En frygt de fleste deler eller i det mindste har gjort sig tanker om på et tidspunkt er, at deres hjem skal begynde at brænde mens de sover. Efter at have hørt mange skrækeksempler fra mennesker, som har været ude for dette, så ved man, hvor hurtigt alting kan gå.
Familien Davidson fra Teennessee var ude for netop dette, og det er takket være den syvårige søns handling, at deres yngste datter lever i dag.
Det var den 8 december 2020, at en ildebrand startede i et boligområde i New Tazewell, i den amerikanske delstat Tennessee.
Ifølge CNN havde parret Chris og Nicole Davidson puttet deres tre børn, inden de selv gik i seng omkring 20.30 den aften.
Vågnede af røglugt
Nogle timer senere vågnede Nicole af en kraftig røglugt. Da hun satte sig op, så hun store flammer slå op mod væggene.
Hvad der var endnu værre, end at hele familiens hus var ved at brænde ned til grunden var, at datteren Erin Davidson, som snart ville fylde to år, var fanget på børneværelset.
”Røgen og ilden var så tyk, at der ikke var nogen måde at komme ind til hende”, fortæller far Chris Davidson til CNN.
Indtil videre var ingen redningstjeneste nået frem, og hvis Erin skulle have en chance for at overleve, var nogen nødt til at komme ind til hende med det samme.
7-årig risikerede livet for lillesøster
Far Chris tænkte, at de skulle forsøge udefra, via vinduet.
”Vi gik ud for at nå hende via vinduet, men der var ikke noget for mig at stå på for at nå derop”, forklarede Chris. Nu så han kun én eventuel løsning på problemet – hans syvårige plejesøn.
”Så jeg hentede Eli, som kom ind ad vinduet og løftede hende op af tremmesengen”.
Den syvårige tøvede ikke et sekund med at løbe en stor risiko for at redde sin lillesøster.
”Jeg har hende, far”
Da CNN talte med Eli om hans heltedåd forklarede han:
“Jeg troede ikke, at jeg ville klare det, men så sagde jeg ‘Jeg har hende far’”, fortæller drengen til CNN.
Han fortsætter:
“Jeg var bange, men jeg vil ikke have, at min søster skulle dø”.
Chris og Nicole, som begge er tidligere brandmænd og plejeforældre, har ifølge oplysninger opfostret 34 børn gennem årene. I løbet af deres år med mange børn i huset, har de formået at samle mange minder der.
Efter hændelsen fortalte de til CNN, at de var fortvivlede over at have mistet deres hjem og minderne. Samtidig var de taknemmelige over, at det vigtigste var i god behold.
”Vi kunne ikke være mere stolte af Eli”, siger Chris til CNN.