Vi har alle vores byrder at bære, men de sværeste er dem, som du må skjule for andre.
I 14 år havde disse forældre beskyldt deres barn for farfarens død. Hovedsageligt fordi sønnen ikke kiggede efter ham, da det skete, og fordi han ikke forsøgte at redde sin farfars liv.
Men drengen havde en hemmelighed som ingen kendte. Han bar den enorme belastning gennem hele sin opvækst og kommer formentligt til at gøre det resten af sit liv.
Men for at lette sit hjerte – og for måske at lukke det kapitel i sit liv – besluttede den 28-årige for nyligt at dele historien anonymt på nettet.
“Den måde som jeg fortæller historien er ganske nonchalant”, skriver han.
”Det var så længe siden, at jeg har haft tid til at tænke på, hvad der skete, og hvordan det forandrede mig”.
Scroll ned for at læse hele bekendelsen og lad os vide, hvad du synes i kommentarfeltet.
Den 28-årige har en hemmelighed, noget som han ikke lan lyve om længere.
Han havde ikke sagt noget som helst til sine forældre
Sådan her skriver han:
Mine forældre anklager mig for min farfars død, fordi jeg ikke “holdt øje” med ham, da han døde, og fordi jeg ikke “forsøgte at redde ham”.
Jeg var en teenager dengang, og min farfar havde mange besøg af plejepersonale og været på sygehuset flere gange end jeg kan tælle til. Han har overlevet polio og mange andre grusomme ting. Han var træt af at leve. Men han var endnu mere træt af at vågne med et rør, som skulle give ham luft i halsen.
En dag kaldte han på mig, da han lå i sit soveværelse. Han gav mig et papir. Han fortalte mig, at det var et juridisk dokument, som deklarerede for plejepersonalet og sygehuset, at de ikke skulle forsøge at redde hans liv. Han fortalte mig, at han ikke kunne stole på nogen i familien foruden mig.
Nogle dage efter råbte gan til mig igen og sagde, at han havde et problem. Jeg sad hos ham samtidigt med han fik et hjerteanfald, og jeg holdt ham i sengen, så han ikke skulle falde ned fra sengen. Efter at hans øjne var blevet stille og han stoppede med at trække vejret, fjernede jeg ham fra sengen og satte ham på gulvet. Jeg sad der og kiggede på ham et stykke tid. Cirka en time senere, da han havde mistet al farven, ringede jeg 112 for at anmelde dødsfaldet.
Mine forældre kom hjem bare nogle minutter efter plejepersonalet kom til stedet. Jeg ringede aldrig til mine forældre, så havde jeg svigtet min og farfars pagt”.
Dette medførte selvfølgelig reaktioner og mange spurgte ind til den 28-åriges valg.
“Jeg har 3 andre søskende. De eneste personer som forstod denne situation var mig selv og min farfar. Vi vidste det begge, da vi blev enige om det. Det er sjovt. Han var ikke religiøst. Han og jeg var det ikke. Men resten af familien var. Han troede, at alt som ventede ham var stilhed. Jeg bryder mig egentligt ikke om, hvad min familie synes, om de hader mig. Jeg vidste, at dette var hvad farfar ville, og da han fik et hjerteanfald, valgte jeg ikke at gribe ind, skriver den 28-årige.
Hvilken kraftfuld bekendelse. Man skal dog huske, at den er skrevet anonymt, og man derfor ikke ved, om det faktisk er sket.
Hvad synes du? Gjorde drengen det rigtige? Del og kommenter gerne på Facebook!
