En lærerinde var igang med at undervise sine elever, da hun fortalte en historie om et kæntrende krydstogtskib.
På skibet var der et par, som formåede at kæmpe sig frem til redningsbådende, men de indså hurtigt, at der kun var plads til én af dem. Selvom jeg ikke kan bekræfte, hvorvidt denne historie er sand eller ej, så synes jeg bestemt, at vi kan lære meget af den.
Et krydstogtskib kæntrede, og på skibet var et par, der havde kæmpet sig vej til redningsbådende, men de indså straks, at der kun var plads til én af dem.
Gode råd var dyre, og manden handlede hurtigt. Derfor skubbede han sin elskede kone væk, og sprang selv i redningsbåden.
Kvinden stod tilbage på det synkende skib, og råbte til sin mand. Lærerinden stoppede sin fortælling, og spurgte sine elever: “Hvad tror I, at hun råbte”?
De fleste elever svarede ivrigt: “Jeg hader dig!”, “Du har snydt mig!” og “Store røvhul!” var blot nogle af de ting eleverne troede, at kvinden råbte til sin mand.
Læreren bemærkede en dreng, der sad i tavshed bagerst i klassen. Hun gik ned til ham for at høre ham om, hvad han troede, at kvinden råbte: “Frøken, jeg tror, hun råbte: ‘Tag dig af vores barn'”.
Lærerinden blev overrasket over drengens svar, og spurgte: “Har du hørt denne historie før?”
Drengen rystede på hovedet: “Nej. Men det var det min mor, fortalte min far, før hun døde af sygdom.”
Lærerinden sagde beklagende: “Svaret er rigtigt.”
Krydstogtskibet sank, manden tog hjem til deres parrets datter, hvor han egenhændigt påtog sig ansvaret for at opdrage hende.
Datteren og faderen levede i mange år et lykkeligt liv, men datteren kunne ikke undgå at savne sin mor. Manden døde adskillige år efter kæntringen af krydstogtskibet, og i den forbindelse fandt datteren sin fars dagbog, da hun var ved at rydde op i hans ejendele.
Heri kunne hun læse, at hendes mor var blevet diagnostiseret med en dødelig sygdom, hvilket var årsagen til, at parret havde valgt at holde en ferie på et krydstogtskib for at aflede deres tanker.
Manden skrev følgende i sin dagbog: “Jeg ville ønske, at vi kunne være gået i døden sammen. Men jeg var nødsaget til at tænke på vores datter, så jeg må lade dig hvile alene på bunden af det store hav”.
Da lærerinden var færdig med historien, var alle eleverne tavse. Man kunne bogstaveligt høre en knappenål falde.
Lærerinden vidste, at eleverne havde forstået historens morale: mennesker foretager hver dag gode og onde valg, men årsagerne til deres handlinger er meget komplekse, hvilket gør dem meget svære at forstå.
Derfor er det også vigtigt, at vi ikke dømmer andre overfladisk, før vi forstår dem. Kunne det tænkes, at hvad der forekommer som en ond handling, kan være en uselvisk handling? Som det var tilfældet med denne historie?
De personer, som kan lide at betale regningen efter en middag, gør det ikke, fordi de er rige, men fordi de sætter mere pris på venskab end penge.
De personer, som tager initiativ på arbejdet, gør det ikke, fordi de er dumme, men fordi de forstår at tage ansvar.
De personer, som undskylder først efter et skænderi, gør det ikke, fordi de har taget fejl, men fordi de sætter pris på deres medmennesker.
De personer, som ofte sender dig en besked, gør det ikke, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til, men de gør det, fordi de elsker dig.
En dag bliver vi alle tvunget til at skilles fra hinanden. Vi kommer til at savne vores samtaler om alt og intet; alle de drømme, vi havde.
Dage, måneder, år vil gå, indtil kontakten bliver mere sporadisk. En dag vil vores børn se på vores billeder og spørge: “Hvem er disse mennesker?”.
Og du vil smile, og måske fælde et par usynlige tårer, eftersom hjertet bliver varmt, og du vil sige: “Det er alle dem, jeg har tilbragt de bedste dage i mit liv med”.
Del denne historie videre til alle, du kender – sammen kan vi forsøge at gøre en forskel.
En dag vil vores børn se på vores billeder, og spørge dem selv om: “Hvem er disse mennesker”? Og vi vil smile med usynlige tårer, fordi vi vil tænke tilbage på den tid sammen med vores bedste venner, hvor vi med gråd i stemmen vil sige: “Det var dem, at jeg havde de bedste dage i mit liv med.”
