“Hej far, jeg har det ikke så godt. Kan du køre mig til lægen?” På sygehuset afsløres det frygtelige

Efteråret er her og med det kommer forkølelse, hoste og snue. Ikke så farligt i sig selv, men heller ikke så sjovt.

Man vil helst bare krybe sammen i sofaen med en kop te og en god bog. Men trods dette går livet videre og vi må arbejde, tage hånd om børn, gøre rent, vaske og lave mad. Den der bog må helt enkelt vente.

Genkender du dig selv?

Men nogle gange går forkølelsen over i noget andet, og du har helt enkelt intet valg, det er sengen som trækker.

Shayla Mitchell havde det ikke specielt godt og havde en stædig hoste, der bare ikke ville gå over. Hun troede, at hun var blevet ramt af en bihulebetændelse.

En dag var hun så dårlig, at hun spurgte sin far, om han ikke ville tage hende til lægen.

Det gjorde han gerne og næste dag efter skolen samlede han sin 16-årige datter og kørte mod sugehuset. De havde besluttet for at tage noget at spise efter lægebesøget.

Shayla blev undersøgt og lægen forlod rummet et stykke tid. Da han vendte tilbage, havde han en besked som ikke var den de havde regnet med.

Shayla havde en så stor kræfttumor, at den næsten optog to tredjedele af hendes bryst. Den havde sågar fået en af hendes lunger til at kollapse.

Trods beskeden valgte de at spise middag, men det blev ikke på en restaurant, de blev i stedet på sygehuset. De havde ingen anelse om, at de næste 450 måltider de indtog skulle blive på børneonkologiske afsnit på Fairfax Hospital.

Shayla havde langt fremskreden Hodgkins lymfom og prognosen var ikke god.

Men inden Tom fortalte sin datter, hvor galt det faktisk var, kørte han hen til en butik og købte hver sin ring til dem.

Han lovede, at han ville have ringen på hver dag indtil Shayla blev fri for kræften.

Det kommende år brugte Tom hundredevis af nætter sammen med sin datter, mens hun kæmpede mod kræften.

Hun måtte gennemgå tusindvis af tests, blotransfusioner, stråling, kemoterapi og hjertestop. Alligevel stoppede hun aldrig med at kæmpe.

Tom holdt sin datters hår, når hun brækkede sig. De græd sammen, de grinede sammen og de forsøgte at være modige sammen.

En dag var der ikke længere noget som lægerne kunne gøre. Hendes krop svarede ikke på nogen behandling og knoglemarvstransplantationen var mislykkedes.

Sådan her skrev Tom på Facebook-siden Love What Matters:

“Hvordan i alverden skal jeg have den her samtale med min elskede datter? Hvordan i alverden skal jeg være modig nok til at fortælle min datter, at hun skal dø?… Jeg vidste, at jeg var nødt til at være modig for HENDE!

Jeg havde selvfølgelig samtalen med hende, og hvor mærkeligt det end lyder, endte det med at blive den smukkeste, fineste, mest magiske og vidunderlige samtale jeg har haft i mit liv, og en som jeg håber, at du ALDRIG NOGENSINDE behøver have…”  

Da Tom sluttede med at tale hviskede Shayla fem ord til sin far: “Er jeg stadig modig far?” 

Tom kiggede dybt i sin datters øjne og så, hvor træt hun var. Hun havde kæmpet så længe.

Det var der han indså, at hun ikke havde kæmpet for sin egen skyld. Hun havde kæmpet så længe for ham.

Et par dage senere døde Shayla. Tom var helt knust, men en ting vidste han med sikkerhed. Shayla kæmpede hårdt, hun var tapper og hun var modig.

Del historien med dine venner på Facebook for at hædre Shayla og alle andre børn som dør af kræft.