Det er primært kvinder, der bliver udsat for vold af personer, der er tætte på dem, men børn bliver desværre også ramt.
Oftest er gerningsmanden en mand, men uanset køn skal vi fortsat blive ved med at forsvare alle dem, der bliver udsat for vold.
Nogle gange kan det være nok at ringe til politiet, ofte skal der ikke mere til. Dette er en historie om, hvordan små ofre kan forandre andres liv.
Teksten er oprindeligt skrevet ud fra et 8-årigt barns perspektiv, men forfatteren, den handler om, er i dag 36.
Jeg synes virkelig, at denne historie fortjener at blive spredt ud til så mange som muligt. Historien har muligvis ikke den mest heroiske handling, men den viser dog, hvor langt man kan komme med solidaritet og et par venlige ord.
Det jeg var otte, besluttede min far sig for, at det var tid til at øge sin dosis af sit fuldemandsraseri, og gav derfor min mor et ordentligt lag tæsk… Igen.
Eftersom dette var meget ‘normalt’, plejede jeg ofte at gemme mig i kælderen med min lillesøster til dagen efter. Men vi havde lige haft en lektion i skolen om, at man skulle ringe 112, hvis der skete noget slemt.
Så jeg valgte at ringe til nummeret. Jeg har ingen erindring om, at jeg talte med nogen, men jeg tog under alle omstændigheder telefonen og havde en samtale, mens jeg ihærdigt forsøgte at beskytte min mor.
Sekundet efter fløj jeg gennem en væg. Men far havde kastet mig med fuld kraft, ligesom han lige havde gjort med min mor.
To politibetjente stormede ind ad døren øjeblikket efter. Muligvis efter at have set mig og min mor ligge på gulvet, mens min far stod og råbte og skreg. Jeg husker, at min far slogedes med politiet, og at han blev lagt i håndjern, for herefter at blive kørt væk i politibilen, mens ambulancen kom for at tilse os.
Min far forsvandt snart ud af vores liv, eftersom mor tog mod til sig, og fik et tilhold mod ham. Hun ansøgte også om skilsmisse, og fik sig et nyt arbejde.
For første gang nogensinde kunne jeg også begynde til det, jeg elskede: at spille baseball. Jeg havde ingen venner udenfor skolen, og var glad for at møde nye mennesker, selvom jeg var meget genert.
Jeg er ikke sikker på, hvordan det er at starte på et nyt sportshold i dag. Men da jeg var barn (i dag er jeg 36 år), så var det en form for udtagelse, hvor alle børnene blev evalueret af trænerne i et par timer, så de kunne lave hold med nogenlunde samme talentniveau.
Jeg havde aldrig dyrket sport før, og havde derfor ikke noget talent overhovedet. Den eneste viden og kontakt jeg havde haft med sporten, var via en baseball-handske, som min mor havde givet mig. Jeg plejede at kaste en bold op i luften for herefter at forsøge at gribe den med handsken. Men jeg var fortvivlet, eftersom jeg ikke var lige så god som de andre.
Vi tog hjem fra udtagelserne og jeg vidste, at jeg snart skulle få lov til at være en del af et sportshold, eftersom jeg blev udtaget. Men jeg antog, at jeg skulle være en bænkevarmer
Min mor tog med til min første træningsdag, hvor vi fik udleveret vores trøjer og bukser. Vi mødte holdet og træneren.. Det var den politimand, der havde pågrebet min far.
Han sagde aldrig noget om det. Han behandlede mig ikke anderledes på grund af, hvad jeg havde gennemgået. Han gjorde ingen stor sag ud af det, men derimod sørgede han for, at holdet endte i forskellige sociale situationer sammen, så vi kunne blive venner. Den korte sommer, med det nye hold og træneren, ændrede mit liv totalt.
Jeg var aldrig bange for, at min far skulle dukke op til træningen eller derhjemme, eftersom den politimand, der havde arresteret ham, var min træner. I slutningen af sæsonen, sandsynligvis eftersom alle på holdet tiggede ham om det, tog han sin politibil med til den sidste kamp, og lod alle sidde på førersædet og trykke på knapperne.
En dag spurgte jeg træneren, om jeg kunne blive lige så god en betjent som ham. Han fortalte mig, at jeg kunne blive en fantastisk betjent. Det er faktisk ret sjovt, når jeg kigger tilbage.
Da jeg var 17 år, så sled min mor med to jobs for at kunne klare sig økonomisk, så jeg droppede ud af gymnasiet, og sluttede mig til hæren. Herefter blev jeg udstationeret og sluttede mig til hjemmeværnet, hvorefter jeg studerede på universitetet, hvor jeg herefter tog til Irak med hæren igen. Da jeg kom hjem, begyndte jeg på politiskolen, hvor jeg endte i samme afdeling som ansvarlig for det område, hvor jeg voksede op.
Ti år senere skulle den politimand, der ændrede vores liv, pensioneres, og jeg gik ind på hans kontor for at spørge, om han kunne huske mig.
Han svarede med et smil: “Jeg fortalte dig jo, at du nok skulle blive en fantastisk politimand”.
Jeg blev også interviewet til en stilling i den specialenhed, som han havde ansvaret for, men jeg fik ikke jobbet. Men pyt med det, der kommer flere muligheder.
Jeg ser på min kone, vores hus og alt, hvad jeg har. Det hele skyldes en skræmt lille 8-årig dreng og en politimand, der egentlig ikke gjorde andet end at være omsorgsfuld. Som politimand, som træner, som medmenneske.
Jeg synes virkelig, at denne historie er inspirerende, og bør deles videre. Gør det samme, hvis du er enig!
