Livet som taxachauffør i New York er virkelig fuld af ualmindelige og interessante oplevelser. I byen som aldrig sover, kører de gule taxibiler mellem gaderne for at transportere passagerer fra et sted til et andet. En dag skulle en taxachauffør hente en passager på en meget ualmindelig adresse. Det, som siden skete, vil han gerne dele med andre.
Historien er blevet delt på nettet gennem længere tid og er blandt andet skrevet af Hefty.co og andre viralsider. Om historiens handling rent faktisk er sket i virkeligheden, fortælles der ikke noget om, men den er virkelig værd at læse uanset hvad.
Her er hans historie:
”Jeg havde fået et kald til en adresse, og som sædvanligt dyttede jeg, da jeg kom frem, men ingen kom ud. Jeg dyttede igen, men der var stadig ingen, som kom. Jeg blev utålmodig, for det var min sidste køretur inden fyraften og jeg var meget tæt på at give op og køre derfra, men jeg besluttede mig for at blive.
Da jeg ringede på dørklokken, hørte jeg en meget gammel kvindes stemme sige: ‘jeg er snart klar’.
Det tog lidt tid, inden døren blev åbnet, og da den gled op, så jeg en lille, meget gammel kvinde. Hun må have været mindst 90 år, og hun holdt en lille rejsetaske i den ene hånd.
Da døren var åben, kunne jeg se ind i huset. Jeg blev overrasket over synet. Det så ikke ud som om, at noget havde boet der meget længe. Der var hvide lagner over alle møbler og væggene var helt bare. Ingen ure, ingen fotografier, ingenting. Det eneste, jeg så, var en kasse fuld af billeder og mindegenstande, som stod i et hjørne.
‘Venligst, kan du børe min rejsetaske til bilen?’ spurgte hun.
Jeg tog tasken, lagde den i bagagerummet og gik tilbage, tog hende under armen og fulgte hende forsigtigt til bilen. Hun takkede mig for min venlighed. ‘Det var ingenting,’ svarede jeg. ‘Jeg behandler alle mine kunder som om, det havde været min egen mor.’ Den gamle kvinde lo.
‘Åh, hvor er du venlig,’ sagde hun, satte sig i bilen og gav mig adressen – men bad mig om ikke at køre gennem byen. ‘Men det er ikke den hurtigste vej, det er en lang omvej.’ oplyste jeg hende. ‘Det gør ingenting, jeg har ikke travlt,’ svarede hun. ‘Jeg er på vej til hospice,’ fortsatte hun.
Jeg blev lidt paf, da hun sagde det. ‘Et hospice er et sted, mennesker tager til, når de skal dø,’ tænkte jeg.
‘Jeg efterlader ingen familie efter mig,’ sagde hun roligt. ‘Lægen siger, at jeg ikke har megen tid tilbage.’ Jeg slukkede for taxameteret. ‘Hvilken vej skal jeg tage?’ Vi brugte to timer med at køre omkring i byen, hvor hun viste mig hotellet, hvor hun havde arbejdet som receptionist. Vi kørte til en masse forskellige steder. Hun viste mig huset, hvor hun og hendes mand havde boet, da de var unge, og dansestudiet hvor hun havde danset, da hun blot var en ung pige.
På visse gader bad hun mig om at sænke farten, hun stirrede ud gennem vinduet som et nysgerrigt lille barn uden at sige et eneste ord. Vi kørte gennem natten, indtil hun til slut sagde, at hun var træt. ‘Vi kan tage til adressen, jeg har givet dig, nu.’
Hospicet var mindre, end jeg forestillede mig. Da vi stoppede i indkørslen, kom to sygeplejere ud for at møde os. De satte den gamle kvinde i en rullestol, og jeg bar hendes taske ind. ‘Hvor meget skylder jeg?’ spurgte hun, mens hun gravede i sin håndtaske.
‘Ingenting,’ svarede jeg. ‘Men du må jo kunne betale til huslejen,’ forsikrede hun. ‘Jeg har andre kunder,’ sagde jeg, mens jeg smilede til hende. Uden at tænke over det, gav jeg hende et stort kram og hun krammede mig hårdt.
‘Du har gjort en gammel kvinde meget glad, mange tak,’ sagde hun, mens hendes øjne blev fyldt med tårer. Jeg gav hende hånden, sagde farvel og gik.
Bag mig blev en dør lukket. Det var lyden af et liv, som nåede sin ende.
Trods at min næste arbejdsdag allerede var begyndt, kørte jeg planløst gennem byen. Jeg ville hverken møde eller tale med nogen.
Hvad var der sket, hvis jeg ikke havde taget denne tur?
Hvad var der sket, hvis kvinden havde fået en sur taxachauffør, eller nogen som var utålmodig og ville afslutte sin arbejdsdag? Hvad var der sket, hvis jeg havde været ligeglad, eller bare havde dyttet en gang og siden kørt væk?
Efter at have funderet en tid, slog det mig, at jeg formodentlig aldrig havde gjort noget vigtigere i hele mit liv.
Vi tror, at livet kredser omkring de store øjeblikke. Men ofte er det de små øjeblikke, som gemmer på de vigtigste øjeblikke.”
Denne historie var virkelig en øjenåbner for mig. Vi må værdsætte livet og nyde det, for vi ved aldrig, hvornår det er for sent.
Del gerne historien med dine venner på Facebook, hvis du også blev berørt.
