møder personer med forfærdelige sygdomme og skal overlevere frygtelige nyheder til nære og kære.
Men hvilke tanker går der gennem en sygeplejerskes hoved?
Måske noget i stil med de tanker, som en sygeplejerske skrev i et åbent brev på Reddit.
Titlen lød “Et åbent brev til de forældre, hvis datter jeg erklærede død i dag”, og hendes ord er hjerteskærende.
“I var helt sønderknuste. Totalt chokerede. Jeres datter kom ind på skadestuen i morges. Vi kunne ikke komme i kontakt til hende. Hun var allerede tabt, da hun kom ind på skadestuen, men eftersom hun blot var 18 år, ville vi stadig prøve at redde hendes liv. Vi arbejdede hårdt i over 45 minutter.
Alle i lokalet vidste, at det var umuligt at komme sig efter et sådant kraniebrud, men vi prøvede alligevel.
Vi fortalte jer ikke dette, men vi blæste hendes hår tørt, så I ikke skulle se, hvor alvorlig hendes hovedskade egentlig var. Ingen forældre bør se deres barn sådan.
Jeg var nødt til at stå ved siden af den læge, der på bedst mulige måde skulle fortælle, hvad der var sket. Rettelse: der findes ingen ‘bedst mulige måde’. Det er udmattende, forfærdeligt og hårdt. Nu findes der én person mindre i denne verden.
Nej, hun led nok ikke. Trafikulykken skete så hurtigt, at de ikke engang havde tid til at blinke, før det var forbi. Én, jeres datter, fik alvorlige skader. De to andre piger fik mindre alvorlige skader såsom brækkede ribben og blå mærker.
I faldt ned på det beskidte hospitalsgulv uden at bekymre jer om alle de bakterier, der var der. Hele jeres verden styrtede sammen. I blev sønderknuste. Og jeg stod der med et dystert ansigtsudtryk og hænderne foldet sammen foran mig. I krammede hinanden. I skreg. I græd.
“Jeg fortrak ikke en mine. Jeg tilbød jer al den hjælp, jeg kunne give. I afviste og krammede hinanden endnu hårdere. Jeg stod kejtet ved siden af jer. Jeg gav jer et lommetørklæde. Et glas vand. Jeg stod som en enlig støtte for jer.
Jeg fungerede som en forstående grundpille i et forsøg på at trøste jer gennem livets sværeste øjeblik. Jeg nikkede, rystede på hovedet og strøg jer blidt på ryggen.
Til sidst var jeg nødt til at forlade jer. Flere familier var ankommet – måske for at gå samme hårde skæbne i møde.
Hvad I ikke ved er, at jeg også er sønderknust.
Jeg græd hele vejen hjem. Jeg fandt jeres datter på Facebook. Hun var meget smuk. Hun var netop gået ud af gymnasiet. Hun havde hele livet og verden foran sine fødder. Det er ikke retfærdigt.”
“Jeg slog i rattet af vrede, da jeg parkerede i min indkørsel. Jeg kastede min jakke gennem køkkenet. Jeg faldt sammen på guvlet, ligesom I gjorde tidligere på dagen, og græd.
Selv om jeg er for ung til at have børn i jeres alder, så har jeg en 18-årig lillebror. Han gør præcis de samme ting, som jeres datter gjorde: kører rundt i gaderne med sine venner sent om natten. Det kunne lige så godt have været ham, der var viklet omkring den der lygtepæl i vejkanten.
Jeg er endnu mere ked af, at I aldrig får dette at vide. Og helt ærligt, så er det bedst sådan. Men jeg ved det. Jeres datter ved det forhåbentligt også. Jeg kendte hende ikke, men jeg sørger alligevel over hende.
Vi sygeplejersker viser det ikke – men vi bekymrer os også for vores patienter. Hver dag, hele tiden.”
Det her brev ramte mig dybt – hvis du også mener, at sygeplejerskens brev var smukt, så del det med dine venner på Facebook!
