Ingen vil være venner med 7-årige Jonas – nu inviterer forældrene til legedag

Som barn går livet ud på at udvikle sig, lære og have det sjovt. Det er de fleste forældre nok enige om, ligesom at vi allesammen håber på, at vores børn får en barndom fyldt med glæde og venskaber.

Men sommetider går det ikke for børn, som forældrene håber på.

For syvårige Jonas Esbjerg Krogh fra Tarup har livet ikke været lige let – for en af hans største udfordringer er, at ingen gider at lege med ham.

Jonas er metalt handicappet og lider af autistiske træk, og han må desværre se misundeligt til, når storebroren Oliver har venner på besøg – det har Jonas nemlig ikke held til at få.

Ifølge Jonas’ far Christian Esbjerg Krogh er det meget svært for Jonas at få legeaftaler med jævnaldrende børn. Når sønnen forsøger på at lave legeaftaler, er der ingen, der kan.

“Det tyder nok på, at han er for krævende at være sammen med, men det ændrer jo ikke på, at han også gerne vil have legekammerater, ligesom sin storebror,” siger faren til lokalavisen.dk.

Jonas’ forældre Christian og Berit Esbjerg Krogh har derfor inviteret alle interesserede forældre og børn til en såkaldt “legedag” i det nærliggende Dalum Spejdercenter, hvor deres søn forhåbentligt kan finde nye legekammerater.

Legedagen bliver afholdt på søndag den 28. maj klokken 11:00, og far Christian håber på, at det bliver en succes for både Jonas og andre børn.

“Formålet er først og fremmest at finde kammerater til Jonas, men jeg håber også på, at forældre med handicappede børn kan dele erfaringer med hinanden, mens børnene leger og hygger sig,” siger Christian Esbjerg Krogh til lokalavisen.dk om arrangementet, som er gratis at deltage i.

Allerede da Jonas var tre år, opdagede forældrene, at deres elskede dreng ikke var som andre børn på hans alder. Siden da har han haft ekstra pædagogisk støtte, hvilket han også har i sin klasse på Nørrebjerskolen i Odense SØ den dag i dag. Nu håber familien, at så mange som muligt vil bakke op om legedagen, så Jonas’ ønske om at finde sig legekammerater kan gå i opfyldelse.

Alle børn har ret til en opvækst med legekammerater og venskaber. Del gerne artiklen, hvis du vil hjælpe Jonas og hans familie og støtte op om legedagen!
 

 
 

Læs mere om...