Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Hver uge besøger pigen plejehjemmet med sin morfar – da moren opdager hvorfor kommer tårerne

Rigtige venner gør dit smil lidt bredere, din latter lidt højere og livet meget bedre.

Venskab er også gratis, vi kan hjælpe hinanden med gode gerninger, uden det koster en krone.

Nogle gange er det rigeligt bare at sidde og lytte, det kan være en af de fineste gaver, man kan give en ven, der har det svært i livet. For en rigtig ven er en, der hører dig, selv når du er stille.

Denne historie er et bevis på, hvad venskab kan gøre, og hvilket mirakel et par venlige ord kan medføre. Jeg er overbevist om, at historien er fiktiv, men budskabet var så rørende og vigtigt, at jeg måtte dele den med jer.

Pigen fortæller følgende: 

“Hver lørdag besøgte mig og min morfar det lokale plejehjem, der lå et par gader væk fra vores hjem. Min mor var ikke altid begejstret for, at jeg hellere ville bruge mine lørdage med min morfar fremfor mine venner.”

Vi besøgte mange af de gamle og syge mennesker, der boede på plejehjemmet, fordi de ikke længere var i stand til at bo for sig selv. Min morfar sagde altid: “Den der hilser på de syge, giver dem nyt liv.

Vi startede altid med at besøge fru Sokol, som vi kaldte “Kokken”, da hun hele tiden talt om, at hun var en stor og kendt kok i sit hjemland, Rusland. Mange havde rejst langt for at spise på hendes restaurant for at smage hendes berømte kyllingesuppe.

elderly1

Så gik vi videre til Hr. Meyer, som vi kaldte “Jokeren”. Vi sad altid ved hans bord, når han fortalte sine sjove historier. Nogle var måske mindre sjove, og andre forstod jeg ikke. Jokeren grinte altid så meget af sine egne vittigheder, så hele hans krop rystede og han blev rød i ansigtet. Så morfar og jeg kunne ikke lade være med at bryde ud i en skraldlatter.

Bag næste dør boede Hr. Lipman, “sangeren”. Han elskede at synge for os, og hans smukke stemme fyldte hele rummet. Hans stemme var så ren og smittende, at vi ikke kunne lade være med at synge med.

Ms. Kagan, som vi kaldte “mormor”, viste os altid billeder af sine børnebørn. De var spredt ud over hele rummet, i rammer og fotoalbum.

Tante Schrieber boede på den anden side, og havde hele sit værelse fyldt med minder. Minder, der kom til live, når hun fortalte mig om sine eventyr. Derfor gav vi hende øgenavnet “Minde-damen”. Så var der også hr. Krull, “Den stille mand”. Han sagde aldrig meget, men lyttede altid til min morfar og mig, mens han smilede og nikkede. Ved slutningen af samtalen sagde han altid, at vi gerne måtte komme og besøge ham ugen efter. Det sagde alle, vi havde besøgt, fortalte kvinden i receptionen.

Vi besøgte plejehjemmet hver uge, uanset vejret. Sammen besøgte vi vores venner, Kokken, Jokeren, Sangeren, Mormor, Minde-damen og Den stille mand.

elderly3

En dag blev min morfar meget syg, og skulle indlægges på hospitalet. Der sagde lægerne, at det ikke så lovende ud.

Lørdag kom, og det var tid til at besøge plejehjemmet og vores venner. Hvordan skulle jeg gøre det uden min morfar? Så huskede jeg noget, som han en gang havde sagt til mig: “Lad intet stå mellem dig og en venlig handling.” Så jeg tog alene derhen, eftersom den der besøger de syge, giver dem nyt liv.

Alle var lykkelige, da de så mig, men undrede sig selvfølgelig over, hvor min morfar var. Da jeg fortalte dem, at han var indlagt på hospitalet, blev de alle kede af det, og gjorde deres bedste for at muntre mig op.

Kokken afslørede nogle af sine hemmelige ingredienser, Jokeren fortalte en af sine nye vittigheder, og Sangeren sang for mig. Mormor viste mig billeder, mens Minde-damen fortalte mig spændende historier. Den stille mand lyttede, og kvinden i receptionen takkede mig for mit besøg.

Dagene gik, og morfar var stadigvæk indlagt på hospitalet. Han spiste intet, kunne ikke sidde op og knap nok tale. Jeg sad så langt væk fra ham, jeg kunne, så han ikke kunne se, hvor meget jeg græd.

Værelset var meget mørkt og stille, da døren pludseligt blev åbnet. “Er det her, vi holder fest?”, spurgte en velkendt stemme. Jeg kiggede op, og så Jokeren efterfulgt af resten af banden fra plejehjemmet – og selv kvinden fra receptionen!

De snakkede og grinte med den syge mand. Jokeren trak nogle nye vittigheder ud af ærmet, og da han var færdig, grinte alle sammen så meget, at de græd. Morfar fik et kort fra mormor, som hendes barnebarn havde skrevet, og vi sang for ham. Minde-damen fortalte om den dag, hvor morfar besøgte dem, så han kunne give hende roser på hendes fødselsdag, selvom der var en slem snestorm den dag.

elderly2

Før jeg vidste af det, var besøgstiden forbi, og alle sagde farvel.

Den aften kunne min morfar spise igen. Snart var han i stand til at sidde op og sågar gå uden støtte. For hver dag der gik fik han det bedre, og blev stærkere. Lægerne var forbavsede, da han var i stand til at blive udskrevet, og man talte om mirakler.

Jeg kendte sandheden – hans venner gjorde ham rask. Den der besøger de syge, giver dem nyt liv.

Min morfar har det godt nu. Hver lørdag besøger vi vores venner på plejehjemmet, uden undtagelse.”

oldlove1

Du må hjertens gerne dele denne inspirerende historie, hvis du også mener, at rigtige venner er noget af det mest værdifulde i verden!

 
 

Læs mere om...