Der er mange mennesker, som gjorde afskyelige ting under 2. verdenskrig, men der findes også masser af helte.
Der snakkes oftest om dem, der var værst, og det er vigtigt at mindes, så det aldrig sker igen. Men nogle, vi heller aldrig må glemme, er heltene. Dem, der kæmpede mod nazisterne og satte deres liv på spil for at redde børn og uskyldige, som ellers var gået en sikker død i møde.
En af dem var Irena Sendler.
Hun blev født i Warszawa i Polen den 15. februar 1910. Hendes første år i livet var præget af noget, hendes far lærte hende: Hjælp altid de mennesker, der har brug for hjælp.
Da Irena var syv år gammel, døde hendes far af tyfus, men hun glemte aldrig sin fars ord.
Faren, som var læge, var en stor inspirationskilde for hende, og hun begyndte at arbejde som socialarbejder i Warszawas velfærdsdepartement. Der hjalp hun familier i nød og sørgede for, at de kunne få både mad og tøj.
Dengang var jødeforfølgelse hverdag på mange måder i Europa, men Irena – som var en hengivet katolik – ville ikke give efter for fordommene. Hun hjalp jødiske familier på præcis samme måde, som hun hjalp alle andre.
Kort efter 2. verdenskrigs begyndelse skabte nazisterne ghettoen i Warszawa og tvang alle jødiske familier til at bo der.
Ghettoen var den største af de jødiske ghettoer, som blev oprettet af nazister under krigen, og på sit højeste boede der cirka en halv million jøder inden for murene.
Livet i ghettoen var frygteligt, og foruden uvisheden var dagene præget af sult, dårlig plads og sygdomme.
Irena var bekymret over de frygtelige forhold og besluttede sig for at gøre noget for at hjælpe til.
Hun sluttede sig til Zegota, en hemmelig polsk modstandsbevægelse, som arbejdede for at redde jøder. Hun ville gøre en forskel, selvom det var med livet på spil.
Sammen med andre i modstandsbevægelsen begyndte hun i hemmelighed at hjælpe jødiske børn med at flygte fra ghettoen. Børn, som ellers med stor sandsynlighed ville være døde. Enten i ghettoen eller i en koncentrationslejr.
Irena besøgte mange jødiske hjem og familier, men selvom hendes hensigter var gode, var der mange mødre, som ikke turde overlade deres børn til en fremmed.
Nazisterne havde en meget stærk kontrol og overvågning af ghettoen, så Irena måtte være meget kreativ for at få dem ud uden at blive afsløret.
Blev hun taget, risikerede både hun og børnene at blive dræbt.
En måde var at køre ind i ghettoen med en ambulance under påskud af at skulle hente meget syge patienter. Men i takt med at overvågningen blev mere omfattende, måtte Irena finde på andre måder og begyndte i stedet at gemme børnene i sække, affaldsposer og kister.
Mere end 2500 børn blev reddet på den måde.
Irena førte også et register over alle børn, hun havde ført i sikkerhed. Listerne lå gemt i konservesdåser, nedgravet i naboens have.
Alt gik fint, til hun en dag blev opdaget: Nazisterne fandt ud af, hvad hun foretog sig og anholdt hende straks.
Irena blev fængslet og tortureret af Gestapo, som brækkede begge hendes arme. Men trods smerte og frygt stod hun fast og nægtede at give informationer om børnene eller deres familier.
Til sidst fik nazisterne nok og dømte hende til døden. Men skæbnen havde andre planer for Irena.
Nogle af Irenas medsammensvorne havde held til at bestikke en soldat i fængslet, som hjalp hende med at flygte.
Fra den dag – til sin død mange år senere – levede Irena under falsk identitet. Men hun holdt aldrig op med at hjælpe andre.
“Hadet til den tyske besættelsesmagt var stærkere end frygten. Desuden havde min far lært mig, at man skal række hånden ud til en druknende. Dengang var det Polen, som var ved at drukne”, sagde Irena til den svenske avis Sydsvenskan i et interview.
Da krigen sluttede, afslørede Irena sit register over alle de børn, hun havde reddet. Hun gav listen til en rednings-komité, som hjalp jødiske familier med at blive genforenet.
Senere i livet giftede hun sig og fik tre børn.
“Årsagen til, at jeg reddede børnene, kommer fra min egen barndom og måden, jeg voksede op på. Jeg er blevet opdraget til at hjælpe andre, og så spiller religion og nationalitet ingen rolle”, sagde Irena.
Irena døde 98 år gammel.
På mange måder var hun en glemt helt, fordi mange aldrig har hørt om hendes heltedåd.
I 1964 fik Irena Sendler den israelske hæderstitel “retfærdig blandt nationerne”, og i 1997 blev hun også nomineret til Nobels Fredspris.
Prisen gik dog til amerikanske Al Gore, som er miljøforkæmper og tidligere præsidentkandidat.
Det var Irena nu ikke misundelig over – hun valgte i stedet at hylde flere andre personer.
“Jeg var jo ikke alene, fordi jeg havde ti vidunderlige medhjælpere”, forklarede hun.
Der er dog nogen, som aldrig vil glemme hendes indsats.
“Nu kommer både børn og børnebørn til dem, jeg har reddet, og hilser på mig”, siger Irena.
Her kan du se en video om Irena:
[arve url=”https://youtu.be/opc0yAhbVNk” /]
I en tid med krig og uvished er der ikke mange, der tør gå imod strømmen og risikere livet for at hjælpe andre, men det gjorde Irena Sendler, og for det fortjener hun at blive hyldet.
Del historien om Irena med dine venner på Facebook for at hylde hende som den helt, hun virkelig er!
