For mange er fødslen af et barn planlagt, eftertragtet og et øjeblik af lykke. Men desværre ikke for alle.
Lørdag aften den 16. maj 1998 var Azita Milanian fra Californien, USA, ude og jogge med sine hunde. Hun var blevet spurgt, om hun ville med til en fest, men havde meldt afbud bare timer tidligere.
Midt under løbeturen stoppede en af hundene pludseligt og begyndte at grave. Da Azita gik frem for at se, hvad det var hunden havde fundet, fik hun et chok, da to små babyfødder stak op af jorden.
Hun troede, at barnet foran hende var dødt, da det uventet gav et skrig fra sig. Hurtigt gravede hun barnet som stadig havde navlestrengen hængende på maven frem.
“Vær sød ikke at dø”, sagde hun til barnet, skriver Los Angeles Times. “Jeg kommer aldrig til at forlade dig. Jeg elsker dig”.
Var blevet levende begravet
Barnet som viklet ind i et håndklæde var ikke bare blevet efterladt, men var blevet levende begravet.
“Han tog fat i mit håndled og stoppede med at græde”, fortæller Azita og fortsætter: “Det var meget følsomt”.
Hvad er det for en syg og ækel person, som kunne gøre noget så grusomt mod et lille nyfødt barn?
Azita tog hurtigt den lille med på sygehuset, hvor han straks fik hjælp. Hans kropstemperatur lå på livstruende lave 27 grader, men han overlevede.
Mange engagerede sig i at finde personen, som havde efterladt drengen, der af sygeplejerskerne på sygehuset fik navnet Christian, men ingen meldte sig.
Et anonym telefonopkaldt skulle være kommet ind, hvor personen skulle have spurgt, hvad straffen var for moren som efterlod barnet, men hun trådte aldrig frem.
Myndighederne mistænkte, at moren enten havde været meget ung, var gået i panik efter fødslen og derefter havde efterladt barnet.
Azita overvejede selv at adoptere Christian, men efter al opmærksomheden i medierne vidste hun ikke, om drengen ville være i sikkerhed hjemme hos hende.
Gennem en periode kunne hun holde sig opdateret på, hvad der skete med Christian. Men efter at han var blevet adopteret var det ikke længere muligt.
Hun drømte om, at han en dag skulle finde hende igen, præcis som hun havde fundet ham.
Men årene gik og hun hørte ingenting i 20 år.
Christian var blevet adopteret af en god familie. En familie som elskede ham og gav ham navnet Matthew Whitaker. Men han beholdt navnet Christian som mellemnavn.
Vidste ikke at han var adopteret
Men det var ikke før han var 17 år, at han fandt ud af, at hans forældre ikke var hans biologiske forældre.
Da han var 20 år, blev spurgt af en lokal radiostation, om han kunne tænke sig at få en DNA-test og siden få svaret i en direkte udseendelse. Han tog imod tilbuddet og inviteret med i studiet var Azita også.
Gensynet var kært, og Azita som i alle årene havde tænkt på babyen hun havde fundet den dag, kunne endelig slappe af med visheden om, at han havde fået en god opvækst og var lykkelig.
Han var overbevist om, at forældrene som havde efterladt ham ikke havde været gode forældre og kunne ikke forestille sig en bedre opvækst end han havde fået.
“Jeg er her i dag. Jeg har levet et vidunderligt liv”, sagde Matthew til Los Angeles Times. “Jeg blev adopteret af en fantastisk familie. Jeg kunne ikke have bedt mine forældre om mere”.
Dagen Azita endelig mødte Matthew igen var på hans fødselsdag, og hun tog ham med til stedet, hvor hun havde fundet ham tyve år tidligere.
Det var et følelsesladet øjeblik, hvor Azita og Matthew genså stedet, som kunne have været blevet hans grav.
Hvilket held at Azita fandt Christian den dag, ellers havde han formentligt ikke overlevet.
Kærligheden til et barn sidder ikke i DNA’et, det sidder i hjertet. Del hvis du er enig!
