Desværre kæmper alt for mange mennesker verden over med spiseforstyrrelser, og bare i Danmark anslår man, at 80.000 mennesker lider af en spiseforstyrrelse. Det præcise tal kender ingen, for rigtig mange søger aldrig hjælp.
For de nærmeste pårørende bliver det før eller siden tydeligt – at være tæt på nogen med anoreksi kan være meget hårdt.
Gemma Walker er en teenage-pige fra Australien. Gennem mange år har hun lidt af anoreksi. Hendes forældre så bare hjælpeløst til, mens deres datters krop sygnede hen, da deres lille pige blev begyndte at lide af anorexi.
Det kom så vidt, at Gemmas far Steve hver morgen sneg sig ind på datterens værelse for at tjekke, at hun virkelig trak vejret og var i live.
“Nogle gange sad jeg bare på gulvet ved siden af hendes seng for at være tæt på hende. Men vi kunne intet stille op”, fortæller Steve.
(Vi vil gerne advare om stærke billeder.)
Da Gemma fyldte 14 år, vejede hun 28 kilo. Forædlrene, som forlængst havde indset alvoren, kørte deres datter på hospitalet.
Lægernes dom var ikke til at tage fejl af: Hvis hun ikke snart fik hjælp, ville Gemmas situation inden længe blive livstruende. Lægerne vurderede, at hun blot havde 48 timer tilbage at leve i.
“Jeg følte mig afstumpet. Dagene smeltede bare sammen, og jeg håbede hver dag, at jeg kunne få lov til at sove ind i fred og ro, mens jeg sov”, fortæller Gemma til Daily Mail.
Men sådan skulle det ikke være. I stedet måtte hun blive på sygehuset i flere uger.
Og der skulle komme mange flere besøg på hospitalet i de 7 år, Gemma kæmpede mod sin spiseforstyrrelse. To gange lod hun sig endda indlægge for at få psykiatrisk specialpleje.
Men Gemma kom ikke af med sin spiseforstyrrelse – hun nægtede stadig at spise.
Det skete også, at hun forsøgte at narre lægerne til at tro, at hun var gået op i vægt ved at gemme håndvægte på sig, inden hun trådte op på vægten.
Hun fik det stadig værre og værre, og hun begyndte at skære i sig selv.
Hendes far husker tilbage på sygdomsårene med stor smerte:
“Syv år er lang tid, når du hver dag er nødt til at se dit barn lide. Det er lang tid, når du ser dit barn blive sløv, miste sin stemme, miste sin personlighed – hun blev til sidst bare en døende, skræmmende zombie”.
Men til sidst vendte det – i hvert fald var det, hvad familien troede.
Gemma begyndte at spise igen, men nu gik hun til den modsatte yderlighed. Hun kunne spise enorme mængder mad – nogle gange 6500 kalorier på kun 20 minutter – for så at fremkalde opkastninger.
Hun gik fra ikke at spise noget som helst til at overspise og blive ramt af bulimi.
“Min rehabilitering var meget traumatisk”, fortæller hun.
Folk troede, at Gemma havde det godt, for hun gik op i vægt og så sundere ud.
Men hendes bulimi varede næsten i 18 måneder. Hun gik fra tvangsagtigt strenge regler til fuldstændig at slippe kontrollen.
I den periode blev hendes vægt tredoblet, men langsomt og med hjælp fra sine nære pårørende lykkedes det hende at tage det rigtige skridt mod et sundt liv.
Hendes far foreslog, at Gemma skulle skrive et afskedsbrev til hendes anorexi.
I seks år gemte Gemma brevet i en skuffe. Foruden den massive støtte, hun fik fra sin familie, vil Gemma også takke sin kæreste, som støttede hende gennem alt:
“Han er en af grundene til, at jeg stadig lever”, siger Gemma.
Gemma har genvundet livsgnisten og siger nu, at hun har lagt sygdommen bag sig. Nu tager hun sine første skridt mod et nyt og sundt kapitel i livet.
“Det er sådan en fantastisk, surrealistisk følelse”, siger hun.
For at fejre, at der var gået seks måneder, siden hun vendte tilbage til livet, lagde hun billeder op, som viser den utrolige forvandling.
En god måde at give sig selv lidt ekstra selvtillid, men også for at vise andre i samme situation, at der er en vej ud.
Og for et stykke tid siden lancerede Gemma endda sit eget hudplejemærke. Men sin nyfundne energi opdagede Gemma, at hun ville starte noget for sig selv og håber nu, at hun kan gøre karriere i kosmetikbranchen.
Stærkt arbejdet, Gemma!
Bare ved at se på før- og efterbillederne forstår man, hvor hård en kamp Gemma har gennemgået mod sine spiseforstyrrelser.
Det er frygteligt, at det kan komme så langt ud – men hendes rejse er et tydeligt bevis på, hvilken vilje vi mennesker gemmer på. At det er muligt at forandre noget.
Nu er Gemma endda en inspiration for andre, som stadig kæmper for at frigøre sig spiseforstyrrelsernes faste greb, og hun gør det med stolthed.
Del gerne hendes historie, hvis du også synes, at Gemmas kamp er værd at hylde og sprede videre!
