På Facebook skriver Mary:
Efter arbejde tog jeg i supermarkedet for at hente et par ting.
Da jeg betalte, kiggede kassedamen på mit navneskilt og spurgte: “Hvad arbejder du så med der?”
Jeg svarede: “Jeg er sygeplejerske.”
Hun fortsatte: “Jeg er overrasket over, at de lader dig arbejde der, når du ser sådan ud. Hvad siger dine patienter til dit hår?”
Så vendte hun sig mod den ældre dame, der stod bag mig i køen: “Hvad synes De om hendes hår?”
Den venlige gamle dame sagde: “Jeg har intet imod dig, min ven, men det er ikke lige mig.”
Så fortsatte kassedamen med at kommentere, at de ikke tillod den slags, selv da hun arbejdede på en fastfood-restaurant, og at hun var chokeret over, at et sygehus ville tillade sådan noget.
Nå, men her er, hvad jeg tænker. Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor min hårfarve har forhindret mig i at give livreddende behandling til en af mine patienter. Mine tatoveringer har aldrig afholdt dem fra at holde min hånd, når de har ligget bange og grædende, fordi Alzheimers har stjålet deres sind. Mine talrige øreringe har aldrig forstyrret mig i at høre dem fortælle om dengang, deres liv var bedre eller lytte til dem, mens de har fortalt om deres sidste ønsker. Min tungepiercing har aldrig holdt mig fra at opmuntre en ny-diagnosticeret patient eller trøste en sørgende familie.
Så forklar mig venligst, hvordan mit udseende, sammen med mit glade væsen, gode hjerte og smilende ansigt har gjort mig uegnet til at give sygepleje og ude af stand til at gøre mit arbejde!
Udseendet bestemmer ikke, hvem man er, og om man er god til sit arbejde eller ej.
Del meget gerne artiklen, hvis du også synes, at vi alle skal have lov til at se ud, som vi har lyst til!