Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Kvinde overrasker indbrudstyv i sit hjem – 3 måneder senere får hun et brev, der ændrer alt

Følgende historie fandt jeg ved en tilfældighed på Reddit, og ifølge kvinden, der har skrevet den, er det sket i virkeligheden. Eftersom det er et åbent forum, kan jeg ikke bekræfte, om den er sand, men historien var så tilpas smuk, at jeg følte mig tvunget til at dele den med jer.

En kvinde kom hjem efter sin fars begravelse, hvor hun møder en indbrudstyv med et koben.

Men jo længere hun kommer frem i historien, desto mere begynder den at handle om noget meget større end et indbrud.

Hendes tekst viser virkelig, hvordan to personer med to helt forskellige baggrunde måske ikke er så forskellige fra hinanden, som de først troede.

Læs historien her nedenfor, som jeg har oversat til dansk:

For to år siden kom jeg hjem efter at have været til min fars begravelse. Da jeg åbnede døren til min lejlighed, blev jeg mødt af en mand med et koben i hånden, der trådte ud af mit køkken bærende på mit fjernsyn. Jeg bor i byen, så indbrud er ganske almindelige.

Manden begyndte at råbe af mig, mens han lidt klodset tabte mit TV og holdt kobenet, som om det var et baseballbat. Jeg blev så chokeret over hele situationen, at jeg ikke kunne bevæge mig.

Manden råbte, at jeg skulle tømme mine lommer. På grund af al stressen fra de seneste par dage efter min fars død, begyndte jeg bare at græde. Ikke fordi, at jeg var bange for, hvad der skete, men ganske enkelt fordi at det her var den værste tid i mit liv. Det værste øjeblik. Det værste minut og de værste sekunder.

Mens jeg græd hysterisk gav jeg min tegnebog til manden. Jeg satte mig bare ned på gulvet og omfavnede mine knæ, mens jeg mellem tårerne sagde til ham: “tag hvad du vil”.

Han tøvede og kiggede ned på mig. Han gav slip på min tegnebog og satte sig ned ved siden af mig. Straks efter begyndte han nu at forsøge at trøste mig. Han begyndte at undskylde og satte mit TV tilbage på bordet og sagde, at det ikke var gået i stykker.

Han fortalte mig, at han havde mistet sit job, og at hans mor havde brug for medicin, som han ikke havde råd til, og at de var hjemløse.

Han fortalte mig alt det her, mens jeg jamrede. Jeg græd over min far, der var død, jeg græd over min fremtid, der på dette tidspunkt var usikker, og jeg græd, fordi mit hjem var blevet udsat for et indbrud.

I cirka ti minutter sad jeg på gulvet med manden, der havde haft alle intentioner om at stjæle fra mig, mens han sagde, at alt nok skulle blive bedre, og at han beklagede meget.

Han bad mig om ikke at ringe til politiet. Jeg begyndte at råbe af ham, at han skulle forlade mit hjem. Han flygtede så hurtigt ud af døren, at han glemte sit koben. Jeg kastede det efter ham, da han løb ned ad gaden.

To dage senere kom jeg hjem fra arbejde og så, at manden sad uden for min dør. Jeg blev så bange, at jeg fandt min telefon. Men han havde et blik af, jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det, fortrydelse eller dårlig samvittighed?

Han sagde, at han havde fortalt sin mor, hvad han havde gjort, og at hans mor derfor havde lavet lidt suppe til mig. Han gav mig en lille skål pakket ind i folie. Igen blev jeg både chokeret, overvældet og vred, så jeg slog skålen ud af hånden på ham, og der var suppe over hele gulvet.

Jeg fortalte ham, at han skulle forsvinde, ellers ville jeg ringe til politiet. Han forsvandt. Jeg husker, at han så meget trist ud. Jeg lod suppen og den ituslåede skål ligge, næsten som en advarsel om, at han ikke skulle vove at komme tilbage.

Cirka tre måneder senere modtog jeg et brev fra manden. Han skrev, at hans mor var gået bort, at han ikke længere var hjemløs, og at han havde fået et job.

Han ønskede på en eller anden måde at forsøge at betale mig tilbage for at have brudt ind i mit hjem. Han havde skrevet sin adresse og skrev, at jeg var mere end velkommen til at bryde ind i hans lejlighed, hvis jeg ville, selv om han ikke havde så mange ting.

Alt dette overvældede mig. Jeg smed brevet ud, men jeg huskede hans adresse. Jeg husker, hvordan jeg af ren nysgerrighed gik forbi hans hjem en dag.

Det var et slidt lejlighedskompleks i den helt modsatte ende af byen. Han var netop på vej op i sin lejlighed, da han fik øje på mig. Han vinkede. Jeg vendte mig om og gik væk derfra. Han løb efter mig og bad endnu en gang om tilgivelse.

Han sagde, at det aldrig var meningen at gøre, hvad han havde gjort. Han viste mig programmet fra moderens begravelse, som han havde i sin tegnebog. Han løj ikke, hun var virkelig. Han var virkelig. Han var en virkelig person.

Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg troede på ham. Var vi langsomt begyndt at knytte bånd til hinanden? Jeg kan ikke forklare det.

Efter at have holdt kontakten ved lige og lært hinanden at kende, begyndte han at studere på en lokal skole og tog kurser for at kunne læse på universitetet. Jeg hjalp ham meget med hans studier i historie. Han er meget god til matematik og naturvidenskab.

Men jeg inviterede ham aldrig over i min lejlighed. Uanset hvor meget jeg lærte ham at kende, var jeg stadig bange for ham. Og han var udemærket klar over det. Han vidste, at jeg ikke kunne stole på ham.

Men her til aften tog vi på café for at drikke en kop kaffe sammen, da han havde været til eksamen. Da jeg kom ind på caféen sagde han, at han havde glemt sin bog til eksamen. Vi talte lidt og grinte sammen, hvorefter han sagde, at han gerne ville lave mad til mig.

Jeg fik et pludseligt indfald og inviterede ham hjem til mig. Han købte lidt mad i butikken og kom efterfølgende hjem i min lejlighed. Jeg var så nervøs, at jeg rystede. Han bemærkede det og klemte min hånd, hvorefter han lavede mad til os.

Det var vidunderligt. Vi talte og grinede. Vi sad på gulvet og så en film på det TV, han havde forsøgt at stjæle. Vi jokede sågar om det.

Så fortalte han mig, at han savnede sin mor. Jeg gav ham et kram, hvorefter han gik hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Men hvad jeg ved er, at aldrig opgiver mennesker længere. Nogle mennesker har bare haft et lorteliv. Men måske løser det hele sig selv?

Og jeg savner også min far.

Her kan du læse det originale indlæg på Reddit. 

Derudover skriver kvinden, at hun og manden nu er blevet rigtig gode venner, selvom hun hadede ham til at starte med, eftersom han trods alt brød ind i hendes hjem.

Jeg må sige, at det her er en af de stærkeste historier, jeg har læst i lang tid. Verden er virkelig fuld af utrolige historie, som ofte er mere spændende og dybe end eventyr.

Derudover er historien også en vigtig påmindelse om, at man aldrig skal dømme en bog på dens omslag – selvom indbryd og forbrydelser aldrig kan legitimeres.

Du må hjertens gerne dele denne livsbekræftende historie med dine venner på Facebook, så flere får muligheden for at læse den.

 

Læs mere om...