Christopher Garrett var en del af ingeniørregimentet i den amerikanske hærs10. Bjergdivision. Han gjorde tjeneste i Afghanistan, men en dag blev hans gruppe angrebet og Christopher blev skudt i maven.
Hans bækken blev helt sønderknust, og han blev ført til sygehuset, hvor Christopher blev opereret. Men selvom lægerne gjorde alt de kunne, skulle Christopher få mén for livet.
Det som fik Christopher til at kæmpe videre var tanken om at han en dag skulle vende hjem til sin hustru brittany og deres søn. Han så frem til at komme tilbage til et normalt liv.
Snart blev det dog klart, at det “normale” skulle få en helt ny betydning.
Christophers fysiske og følelsesmæssige ar gjorde det svært for ham.
Christopher blev diagnosticeret med en funktionsnedsættelse, og ting som engang var nemme for ham – som at slå græsset – virkede nu næsten umuligt.
Alligevel var Christopher fast besluttet på ikke at sine krigsskader fjerne det bedste af ham.
Selvom han kun havde en gammeldags græsslåmaskine, fortsatte han med at gå ud og forsøge at klippe græsplænen. Han kæmpede sig igennem, indtil arbejdet var udført.
Det var utroligt svært for Brittany at se hendes mand gå igennem alt dette.
Da hun en dag så Christopher kollapse på jorden i tårer, løb hun ud til ham og troede, at han havde fået et sammenbrud.
Men da hun kom ud i haven så hun grunden til Christophers tårer. Han åbnede sin hånd og der lå nogle nye nøgler.
Hun kiggede ud i haven og opdagede en helt ny, motordrevet havetraktor af mærket John Deere. Ved siden af fandtes en seddel:
“Jeg håber, at denne kan give dig lidt mere tid til de vigtigste ting i dit liv. Tak for din indsats og for min frihed. Med venlig hilsen en taknemmelig amerikaner”.
Selvom Christopher ikke havde nogen anelse om hvorfor eller hvem som havde givet ham den fine havetraktor, er det tydeligt at en nabo havde set Christopher kæmpe med at slå græsset.
Denne person ville hjælpe til. Måske forstod den gavmilde nabo ikke hvor meget gaven betyder for Christopher og Brittany, men for parret forandrede den deres liv.
Christopher har stadig lang vej foran sig i genoptræningsprocessen, men takket være den her generøse nabo føles rejsen nu lettere.
Vi har alle noget godt i os og denne fine handling viser, hvor meget det kan betyde, når vi viser det. Synes godt om og del hvis du er enig!