At arbejde i hjemmeplejen betyder, at du har et af verdens vigtigste jobs – gør man det godt, gør man en enorm forskel.
Det er et kompliceret job, men det vigtigste, vores pleje-helte gør, bliver ikke altid værdsat. Der er mange fordomme om det at være i hjemmeplejen.
Mange tænker, at man bare “tørrer røv” og “skifter ble” på gamle mennesker.
Men arbejder du i hjemmeplejen, gør du meget mere end som så – du bidrager frem for alt til livskvalitet og meningsfuldhed for mennesker, som har brug for lidt hjælp. Og du gør pårørende trygge.
Det handler heller ikke om, ‘hvad’ du gør, men ‘hvordan’ du gør det.
Da jeg læste dette brev fra Johan, som er hjemmehjælper i Sverige, kunne jeg ikke lade være med at dele det med jer. Det kan godt være, at Johans oplevelser er fra Sverige, men han har en pointe, som er mindst lige så vigtig i Danmark.
Læs den selv og glem ikke at dele den med alle, du kender – Det handler ikke om at tørre røv!
I dag tog jeg på arbejde.. idag, som alle andre dage, arbejder jeg i hjemmeplejen.
Hjemmepleje er et dumt ord, men det indebærer, at vi hjælper primært ældre mennesker med, hvad de nu har brug for… medicin, strømper, skrald, mad og selskab.
Bemærkede I overhovedet, at jeg ikke nævnte rengøring, indkøb og omtanke?
Eller at skifte smerteplaster, forbinde sår?
Ja, midt i det her har jeg skiftet en ble… og har givet en sulten dame mad.
Det gjorde I sikkert ikke… for det, I tænker på, når I hører ordet “hjemmepleje” er sandsynligvis at tørre røv!!
Tænk engang… jeg tørrer enten lige så lidt eller meget røv som dig, for jeg gætter på, at du går på toilettet som alle vi andre?
Jeg kan tage fejl… Men det vil jeg skide på.. for det er mit kald… og toilettet går vi alle på.
Ser du… Jeg besøger DIN mor eller DIN far, DIN MORMOR, FARMOR, MORFAR, FARFAR i deres hjem, jeg hjælper dem med det, de har brug for. Jeg er der, når håbløsheden kommer over dem. Nogle gange vil de klare sig selv, og det er ok. Jeg giver dem en meningsfuld dag, og jeg vil altid respektere deres integritet. Lige meget hvad det koster i dine øjne, for jeg ved godt, at det koster på både bankkontoen og i din samvittighed. Men det er mit kald… og det må koste…
Jeg sidder og holder en gammel hånd, når tårerne løber ned ad kinderne.. ikke fordi I ikke er der, men fordi livet er ved at løbe fra dem… og de kan selv se det… Men det er min opgave og mit kald at være der.
Jeg varmer en tallerkenfuld mad og giver et par ord til at kæmpe videre… Min mad og mine ord giver et øjebliks fred, for snart er de alene igen… med deres tanker og deres ensomhed. Det er 10 minutters frihed fra ensomheden… det er mit kald…
De har brug for jer og os… I er pårørende, og vi er hjemmeplejen… vi er en forlænget arm for jer og gør det, I ikke selv er i stand til. Når I ikke er her, gør vi det, I ønsker for, at jeres pårørende skal have det bedst. Når den gamle har brug for noget, gør vi alt for, at han/hun skal mærke, at vi er her for hende/ham… for det er vores kald..
Forstår I… når jeg sidder der og ser MINE ældre mænd og kvinder, fyldes jeg af varme… De her… fantastiske kvinder og mænd har skabt alle forudsætninger for, at JEG og mine børn skal have det præcis så godt, som vi har det i dag. Så hvorfor kan VI ikke give noget tilbage?
Hvordan kan VI – samfundet, familien, nære og kære – glemme dem, der har bygget vores land og vores tryghed? Hvorfor kan Kalle ikke få sin øl? Hvorfor kan Stina ikke få sin snus?
Siden hvornår kan vi være moralpoliti for voksne mennesker, som bare har nogle sidste ønsker for, hvordan de vil leve deres liv? Hvem har givet os ret til at tale om, hvad vores ældre må nyde? Vi er gode til at fordømme, men vi er elendige til at værdsætte…
Jeg er ikke formelt sygeplejerske, men har lært gennem mit arbejde og min livserfaring at klare mine opgaver på den bedst mulige måde. Vil jeg overhovedet være i det miljø, jeg mødes af? Vil jeg være en forbindelse mellem pårørende og trængende ældre? Vil jeg sidde der og se sorgen i øjnene på nogen, som har levet færdig og bare vil dø?
Hvem eller hvad motiverer mig til at fortsætte en rejse, som vil følge mig resten af mit liv? For rejsen fortsætter jo? Eller hvad tænker du, pårørende, kollega, chef, politiker… Det er jo jer, der motiverer mig til at fortsætte… eller hvad?
Næ, det er ikke jer, så tag ikke æren på jer… det er mine elskede bedstemødre og bedstefædre, gamle kvinder og mænd, der gør, at jeg elsker mit job. Det er for deres skyld, at jeg tager på arbejde med et smil i morgen.
For jeg VED, at jeg kommer til at gøre en forskel for din mor eller far, farmor, mormor, farfar eller morfar.
Jeg arbejder i hjemmeplejen, og jeg gør det med stolthed. Det er mit kald…
Er det ikke fantastisk godt skrevet af Johan? Al hyldest til dig 
I min bog burde alle danskere læse denne tekst, så hjælp med at sprede den ved at trykke på knappen herunder!
