Foto: Shutterstock

Kære forældre, sørg nu for at give jeres børn lys og lygter på i trafikken

Den mørke tid kommer snigende, og det er godt for alle lige at blive mindet om, hvor vigtigt det er, at man er til at se, når man bevæger sig ud i trafikken.

Dette er en kommentar. Holdningerne er skribentens egne.

Lige nu kan vi nyde, at der stadig er lyst, når de fleste begiver sig afsted til skole eller på arbejde, da solen står op lidt over 7. Men desværre er den mørke periode tiltagende, og lige om lidt er der kulsort, når vores børn og unge mennesker skal i skole.

Selvom de fleste voksne kender reglerne om, at man skal have lys på, når man som cyklist bevæger sig ud i trafikken, så er det desværre ikke alle som husker det.

Når man begiver sig ud i trafikken i efteråret og vinteren, kan man ofte se cyklister – børn som voksne – uden hverken reflekser eller lys.

Det skaber ikke bare en farlig situation for personen selv, der risikerer at blive ramt af bilister eller andre cyklister, som ikke kan se personen. Men det skaber super farlige situationer for især bilister, der risikerer ikke at kunne se, når cyklisterne kommer drønende. At mange cyklister også vælger at droppe cykelhjelmen, gør kun situationen værre.

Hvis en bilist kommer til at ramme en cyklist og skade – eller i værste fald dræbe – personen, fordi cyklisten ikke har lys på, skal bilisten leve med den sorg og smerte resten af livet.

Udover at risikere sit eget eller sine børns liv, vil man så virkelig risikere at pådutte andre den smerter, fordi man ikke lige brugte 30 sekunder på at finde et par ordentlige lygter til cyklen?

Flere ting skaber farlige situationer

Selvom loven siger, at der baglysten skal lyse rødt, at forlygten skal lyse hvidt eller gulligt og at lygterne skal kunne ses på mindst 300 meters afstand, så er det langt fra alle som husker det.

I trafikken kan man se mange eksempler på, hvordan voksne ikke bruger lys og lygter. Og hvis de endelig husker dem, så er lyset enten så svagt, at man ikke kan se det, før man er ved siden af dem eller også er baglygten placeret på sadlen, hvor man ikke kan se den på grund af jakken falder ned og dækker den.

Cyklister kan være svære at se i mørket, hvis de ikke har lygter og reflekser på. Foto: Shutterstock.

Og tænk lige på, at bilisten kan have flere ting, der gør det svært at se en cyklist. Selvom undertegnede ikke selv har kørekort, så har jeg fra passagersædet i en bil flere gange spottet flere ting, der kan være en forhindring for bilisterne, når det gælder om at se cyklister uden korrekt lys i mørket.

Der er lys fra instrumentbrættet, på våde dage kan der være vanddråber på ruder og sidespejle og der kan være genskær fra vejens vandpytter.

Lær børnene de gode skikke

Hvis børn og unge mennesker ser, at de voksne ikke tager lys og reflekser på, så bliver det ikke naturligt for dem at gøre. Derfor er det en stor opfordring herfra at sørge for, at de unge mennesker så tidligt som muligt får set, at det er godt at sørge for, man bliver set i trafikken.

Det handler om at være det gode forbillede, for selvom teenagere på et eller andet tidspunkt nok skal gøre opgør mod deres forældre, så ser børn i den grad op til deres forældre, mens de er små. Og hvorfor ikke udnyttet det til at give dem de bedste muligheder i trafikken?

Hvis det værste skulle ske, så ville det være frygteligt at tænke på, at det kunne være undgået, hvis man bare havde sat lys på cyklen.

En generel opfordring herfra: Vi har alle mennesker i vores liv, som vi elsker, så lad os alle hjælpes ad med at passe på hinanden, så ingen risikerer at stå med en stor sorg over at have mistet en elsket alt for tidligt.

Del gerne med alle som har brug for at blive mindet om, at det er tid til at finde lys og reflekser frem.

 

Læs mere om...