Bilisten, der delte sin historie på Facebook-siden ‘Love What Matters,’, var ude at køre en tur i sin hjemby Martinsburg, USA, da han så en ældre dame gå midt på vejen. Han kendte hende ikke, og tænkte at det hele var lidt mærkeligt. Derfor besluttede han besluttede sig for kontrollere, om hun havde det godt. Han nærmede sig hende forsigtigt, rullede bilruden ned og spurgte, hvor hun var på vej hen.
Den ældre dame svarede, at hun skulle handle i butikken – i Hedgeville.
“Jeg blev chokeret – det tager 10 minutter at køre til Hedgeville fra hvor vi befandt os”, fortæller bilisten, som nu ønskede at vide, hvorfor hun ville gå hele vejen til butikken.
Med tårer i øjnene fortalte hun ham, at hun plejede at bo der, men efter sønnens død var hun blevet overflyttet til et plejehjem i Martinsbrug – hvor hun ikke kendte nogen.
Rørt af kvindens historie spurgte manden, om hun ville have et lift.
“Hun så lidt forvirret ud, så jeg sagde, at jeg kunne køre hende derhen, hvor hun gerne ville, og så kunne jeg køre hjem igen.”
Den ældre dame hoppede heldigvis ind i bilen – og bilisten skulle få en af sit livs mest mindeværdige køreture.
Han fik at vide, at hun hed Isabelle, og hun var 93 år gammel. Hun fortalte ivrigt om sit liv. De fem ægteskaber, hun havde haft, og bjergene ved det sted, hvor hun voksede op som barn.
“Hun var utrolig, så fuld af liv og humor”, skriver manden.
Med alle de spændene historier, som Isabelle havde at fortælle, gik køreturen som en drøm. Da isabelle gik ind for at handle, ventede manden i bilen udenfor – og blev meget overrasket over, at den 93-årige kvinde kom hurtigt ud af butikken igen. Hun havde bare købt en kop kaffe til at tage med sig. Det eneste formål med gåturen til sin tidligere hjemby var at finde nogen at snakke med, hvilket manden indså, da han valgte at køre hende hjem igen.
På vej hjem glemte Isabelle sin adresse. Hun spurgte den venlige bilist, der havde samlet hende op, om han vidste, hvor hun boede. Han smilede bare.
“Nej, men vi bliver bare ved med at køre, så husker du helt sikkert adressen efter et stykke tid.”
Og sådan blev det. De blev ved med at køre, og Isabelle fortsatte med at fortælle historier om sit liv. Hvordan hun allerede i en alder af 12 år arbejdede på en gård, hvor hun mødte sit livs første kærlighed.
Efter at have kørt i et stykke tid og en masse historier rigere, fandt Isabelle til sidst hjem. Inden den 93-årige dame steg ud af bilen, vendte hun sig mod manden, som havde stoppet og samlet hende op.
“Jeg ved ikke, hvor du kom fra, men jeg vil gerne takke dig.”
Bilisten var nødt til at bide tænderne sammen for ikke at fælde en tåre. Han gav hende sit telefonnummer og sagde, at hun bare kunne ringe, hvis hun havde brug for hjælp.
Han sammenfatter sit livs mest spændende køretur på følgende måde:
“Jeg kommer nok aldrig til at møde Isabelle igen. Men hun gav mig et helt utroligt eventyr ved at fortælle om sit liv, og hvordan tingene foregik i gamle dage. Jeg håber, at Isabelle har det godt, og hun skal vide, at hun er fantastisk og ramte lige ind i mit hjerte i dag.”
Vi må aldrig glemme vores ældre medborgere. De har så meget at dele og så meget at fortæller. Ting, vi kan lære af – eller blot ting, som kan få os til at smile. Og i hver aldrende krop bor en ånd, der ønsker at forblive ung, selvom alle kroppe ikke samarbejder som de engang gjorde.
Denne bilist fik et minde for livet ved at lytte til og hjælpe 93-årige Isabelle. Jeg håber, at vi ved at dele denne historie kan lade os inspirere og blive mindet om, at vi aldrig må ignorere vores ældre medborgere – og at en god gerning aldrig er forgæves.