Kræftsyge Texaz’ mors vrede – mod forældre som jamrer over corona i sommer: “Værdsæt det I har”

Josefine Klints 4-årige søn Texaz kæmper mod blodkræft. Så da hun så alle de indlæg på sociale medier, hvor folk klynkede over aflyste rejser på grund af coronapandemien, fik hun nok.

Nu råber hun op og beder folk om at få lidt perspektiv.

Det er et år siden svenske Josefine Klints søn Texaz begyndte på sin behandling for kræftformen leukæmi. Nu er der 1,5 år tilbage af behandlingen, men familien gør alt hvad de kan for at holde humøret oppe.

Men forleden havde Texaz en dårlig dag, og så fik Josefine nok af alt klynkeriet over corona på de sociale medier og skrev et indlæg på Facebook, for at folk skulle få lidt perspektiv, hvilket Expressen var de første til at skrive om.

“I piber over, at Liseberg er lukket, over at markeder er aflyst, der bliver ingen ferie til Tenerife til 32000 kroner, der bliver ingen familiearrangementer, hvor børnene kan løbe omkring. I sukker over, at I skal holde 2 meters afstand i butikkerne. Panik, alle legelande er lukkede, behøver vi at lege derhjemme?”, skriver hun og fortsætter:

“Underholde vores egne børn! I overfører jeres egen sorg til børnene over, at der ikke bliver en dyr fest, hvor hele klassen eller stuen i børnehaven er inviteret. Kommer skyldfølelsen krybende, når du tænker på, hvor meget dit barn kommer til at bebrejde dig for denne sommer”.

– Overalt læser man og hører om, hvordan folk ikke ved, hvad de skal gøre med deres sommer. ”Nu sidder børnene og græder, fordi der ikke bliver noget Liseberg” og sådan noget. De som klynker har en enkelt sommer, som er anderledes, men der findes folk rundt omkring, som har flere ødelagte somre, siger hun til Expressen.

Noget hun fortsætter med at fortælle om i sit Facebookindlæg.

“Ved I hvad? Her sidder en dreng, en dreng som er meget, meget syg. Nej, han er ikke skaldet længere, så er han vel rask? Han har jo ingen sonde mere, så er han vel rask? Her sidder en dreng på 4 år, som ikke fik nogen sommer i 2019 og heller ikke i 2020, ikke det I kalder sommer i hvert fald”, skriver hun og fortsætter:

“Her sidder en dreng, som aldrig har gået i børnehave, som fortsat vil være syg, når han bliver inviteret til sin første fest i skolen. Han har aldrig holdt sin egen børnefødselsdag og aldrig været til en. Han ved ikke, hvad Tenerife er, han ved ikke hvad Liseberg er, heller ikke markederne alle klynker over”.

På bare et døgn har Josefines indlæg nået tusinder, og mange er enige med hende.

“Brug tiden med omhu”

Ifølge Josefine handler hendes indlæg ikke om at søge medlidenhed hos andre, men om at mennesker er for dårlige til at sætte pris på det de har og værdsætte tiden man har sammen med sine børn, og det var noget Josefine og hendes mand lærte, da Texaz blev syg.

– Vi er begyndt at værdsætte tiden herhjemme mere, og man indser, hvilke dumme ting man har klynket over før, siger hun til Expressen og tilføjer:

– Hvis Texaz, når han er så syg, ikke klynker over, at han ikke kan tage til Liseberg, hvorfor skal andre så gøre det?

Herunder kan du læse Josefines indlæg i sin helhed.

Ni piper över att Liseberg är stängt,över att marknader är inställda, det blir ingen semester på Teneriffa för 32000…

Gepostet von Josefine Alexandra Klint am Mittwoch, 1. Juli 2020