Man fortjener ikke at blive glemt og ensom, bare fordi man er kommet op i alderen.
Det lyder måske helt naturligt, men det tåler at blive sagt både en og to gange – for desværre lever vi faktisk i en verden, hvor mange ældre sidder alene uden hverken familie eller venner, der ringer eller kommer forbi.
Med det sagt er ord næsten ikke nok til at understrege, hvor vigtigt det er, at vi tager os af vores ældre og giver dem mening i hverdagen. Det viser om ikke andet denne rørende historie om Mary Tony.
Det er en hvilken som helst dag.
Uden for vinduet kvidrer fuglene. Skønne solstråler trænger gennem skyerne, og de grønne blade danser i den svale sommervind.
Men indelukket i et lille hus sidder 98-årige Mary Tony. Præcis som mange andre ældre lever hun et ensomt liv uden meget at lave eller særligt mange at se.
Det er også derfor, en lille bus snart standser uden for Marys dør.
Bussen kører Mary videre til et ældrecenter. Som mange andre ældre bliver hun hver dag hentet for at tage derhen i nogle timer, glæde den triste hverdag og møde nogle ligesindede.
De drikker kaffe, taler, griner, spiller og danser. Sammen.
“Deres børn får nu børnebørn, så de bliver optaget til anden side. De er ikke lige så behøvede, de kan ikke gøre lige så meget, så de kommer her”, forklarer en ansat på ældrecentret.
Personalets mål er derfor at gøre pensionisternes hverdag præcis så meningsfuld, som den fortjener at være.
“Hvis de går hjem en dag og ikke kommer tilbage dagen efter, fordi de ikke længere er her, så håber jeg, at deres sidste dag var fuld af glæde”, forklarer kvinden fra personalet.
Det er takket være personalet, som anstrenger sig så meget, at Mary og de andre ældre får en meningsfuld hverdag.
Ældrecenteret er et lysglimt i en tilværelse, som ellers kan føles mørk og ensom.
“Jeg kan knapt være i mig selv om morgenen, så jeg må køre derhen. Jeg trives der. Du møder venner, du taler med dem, du får noget ud af din tid. Ellers, på lørdage og søndage, ser man ingen”, siger Mary.
Når dagen er slut, og Mary sidder i bussen hjem, kan man næsten se tristheden i hendes øjne.
Igen er hun ensom, igen har hun ingen at tale med eller være sammen med.
“Hvad skal jeg gøre? Hvor kan jeg tage hen? Jeg er ensom. Jeg kan ikke se. Jeg kan ikke høre. Jeg kan ikke bo med mine nevøer eller niecer, de har deres egne familier”, siger 98-årige Mary.
Så hvad gør denne 98-årige for at fordrive tiden hjemme i huset?
Svaret er så hjerteskærende, som det er tragisk.
“Jeg får reklameaviser, som jeg klipper til strimler. Efter det klipper jeg strimlerne i små stykker. Jeg lægger dem i en pose… og smider posen i skraldespanden”, siger Mary.
Denne dag kommer kvinden fra personalet og hilser på. Da hun får at vide, hvad Mary bruger sine dage i ensomhed på, bryder hun i gråd.
“Jeg har aldrig tænkt på, at når jeg forlader dem, når dagen er slut og vender tilbage til mit liv, gør de ikke andet end at være ensomme”, siger hun med tårer i øjnene.
Mary, derimod, hun forsøger at se det positive i situationen.
“Gud er god ved mig. Hvilken 98-årig er stadig på benene? Jeg er. Jeg gør alt, jeg kan, og når jeg ikke kan mere, er jeg klar. Jeg vil gøre det så længe, jeg bare kan”, siger hun.
Nogle gange er et besøg alt, der behøves.
For da kameraholdet og kvinden fra personalet går hjem – kommer Mary med et stort, hjerteligt ‘tak’.
“Jeg elsker jer alle, fordi I kom. Det gjorde min dag bedre, og jeg glemmer det aldrig”, siger Mary, inden hun vinker farvel.
Hele Marys historie fortaltes i den prisbelønnede kortfilm Junk Mail.
Hvis der er noget, du skal bruge 10 minutter på i dag, er det at kigge på den film.
Og som skaberne afslutter beskrivelsen af filmen: ring til din mormor eller farmor.
Se den gribende video her:
Fortæl dine pårørende, at du elsker dem. Vær sammen med dem, stil spørgsmål, du altid har villet stille, nyd hvert sekund med dem – for en dag kan du ikke længere.
Hjælp gerne med at dele denne hjerteskærende artikel, så flere derude kan få læst denne kraftfulde påmindelse. Vi må aldrig, aldrig nogensinde glemme vores ældre!
