Tabitha og hendes mor Kim var ude at ride, da datteren pludselig blev smidt af hesten. Kim så først ikke, hvad der skete og forstod hvor datteren var. Men fandt hende så med ansigtet mod jorden og blod løbende fra ørerne.
På sygehuset konstaterede lægerne, at Tabitha havde fået et kraniebrud. Hendes hjerne svulmede op og hun havnede i koma.
Familien frygtede det værste, men det skulle vise sig, at Tabitha var stærkere, end lægerne troede.
Eftersom Tabithas hjerne svulmede op så hurtigt, var lægerne tvunget til at operere en del af hendes kranie væk, ellers risikerede hun at dø.
Hun overlevede operationen, men lægerne informerede familien om, at der var stor risiko for, at hjernen havde taget skade. De vidste ikke, om den Tabitha, som familien kendte og elskede, ville komme tilbage – de vidste faktisk ikke engang, om hun ville vågne igen.
– Min største rædsel var, at hun ikke længere ville kunne kende mig og drengene. Jeg var ikke bange for, at hun skulle havne i rullestol eller sådan noget. Jeg ville bare have, at hun skulle kunne huske, hvem vi var, fortæller hendes mand Jacob.
Familien indstillede sig på, at det ville tage lang tid, før Tabitha igen ville vågne og kunne kommunikere med dem. Men de vidste også, at hun altid kæmpede for tingene – noget lægerne også snart skulle finde ud af.
Småbørnsmoren vågnede tidligere, end de nogensinde kunne have forestillet sig. Hun vekslede mellem bevidstløshed og vågenhed, og tre dage efter ulykken kunne hun selv trække vejret.
Efter at lægerne havde fjernet slangerne i Tabithas mund, kiggede hun op på sin mand. For første gang ville hun nu prøve at tale – og ingen vidste, hvad hun ville sige. Jacob ventede spændt på at høre sin kone tale, hvis hun altså kunne. Han vidste heller ikke, om hun stadig kunne huske ham.
“Lad dem aldrig gøre sådan mod mig igen,” sagde Tabitha.
Ikke nok med, at hun huskede sin familie, så havde hun også beholdt sit humoristiske sind. Tabitha gjorde en mirakuløs tilbagekomst fra det alvorlige traume. Lægerne spurgte hende gang på gang, om hun kunne huske – og om hun kunne huske forskellige personer i familien. Til sidst blev hun træt af alle spørgsmålene og truede met at rejse sig fra sygehussengen og gå, hvis de fortsatte med alle de spørgsmål.
Ni dage efter ulykken kunne hun forlade sygehuset.
Lægen, som behandlede Tabitha, hedder Arun Jacob, og han er chokeret over, hvor hurtigt hun kom sig.
– Det sker ikke hver dag. Det var mirakuløst, fortæller han.
I dag har Tabitha det godt. Hun er frisk og er begyndt at ride igen – og føler sig stækere end nogensinde før.
Hvilken vidunderlig solskinshistorie! Det er herligt at se, at det slutter godt sommetider, også selvom noget frygteligt sker.
Del gerne denne fine historie for at sprede håb til andre!
