Tidligt om morgenen den 16. oktober 1943 oplevede Roms jødiske indbyggere noget, som ingen nogensinde bør opleve.
Rygterne havde ganske vist cirkuleret et stykke tid, men ingen kunne tro, at det var sandt.
Tyske SS-soldater havde omringet det jødiske kvarter, og nu bankede de hårdt på beboernes døre. Alle i det jødiske kvarter blev smidt ud af deres hjem: mænd, kvinder, børn og ældre.
Pave Pius XII, der skulle beskytte Roms jøder, vidste, hvad der foregik. Men han modsatte sig ikke tyskernes overmagt, da jøderne blev tvunget mod den visse død.
De fik blot et par minutter til at pakke det mest nødvendige, og mange stod i gaderne kun iført pyjamas.
Det var blot nogle af de modigste, som turde at flugte. Desperate for at komme væk fra nazisterne sprang de i floden og svømmede ud til øen Tiberen.
På denne ø lå der et gammelt hospital, Fatebenefratelli, som blev bygget i 1582. Her arbejdede en jødisk mand ved navn Vittoria Sacerdoti. Han havde allerede i et stykke tid begyndt at skjule venner og familie på hospitalet, så de kunne undslippe Anden Verdenskrig med livet i behold.
Eftersom nazisterne endnu ikke vidste, at jøderne befandt sig på hospitalet, udtænkte Vittoria og hans kollega en genial plan.
Hvad hvis de kunne skjule byens flygtninge og sætte dem i karantæne på hospitalet. Det eneste de skulle gøre var at finde frem til en forfærdelig sygdom, der krævede, at de var nødt til at sætte de flygtende jøder i karantæne med det samme. Som sagt så gjort.
Lægerne på Fatebenefratelli fandt frem til navnet på en falsk sygdom og kaldte den for “K syndrom”.
Bogstavet K var ikke tilfældigt. Hitlers håndlangere i Rom omfattede blandt andet den øverstbefalende Albert Kesselring og sikkerhedspolitichefen Herbert Kappler, begge hvis efternavne begyndte med K.
Sygdommen blev af lægerne beskrevet som forfærdelig og dødelig. Den var så smitsom, at ingen under nogen omstændigheder fik lov til at komme i nærheden af de indlagte, der led af denne sygdom.
Planen fungerede godt, og da nazisterne kom til hospitalet og forlangte at se patienternes journaler, fortalte lægerne de forfærdelige detaljer om den dødelige sygdom.
Da de nervøse SS-soldater nærmede sig afdelingen, hvor patienterne blev holdt i karantæne, begyndte de jødiske patienter, som instrueret, at hoste, lave opkastlyde og skrige i smerte.
Det var så troværdigt, at nazisterne skyndte sig at forlade hospitalet og nægtede at komme tilbage. Når der stod “K syndrom” i en patients journal, var det en hemmelig kode for, at patienten var jøde.
Det hjalp hospitalspersonalet til at holde styr på, hvilke der var syge og hvem der havde brug for at gemmes væk i tilfælde af, at nazisterne skulle komme tilbage.
Præcis hvor mange menneskeliv lægerne reddede på denne måde er stadig usikkert, og antallet varierer fra et dusin til flere hundrede, skriver Quarts Media.
Hospitalet bruges stadig, og blev i 2016 omdøbt til “House of Life” (Livets Hus) af Raul Wallenbergs stiftelsen.
Disse læger udviste et stort mod ved ikke blot at redde liv, men de risikerede også deres egne, da de gjorde alt i deres magt for at redde jøderne fra den visse død.
Du må hjertens gerne dele denne vigtige historie på Facebook – et af de få lyspunkter i en ellers meget mørk tid af Europas historie.
