Det kan være på arbejdspladsen, i skolen eller i foreningen – de findes overalt – den der type af mennesker, der trykker andre ned, så snart de får muligheden.
Men før eller senere vender det hele, og karma kommer tilbage og bider dem i numsen.
For kvinden i denne lille historie, der konstant blev chikaneret af sin chef på arbejdspladsen, skulle der gå mange år – men til sidst fik hun endelig muligheden for at tage hævn. Efter alle de ting, hun var tvunget til at gå igennem, mener jeg rent faktisk, at det kun var rimeligt, og det er en vigtig påmindelse om, hvad der kan ske, hvis man ikke behandler andre mennesker med respekt. Historien er ikke sand, men den bærer et vigtigt budskab, der er vigtigt at tage med sig videre.
“Jeg arbejdede på en virksomhed, der tilbød fradrag til kunder, der opgraderede isoleringen og andre anordninger på deres huse. En slags “invester i miljøet”-ting.
Her arbejdede jeg i cirka et års tid, og jeg gjorde mit bedste for at lære alle at kende. Jeg forsøgte at deltage i virksomhedens fantasi football-liga, men efter at have vundet et par gange blev mine valg udeladt “ved en fejltagelse”.
Til julefrokosten (min invitation forsvandt blandt posten, men jeg fandt alligevel ud af det til sidst) så blev mit navn udtrukket i lotteriet, og jeg vandt en præmie – en iPad! Jeg var så glad! Men så sagde de, at jeg havde vundet ved en fejl, og i stedet trak de en ny vinder.
Efter et stykke tid henvendte min chef sig til mig for at fortælle, at jeg ikke opfyldte kravene for mit arbejde. Jeg ydede 100%, arbejdede overtid, mødte for tidligt ind om morgenen, og havde stor ekspertise i mit arbejde. Men det var ikke nok!
Det blev værre for hver dag. Resten af mine kollegaer talte dårligt om mig bag min ryg, jeg fik opgaver, ingen andre kunne klare, og det var passiv-aggressiv mobning på sit værste.
Jeg begyndte at få panikanfald på vej til arbejde. Jeg havde mareridt og fik langtsomt men sikkert et mentalt sammenbrud. Min mand forsøgte at overbevise mig om at sige op, men så ville vi ikke have nogen form for forsikring.
Jeg arbejdede hårdt… men det spillede stadig ingen rolle, hvor meget jeg forbedrede mine resultater eller hvor hårdt jeg arbejdede, jeg fik stadig at vide, at jeg ikke opfyldte kravene.
Jeg blev skældt ud foran øjnene af alle andre. Latterliggjort konstant.
Jeg er en stolt person, men selv jeg har en grænse for, hvor meget jeg kan klare. Jeg løb ud på badeværelset og græd, bare for dagen efter at komme tilbage på arbejde så den mentale mishandling kunne starte på ny.
Vi havde et møde, og de ville flytte nogle medarbejdere til nye positioner. Mit navn blev nævnt som en af de få, som kunne se frem til en forfremmelse!
Efter chokket havde lagt sig, sendte jeg en mail til min chef og fortalte ham, hvor glad og spændt jeg var, og at han ikke ville blive skuffet.
Senere samme dag, efter at jeg var kommet tilbage fra middagspausen, bad han mig om at komme ind på sit kontor. Han havde personaleafdelingen i røret. I løbet af de næste 15 minutter fik jeg at vide, hvor elendig min arbejdsindsats var, hvordan min personlighed ikke passede ind og så videre.
Når jeg prøvede at forsvare mig selv, blev jeg afbrudt. Min chef tilsidesatte mig, og før jeg vidste af det, havde han givet mig en kasse med mine ejendele.
Jeg var i chok. Jeg kørte hjem og forblev i sengen i flere dage. Til sidst samlede jeg mig og fortsatte mit liv.
Selv om det havde været en rigtig dårlig oplevelse, besluttede jeg mig for at begynde at studere igen, så jeg kunne tage en universitetsgrad i kunst. Jeg havde aldrig set mig selv som kunstner!
Til sidst fik jeg arrangeret min første kunstudstillingen, og til min store overraskelse gik det rigtig godt. Et af mine kunstværker blev solgt for næsten 10.000 kroner.
Køberen ville gerne hilse på mig, og jeg genkendte ham straks, da jeg så ham…. det var min gamle chef!
Han lykønskede mig og fortalte mig, at min kunst havde rørt ham og blah blah blah. Han var så oprigtig og hans kone roste mig også.
Mens min mand stod ved siden af mig, fortalte jeg min gamle chef, at han ikke kunne købe maleriet.
Han forsøgte med et andet kunstværk og herefter et andet, men jeg sagde blankt nej til dem alle.
Han var tydeligt frustreret.
Jeg sagde til ham: “jo, alle malerierne er til salg, min du, med din ynkelige personlighed, må ikke eje noget af min kunst. Jeg vil ikke have, at noget, jeg har skabt, skal være i nærheden af personer som dig.”
Så mindede jeg ham om, hvor forfærdeligt han havde behandlet mig og hvilke psykiske lidelser, han havde været skyld i.
Hans kone var rasende på ham.
Han prøvede at bevare roen, men jeg gik bare væk, mens han stadig forsøgte at overbevise mig om at sælge et maleri til ham.
Jeg rystede og kunne ikke forstå, at jeg netop havde gjort, hvad jeg lige havde. Jeg havde brug for pengene, men jeg tror, at jeg traf den rigtige beslutning.”
Kilde: Hrtwarming
Jeg er så glad for, at kvinden fik sin hævn efter alle disse års lidelser. Du må hjertens gerne dele historien, hvis du mener, at hun gjorde det rigtige ved at nægte at sælge sin kunst til chefen!
