Irena Sendler blev født den 15. februar 1910 i Warszawa i Polen.
Som barn lærte hendes far hende mange ting – men der var en parole, hun altid skulle bære med sig: altid at hjælpe de nødlidende.
Da Irena var blot syv år gammel, døde hendes far af tyfus. Men årene hun fik med sin far, skulle få stor indflydelse på hendes fremtidige liv.
Da hun blev ældre, valgte hun nemlig at følge i sin fars fodspor. Faderen, der var læge, inspirerede Irena.
Hun blev ansat som socialarbejder ved Warszawas velfærdsdepartement, hvor hun hjalp med at sørge for mad og tøj til familier i nød.
På det tidspunkt var jødeforfølgelserne fuld i gang i store dele af Europa, men Irena, selvom hun var katolik, nægtede at give efter for fordommene. Han hjalp jødiske familier, på samme måde som hun hjalp alle andre.
Kort efter Anden Verdenskrig brød ud, påbegyndte nazisterne oprettelsen af Warszawa-ghettoen, hvor jødiske familier blev interneret.
Ghettoen var den største jødiske ghetto oprettet af nazisterne, og da tallet var højest levede der omkring en halv million jøder inden for murene.
Den skrækfyldte tilværelse i området var præget af overbefolkning, sult, usikkerhed og sygdomme.
Irena, som var bekymret over de forfærdelige levevilkår, besluttede sig for at engagere sig.
Hun sluttede sig til Zegota, en hemmelig polsk modstandsbevægelse, som arbejdede for at redde jøder. Irena indså, at hun var nødt til at gøre noget – selvom dette også indebar, at hun risikerede sit eget liv.
Sammen med andre kollegaer begyndte hun i hemmelighed at hjælpe jødiske børn med at flygte fra ghettoen.
De fleste af ghettoens beboere gik en sikker død i møde, enten ved at blive dræbt indenfor murerne eller ved at blive deporteret til koncentrationslejre.
Irena besøgte mange jødiske hjem og familier, men selvom hun havde gode intentioner, var der mødre, som nægtede at overgive deres børn til en fremmed.
Eftersom nazisterne havde stærk kontrol og overvågning med ghettoen, var Irena tvunget til at finde på kreative måder til at skjule børnene, så de kunne flygte.
En måde var at køre ind i ghettoen med ambulancen og foregive, at man skulle hente meget alvorligt syge patienter og køre dem til andre hospitaler. Men i takt med at overvågningen blev forøget, var Irena tvunget til at skjule børnene i tasker, skraldeposer og kister.
Især én redningsaktion skilte sig ud, da en lille baby ved navn Eluzina blev reddet. Irena skjulte barnet i en trækasse, som egentlig var beregnet til at transportere mursten.
Pigen, som bare var 5 måneder gammel, kunne reddes i sikkerhed. Det eneste lille Eluzina havde med sig, var en lille sølvske, som hendes mor havde gemt i hendes tøj.
Mere end 2.500 børn blev reddet på denne måde. Irena førte også optegnelser over alle børn, som hun bragte i sikkerhed. Listen lå gemt i konservesdåser, nedgravet i naboens have.
Hendes plan gik godt lige indtil en dag, hvor det hele blev opdaget. Nazisterne fandt ud af, hvad hun gjorde, og anholdte hende.
Irena blev fængslet, hvor hun blev tortureret af Gestapo og fik brækket begge sine arme. På trods af smerten og terroren stod hun imod, og nægtede at give nazisterne oplysninger om børnene eller deres familier.
Til sidst valgte nazisterne at give op, og dømte hende til døden. Men skæbnen havde andre planer for Irena.
Nogle af Irenas medhjælpere fra modstandsbevægelsen formåede at bestikke en af soldaterne i fængslet, som hjælp hende med at flygte.
Fra den dag – indtil sin død mange år senere – levede Irena under falsk identitet. Men hun holdt aldrig op med at hjælpe andre.
“Hadet mod den tyske besættelsesmagt var stærkere en frygten. Derudover havde min far lært mig, at man rækker hånden ud til en druknende. På det tidspunkt var det Polen, der var ved at drukne”, sagde Irena i et interview med svenske Sydsvenskan.
Da krigen sluttede, afslørede Irena sine optegnelser over alle de børn, hun havde reddet. Hun gav listen til en redningskomité, som hjalp med at genforene jødiske familier.
Senere i livet giftede hun sig og fik tre børn. Irena levede et lykkeligt liv vel vidende, at hun havde gjort det rigtige.
“Årsagen til, at jeg reddede børnene, stammer fra min barndom, hvor jeg voksede op. Jeg er blevet opdraget til at hjælpe andre, så spiller hverken religion eller nationalitet nogen rolle”, fortæller Irena.
Efter at have arbejdet så hårdt for at hjælpe andre i hele sit liv, døde Irena i en alder af 98.
Hun var på mange måder en glemt helt, og der var mange, som ikke kendte til hendes heltemodige gerninger.
I 1964 blev Irena Sendler tildelt den israelske ærestitel “Retfærdige Blandt Nationerne”, og i 1997 blev hun nomineret til Nobels Fredspris.
Prisen gik dog til Al Gore, miljøforkæmper og tidligere amerikansk præsidentkandidat.
Men Irena var dog ikke misundelig – hun valgte i stedet at hylde nogle andre.
“Jeg gjorde det jo ikke alene, jeg havde mine ti vidunderlige medhjælpere”, forklarede hun.
Men der var dog nogle, som aldrig skulle glemme hendes indsats.
“Nu kommer både børn og børnebørn, til dem jeg har reddet, og hilser på mig”, fortalte Irena.
Denne fantastiske, modige kvinde med et hjerte af guld må vi aldrig glemme!
Du må meget gerne dele hendes historie med alle, du kender på Facebook, så flere får muligheden for at hylde Irena Sendler.
