De fleste af os kan blive enige om, at utroskab er forfærdeligt. Jeg er af den overbevisning, man ikke kan svigte nogen, man har givet et løfte – især hvis man er i et forhold, hvor der er børn involveret.
Jeg ved ikke, om denne historie er sand, men jeg følte ganske enkelt dens budskab er så vigtigt, at jeg nu vælger at dele den med jer. For den viser virkelig, at hvis man kæmper hårdt, kan man efter en forfærdelig og hård tid komme ud på den anden side som et bedre mennesker.
Læs historien og del den med dine venner på Facebook, så flere kan tage del af den kraft, som man har i sig, hvis man vælger at gøre noget helhjertet.
“Min mor og far havde været gift i ti år, før hun opdagede, at han havde været hende utro. Han bad om hendes tilgivelse og lovede, at han aldrig ville gøre det igen. Selv om hun var sønderknust over min fars svigt, så gav hun ham en ny chance.
Hun gjorde det, fordi hun troede, at det ville være det bedste for hendes tre sønner. Hun følte, at vi havde brug for vores far.
Da hun opdagede, han havde fortsat sin affære, forsvandt det sidste lille håb om, at ægteskabet nogensinde kunne blive godt igen. Mor kunne ikke holde det ud længere, og derfor valgte hun at sparke ham ud af huset og søgte om skilsmisse.
Selv om min far ikke modsagde sig skilsmissen, og processen gik hurtigt, så var det den sværeste tid i min mors liv. Vi børn fik lov til at bestemme, hvem vi ville bo hos, og vi valgte alle tre at bo hos mor. Hun havde ikke et arbejde. Da vores forældre var gift, var de blevet enige om, at hun skulle være hjemmegående husmor.
Selvom hun havde uddannet sig til sygeplejerske i Filippinerne, hvor mine forældre mødte hinanden, så måtte hun ikke arbejde i USA, eftersom hun ikke havde bestået den rigtige prøve her. Denne prøve er meget svær, og er en prøve udenlandske personer er nødt til at bestå for at få lov til at arbejde med medicin i USA. Hun havde ingenikkekørekort, eftersom min far mente, hun ikke havde brug for et.
Den offentlige transport var meget dårlig på det tidspunkt, så det var noget nær umuligt for hende at klare hverdagens gøremål. Nogle gange var vi nødt til at få et lift til det lokale supermarked, så vi kunne handle ind.
Min mors familie i Filippinerne var langt væk. Jeg var fem år gammel, mine brødre var syv og ti år, og vi kunne ikke give hende den støtte, hun havde brug for. Mor græd meget i løbet af denne tid. Jeg husker, at jeg kunne høre hende gennem væggen om natten, hvor hun græd og bad Gud om hjælp.
Når hun havde talt med min far i telefonen, græd hun ukontrollabelt. Hver gang hun gjorde det, så bad jeg til Gud. For det var det, hun havde lært mig. Jeg bad til Gud om, at min mor ville holde op med at græde.
Mor kunne have valgt, at vi skulle flytte tilbage til Filippinerne, hvor hendes forældre var godt økonomisk stillet. Men hun ønskede at være amerikaner, og hun ville have sine børn til at vokse op i USA.
I 1979 gik jeg stadig i børnehave, og mine brødre gik i anden og femte klasse. De var i skole hele dagen, men jeg fik fri klokken tolv. Kort efter skilsmissen gik igennem, begyndte min mor at tage køretimer. Jeg fulgte med hende efter børnehave hver dag. Efter et par måneder var hun klar til sin køreprøve, og hun fik sit kørekort.
Hun fik penge fra min far til at betale for os, men det var kun en brøkdel af, hvad hun kunne tjene som sygeplejerske. Men hun brugte virkelig pengene på den bedste måde. Hun købte en gammel bil, som hun brugte til at køre til et anlæg, hvor hun kunne læse op til prøven, der skulle afgøre, om hun måtte arbejde med medicin i USA.
Hun havde ikke læst en eneste bog om medicin i ti år, men hun var fast besluttet på at tage prøven for at give os et bedre liv, og derfor besluttede hun sig for at tilmelde sig prøven.
Mens hun tog sig af tre drenge forberedte hun sig på at tage en af de sværeste prøver i verden. I et helt år læste hun flere timer om dagen. Hun læste bog efter bog, hvorefter hun studerede i flere timer. Hun tog til forelæsninger to eller tre dage om ugen. Hun bad til Gud, både i kirken og derhjemme. Hun bad virkelig meget. Intet skulle stoppe hende.
Da det var tid til at tage prøven, kørte vi langt til en anden by. En af hendes venner, som også kom fra Filippinerne, fulgte med os, fordi hun også skulle tage prøven.
Vi ventede et par måneder på resultatet. Mors ven fik sit resultat først, men hun bestod ikke prøven. Da min mors resultat kom, samledes vi os omkring hende, da hun åbnede brevet. Hun begyndte at græde. Efter lidt tid råbte hun af glæde: “jeg bestod, mine børn. Jeg bestod! Nu kan vi få alt, hvad vi ønsker. Jeg er så lykkelig!”.
Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt tænkte, at nu har jeg alt, hvad jeg ønsker i hele verden. Min mor er glad igen. Fra det øjeblik begyndte hun at grine og smile meget mere, og hun holdt op med at spilde tid på at græde over min far.”
Det her beviser virkelig, hvad forældre er i stand til at gøre for sine børn. Moderen var indstillet på at give sine børn de bedste forudsætninger i livet, hvilket gjorde, at hun kæmpede en brav kamp for at få lov til at arbejde som sygeplejerske i USA.
Hun er det perfekte bevis på, hvad vi forældre er i stand til at gøre for vores børn – del historien med dine venner på Facebook, så vi sammen kan hylde alle verdens modige forældre.
