Efter en lang og stresset dag på jobbet kommer faren helt udmattet hjem til sin familie.
Det eneste, han vil, er at sætte sig i sin yndlingsstol og se sit favorithold spille fodbold. Han vil ikke forstyrres af barnegråd eller være nødt til at hjælpe til med husholdningssysler.
Hans hustru bliver irriteret over, at han ikke vil hjælpe, og det ender i et stort skænderi.
Dette er sket før, men denne gang flyder bægeret over, og hustruen stormer væk.
Hun kommer ikke hjem den aften. Heller ikke morgenen efter.
Mandens verden bryder sammen, og pludselig skal han gøre alt selv. Efter to dage alene med børnene sætter han sig ned og skriver et brev til sin hustru:
“Min elskede,
For to dage siden havde vi et stort skænderi. Jeg kom hjem fra arbejde klokken 20 og ville bare se kampen.
Da jeg så dig, så jeg, at du var træt og i dårligt humør. Børnene kunne ikke enes, mens du prøvede at lægge den yngste i seng.
Hvad gjorde jeg så? Jeg skruede op for volumen på fjernsynet.
Så blev du selvfølgelig endnu mere vred. Du sagde, at jeg ikke ville dø af at hjælpe lidt og være der for børnene.
Jeg blev rasende. “Jeg har arbejdet hele dagen, mens du har været hjemme og leget med dukkehus!”
Skænderiet fortsatte, og du begyndte til sidst at græde. Du var så udmattet og træt. Jeg sagde onde ting, og du råbte ad mig. Til sidst tog du nogle ting og forlod huset. Tilbage i stuen stod jeg med børnene.
Jeg måtte lave mad og putte børnene. Du var ikke tilbage om morgenen, så jeg måtte sørge for alt selv.
Jeg har oplevet store belastninger og frustration.
Jeg har forstået, hvordan det er at være hjemme hele dagen uden at have tid til at tage et brusebad.
Jeg har lært at varme mælk, give børnene tøj på og gøre køkken rent samtidig.
Jeg har lært, hvordan det er at bruge en hel dag uden at væksle et ord med nogen, der er ældre end 10 år.
Jeg har lært at spise, men samtidig være på tæerne, fordi der altid er nogen, der vil have noget.
Jeg har lært, hvordan det er at føle sig så træt, at det eneste, man vil, er at sove 20 timer i træk, men man vækkes efter 3 timer af en skrigende baby.
I to dage og to nætter har jeg gået i dine sko, og nu forstår jeg dig.
Jeg forstår, hvorfor du er træt.
Jeg forstår, at det at være mor betyder konstante ofringer.
Jeg forstår, at det er meget værre end at bruge 10 timer på jobbet og tage økonomiske beslutninger.
Jeg forstår, hvor frustrerende det er, når man ikke længere kan klare sig selv og har brug for hjælp fra sin partner.
Jeg forstår, hvad du ofrer, når du afstår fra at mødes med dine venner, træne eller sove en hel nat.
Jeg forstår følelsen af at sidde fast i huset hele dagen og passe børnene, mens livet passerer udenfor.
Jeg forstår, at du har det skidt, når min mor kritiserer, hvordan du opdrager børnene. Ingen kender børn bedre end deres egen mor.
Jeg forstår, at det at være en mor indebærer at bære en af de tungeste sten, der findes. En last, som få sætter pris på og forstår til fulde.
Jeg skriver dette brev til dig, ikke kun fordi at du skal vide, at jeg savner dig, men også for at love, at der ikke kommer en eneste dag i fremtiden, hvor jeg ikke siger dette til dig:
“Du er fantastisk modig. Du er en vidunderlig hustru og mor! Jeg beundrer dig.“
Dette åbne brev har cirkuleret på internettet i et stykke tid og er en vældig fin hyldest fra en mand til sin hustru. Han havde ikke forstået, hvilket utroligt stykke arbejde hun gør, før han selv var nødt til at gå i hendes sko.
Jeg håber, at alle, der læser dette, forstår, hvilket utroligt vigtigt job det er at gå hjemme og passe på børnene.
Del gerne, hvis du også synes, at mødre og fædre fortjener alle hyldester i verden!
