Kristal Amezquita gennemgik den forfærdelige sorg over at miste sin ufødte søn. Efter fødslen beskriver hun til Café Mom, hvordan jordemoren tabte barnet, men så ud til at være ligeglad.
Der er intet, der kan sammenlignes med sorgen over at miste sit barn. Alt man ønsker som forælder er trods alt, at de skal være trygge og sikre.
Allerede når man står med en positiv graviditetstest, begynder drømme at danne sig i hovedet, om alt det man skal opleve med barnet i fremtiden.
Men desværre er forældre rundt omkring i verden hver dag nødt til at gennemgå den enorme smerte ved at tage afsked med deres barn.
Kristal Amezquita har skrevet i et indlæg til Café Mom, hvor følelsesladet det var for hende og hendes partner Diego, da de fandt ud af, at de ventede et barn tilbage i 2018.
Med tusindvis af følelser i kroppen besluttede de sig for at beholde barnet.
Men desværre gik det ikke rigtig, som de havde forestillet sig.
Forældrenes støtte var vigtig
Ugerne gik, og Kristal blev ramt af svær angst. I betragtning af hendes unge alder, var hun bange for at fortælle sine forældre, at hun var gravid.
Ligesom hun havde mistanke om, skabte graviditeten en konflikt mellem hende og forældrene, da hun fortalte det til dem. Hendes far gav udtryk for, at han var både vred og skuffet.
Men da han indså, at situationen ikke ville ændre sig, satte han sig i enerum og talte med sin datter.
“Du er ikke alene. Du behøver ikke tage nogle forhastede beslutninger om at blive gift eller flytte hjemmefra. Vi er stadig dine forældre, og vores hjem er stadig dit hjem,” sagde han til hende.
Det unge par var utroligt lettede, og forældrenes støtte var meget vigtig for Kristal.
Fik pludselig meget ondt
Månederne fløj afsted, og Kristal skriver til Café Mom, at det var en helt almindelig graviditet. Hun slap for kvalme og havde det generelt godt.
Men så mærkede hun pludselig en skarp smerte i maven i uge 21. Hun forsøgte at hvile sig for at se, om hun kunne sove smerten væk, men dagen efter var det lige så slemt. De besluttede sig for at tage på hospitalet.
Det viste sig, at drengen i maven havde det fint. Men Kristals mavefornemmelse var alligevel, at noget ikke stod rigtigt til.
Smerterne fortsatte, og Kristals forældre, som havde været væk, blev mødt af en oprevet datter med voldsomme smerter, da de kom hjem.
Hendes mor tog med hende på skadestuen igen. Så ændrede alt sig.
Babyen ville ikke overleve
Efter en hurtig undersøgelse skyndte sygeplejersken sig at hente en læge. Hun fik at vide, at smerterne faktisk var veer, og at hun skulle føde med det samme.
Fostervandet var gået, hvilket betød, at væsken, som drengen i maven behøvede for at overleve, sivede ud. Hun havde også fået en infektion.
Kristal beskriver, hvordan hendes hjerte straks blev knust, da hun fik at vide, hvad der var sket.
“Jeg var så utilpas, jeg havde ondt, og mit hjerte var knust,” skriver hun.
Veerne kom oftere, og da vandet gik, indså Kristal, at hun havde mistet Ian, som drengen skulle hedde.
Jordemoren tabte ham på gulvet
Hun kæmpede under fødslen og pressede ham ud.
Derefter beskriver Kristal, hvordan hun så jordemoren tabe hendes døde søn på gulvet, uden at fortrække en mine. Det virkede som om, at hun var ligeglad.
Hun skulle også have sagt, at “Det er okay, du er ung, du får flere.” Noget, som gjorde Kristal ekstremt ked af det.
“Hvordan kan du sige, at jeg bliver okay, når jeg lige har mistet min søn? Jeg kunne dårligt forstå, hvad der skete. Min mor syntes, det føltes som om, at de ville smide Ian i skraldespanden, sådan som jordemoren behandlede ham,” skriver hun.
“Jeg græder hver dag”
Efter fødslen måtte Kristal og Diego tage afsked med deres søn. Hele familien var der for at støtte det unge par.
De fik også at vide, at der var dannet bakterier i moderkagen, og at hun ikke selv ville have overlevet, hvis graviditeten havde fået lov at fortsætte.
“Jeg græder hver dag, og det er ironisk, når folk siger, at jeg er så stærk, for jeg føler mig så svag uden ham. Det har krævet meget at få mig til, hvor jeg er i dag, og jeg har stadig dage, hvor det føles som om, jeg er er tilbage ved start. Men jeg ved, at Ian ved, hvor meget jeg elsker ham og savner ham, jeg ved, at han findes i mit hjerte, og det giver mig trøst,” skriver hun.
Hvil i fred. Alle vores tanker går til familien.
