Da Danny Wakefield for et par dage siden forlod sit hjem i den amerikanske by Seattle, var han ikke klar over, at en lille gestus af venlighed skulle ændre en fremmeds liv, men også hans eget.
Aftenen forinden dag havde Danny været på en meget vellykket date, og besluttede sig for at efterlade en solsikke på kvindens bil. Men netop da, han skulle til at placere solsikken på bilen, fik han kolde fødder. De havde kun været på en date sammen, og han indså derfor, at det måske ville virke for frembrusende. Så han valgte derfor at tage solsikken med sig på sin vej på arbejde. Et stop senere på den lokale cafe, hvor han plejer at drikker sin morgenkaffe, lagde han mærke til en kvinde, som stille sad og græd for sig selv.
Der gik en følelse gennem Dannys krop. Ligesom en magnet, beskriver han det selv, som tiltrak ham til kvinden. Han følte, at hun havde brug for solsikken. En simpel gestus af venlighed, som forhåbentlig kunne gøre hendes dag lidt bedre.
Men for denne kvinde skulle det betyde så meget mere end netop det.
“I gør aftes købte jeg en solsikke, som jeg skulle sætte på forruden af en bil, hvis ejer havde charmeret mig. Men efter at have tænkt lidt over situationen, opgav jeg det til sidst, eftersom vi kun havde været på én date. Under alle omstændigheder medbragte jeg solsikken dagen efter. Jeg tænkte, at jeg som en smuk gestus kunne give den til en fremmed. Men hvad der i stedet skete, har jeg stadig svært ved at udtrykke med ord.”
“Mens jeg sad og drak min morgenkaffe på den lokale cafe (som jeg ellers altid plejer at tage med mig), bemærkede jeg en kvinde sidde og læse noget i stilhed, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Det var som om, at der var en magnet i solsikken, som blev tiltrukket af hende. Derfor vidste jeg med det samme, at det var hende, som jeg skulle give solsikken.
Da jeg gik over til hendes bord, sagde jeg: “Hej, undskyld mig. Jeg har denne solsikke, som jeg håbede at jeg kunne give til en speciel person, og den specielle person, som jeg havde i tankerne, gik ikke helt som planlagt. Men jeg har på fornemmelsen, at du også er speciel, så jeg vil gerne give den til dig”.
Før jeg overhovedet kunne række hende solsikken, fløj denne komplet fremmede kvinde mig i armene med tårerne strømmende og udtrykte taknemmelighed, som om jeg var én, hun engang havde elsket og mistet. Det hun sagde derefter, prøver jeg stadig at fatte”
Kvinden græd, fordi hendes forlovede var død ugen forinden – blot få måneder inden de skulle giftes. Han havde givet hende en solsikke på deres første date, og fra da af gav han hende altid solsikker frem for roser eller andre blomster, eftersom hun var lyset i hans liv.
I dag, gennem mig, var hun overbevist om, at han var i stand til at vise, at han altid ville være solstrålen i hendes liv, og at vi mennesker kan skænke varme og kærlighed, som rækker længere end ords styrke.”
“Jeg er omtumlet, og føler mig hudløs. Man ved aldrig, hvor meget en simpel gestus i form af en blomst, kan forandre nogens liv, og endda dit eget. Livet handler om at give og hjælpe andre. Jeg opfordrer alle til at finde en måde til at gøre nogens dag lidt lysere og sprede kærlighed. Man ved aldrig, hvad det kan føre til.
Du må meget gerne dele min historie og lidt ekstra kærlighed netop i dag.”
Efter Danny offentliggjorde sin historie på Facebook har over 178.000 personer valgt at synes godt om den, og næsten 80.000 har valgt at dele hans budskab om at give til hinanden. Du må også meget gerne gøre det samme, hvis du blev berørt af hans historie.
