Der er visse erhvervsgrupper, som skal lægge øre til mere end andre. Her tænker jeg ikke mindst på de personer, der arbejder inden for serviceområdet, som dagligt møder sure kunder, der sætter sig selv på en piedestal, og taler til medarbejdere, som om de ikke var mennesker.
Disse medarbejdere kan ofte ikke forsvare sig selv, eftersom man i servicebranchen trods alt efterlever det klassiske mantra om, at “kunden altid har ret”, og derfor er man tvunget til at stå og tage imod spydigheder, uanset hvor uhøflige de end måtte værre.
Men der findes heldigvis mennesker derude, som nogle gange skrider ind og viser, hvor skabet skal stå. Som for eksempel denne godhjertede chef.
Jeg fandt historien på internettet og ved ikke, om det her er sket i virkeligheden – men jeg mener, at chefens reaktion var så genial, at jeg følte mig tvunget til at dele historien med jer. Hvis du også mener, at chefen håndterede situationen til perfektion, må du hjertens gerne dele historien med dine venner på Facebook, når du har læst den!
“For nogle år siden arbejdede jeg som kasseassistent i en butik, hvor der blev solgt kontorartikler. Jeg gjorde det udelukkende for at tjene lidt ekstra penge, mens jeg læste, og jeg elskede både mit arbejde og mine kollegaer.
Den værste periode i løbet af året var lige før skolestart, hvilket var en periode, hvor alle kom ind og købte skoleartikler til deres små øjesten.
Der var sindsygt travlt, så alle ansatte blev kaldt på arbejde for at stå ved kasserne – herunder min chef.
En dag kom en rigtig overklassekvinde med blond hår og designertaske hen til kassen, hvor jeg stod. Hun kastede sine varer op på disken, og tog efterfølgende en masse rabatkuponer frem, som hun forlangte, at jeg skulle scanne ind.
Jeg fremtvang et smil og spurgte hende, om hun havde fundet alt, hun havde brug for. Hun blev ved med at ignorere mig, og plaprede løs på sin mobiltelefon, mens hendes 7-årige datter stod helt stille ved siden af hende.
Jeg scannede varerne og rabatkuponerne. Min computer meddelte mig, at en af rabatkuponerne var udløbet, så jeg tog den op, og kiggede nærmere på den. Rabatkuponen var udløbet for over et år siden!
Det var ikke muligt for mig at lade dette passere. Jeg fortalte kvinden meget høfligt, at jeg ikke kunne indløse netop denne rabatkupon, eftersom den var udløbet.
Hun fnøs. “Hvorfor ikke?! Det er en rabatkupon, og I burde tage imod alle kuponer, som en kunde giver jer.”
Jeg gentog mig selv og fortalte hende, at varerne på hendes kupon ikke engang var de samme som dem, hun havde lagt op på disken.
På dette tidspunkt var hun tydeligt irriteret over situationen.
“Jeg forlanger at tale med din chef. Jeg har ikke tid til at tale med en uduelig medarbejder som dig”, sagde hun.
Ooookaay. Min chef stod i nærheden, så jeg signalerede til ham, at han skulle komme over til min kasse. Mens han var på vej, lænede kvinden sig ned mod sin datter og sagde med en sød stemme: “Læg mærke til det her, min skat. Det her er årsagen til, at du skal på universitetet og uddanne dig, så du ikke ender som hende og bliver kassedame!”
Hvad var det hun sagde? Mit ansigt blev ildrødt, og jeg følte hvordan tårerne begyndte at ophobe sig i mine øjne, mens jeg mumlede til hende, at jeg faktisk læste på universitetet, og at det her var mit fritidsjob.
Netop da dukkede min chef op bag om, og bad kvinden om at gentage hvad hun lige havde sagt, hvilket hun var tåbelig nok til at gøre.
Hun havde et selvtilfreds smil på læberne og forklarede, at hun var kunden, og at kunden ALTID har ret, og at hun bare ville have sin rabatkupon indløst.
Min chef stod bare og kiggede på hende i et par sekunder. Så begyndte han at pakke alle kvindens varer ud, som allerede var blevet lagt i poser.
“Hvad fanden laver du?!”, råbte hun.
Min chef svarede helt stille og roligt: “Frue, jeg nægter ganske enkelt at tillade, at du står her og håner og latterliggører mine medarbejdere. Jeg vil gerne bede dig om at forlade butikken. Vi ønsker ikke, at du handler her hos os længere.”
Hun stirrede på os med store øjne, helt rød i ansigtet, hvorefter hun vendte sig rundt. Her blev hun mødt af en lang kø af kunder, som alle kiggede tilbage på hende.
Hun hvæsede. Hun græd. Hun råbte alle mulige eder og forbandelser. Hendes lille datter opførte sig bedre end denne voksne kvinde! Det var helt vanvittigt.
Hun tog sin håndtaske og sine kreditkort, tog fat i sin datters hånd og stormede ud af butikken, mens hun skreg. “JEG KOMMER ALDRIG TILBAGE TIL DENNE LORTE-BUTIK IGEN! JEG RINGER TIL JERES CHEFER OG FÅR JER ALLE FYRET! VED I SLET IKKE, HVEM JEG ER?!”.
Min chef grinte og sagde til mig, at jeg skulle gå ud og få lidt luft, eftersom jeg lignede en, som netop havde set et spøgelse.”
Kilde: mindblowingvideos.com
Det har ingen betydning, at kunden altid har ret – man kan ikke behandle et andet menneske, som man har lyst til.
Du må hjertens gerne dele historien med dine venner på Facebook, hvis du også mener, at chefen håndterede denne situation til perfektion!
