En person, som er blevet mobbet, glemmer det aldrig. Hvad end det er psykisk eller fysisk mobning, så giver det dybe ar indeni. At få at vide, at man ikke er god nok, kan være ødelæggende for ens selvværd.
Jeg tror, at mange, som bliver mobbet eller er blevet mobbet, drømmer om at tage hævn over sine plageånder. Louise Manning fik den chance, og hun greb den uden at tøve.
Louisa Manning er en smuk ung kvinde, som har en lysende fremtid foran sig. Hun har dog ikke altid haft det så nemt.
I flere år i folkeskolen blev Louise mobbet af en gruppe drenge, der altid gjorde nar af hendes vægt.
Mobbet med sin vægt i flere år
Udover, at de kaldte hende tyk, så sagde de, at hun var behåret, og ofte gik hun under øgenavnet “handyret”.
Øgenavnet ødelagde Louises selvværd, og hun udviklede spiseforstyrrelser, der betød, at hun sultede sig selv for at blive tyndere.
Da Louisa blev ældre og ikke længere gik på samme skole som drengene, fik hun chancen for at arbejde med sit selvværd.
Da hun startede på universitetet, begyndte hun at have det godt med sig selv. Hun levede sundt, var smuk og hvilede i sig selv.
Efter noget tid på universitetet var Louise med til en sportsbegivenhed, hvor hun så en af sine gamle mobbere. Der var gået næsten ti år, siden hun så ham sidst.
Gammel mobber flirtede med hende
Mobberen genkendte hende ikke, men hun ville aldrig glemme ham og det, han havde gjort mod hende.
Louisas gamle mobber flirtede vildt med Louisa, inden han tog mod til sig og inviterede hende på date. Det var da, Louisa så sit snit.
Louisa besluttede sig for at takke ja til at spise middag med sin gamle mobber, men hun skulle aldrig dukke op.
De valgte en restaurant, hvor de skulle spise og et tidspunkt, hvor de skulle mødes.
Louisa kontaktede en tjener og bad ham om en tjeneste. Han tøvede ikke et sekund.
Klokkeklar hævn over mobberen
Da den gamle mobber dukkede op på restauranten, kom tjeneren hen med et brev og et foto. Dette stod der i brevet:
“Hej
Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være med i aften.
Husker du år 8, da jeg var tyk, og du mobbede mig med min vægt? Nej? Jeg husker det. Jeg tilbragte de næste tre år med at spise mindre end ét æble om dagen. Så jeg besluttede mig for at springe middagen over”.
Hun fortsætter:
Kan du huske, at dine kammerater kaldte mig for ”handyret” hver dag i tre år? Nej, det kan du måske ikke huske. For i så fald havde du ikke set, hvordan jeg så ud otte år senere og vurderet, at jeg nu var værdig til at blive behandlet med respekt som et menneske.
“Jeg tænkte, at jeg ville sende det her til dig som en påmindelse. Næste gang du tænker på mig, forestil dig pigen på det her foto, for det er hende, som lige har brændt dig af”.
