Lægerne var overbeviste om, at Jennie Sandbergs nyfødte søn Frank bare var forkølet. Men Jennie vidste, at det var noget andet, som var galt. Gang på gang bad hun lægerne om at kigge på sønnen igen – og til slut opdagede de, hvad der egentlig var galt.
Det reddede sønnens liv.
Frank var bare ti dage gammel, da Jennie tog ham til børnespecialisten på Södersjukhuset i Stockholm for at undersøge hjertet. Det var fjerde lægebesøg i træk, og hidtil havde lægerne stukket ham, kontrolleret vejrtrækningen og hjertet og gjort mange kontroller.
“Men hver gang var samme svar: han er bare forkølet, kom tilbage, hvis det bliver værre. Det er jo præcis den besked, vi gerne vil høre om, at der ikke er nogen fare. Men min mavefornemmelse skreg noget helt andet,” skriver Jennie i en artikel i avisen MåBra.
Men denne gang sagde lægen ikke, at det var en forkølelse. Denne gang så han alvorligt på Jennie og sagde, at han vidste, hvad der var galt med Frank.
“Tiden og tankerne forsvinder. Jeg følte mig lettet over, at de endelig kunne stille en diagnose. Chokket gør, at jeg føler alt muligt. Jeg glemmer det aldrig, ikke engang lugten fra pennen, som den yngste lægen brugte på et whiteboard, da han skulle regne doseringen ud på de livreddende mediciner, som måtte bruges.”
Frank havde en svær fortrængning i hovedpulsåren og skulle opereres for at overleve. Pludselig blev rummet fyldt med læger. Jennie hører, hvordan de ringer efter specialister i huset “for at de kan stikke barnet bedre” og hvordan en akutbil bestilles..
For minutter siden forsvandt bekymringen om forkølelse – men nu må han pludselig køres akut til Astrid Lindgrens børnesygehys på intensivafdelingen.
Jennie ringer til sin mand Peter og fortæller, hvad der er sket. Dette er begyndelsen på et mareridt for forældrene, som nu må våge over deres søn, mens han svæver mellem liv og død.
Et døgn senere flyves Frank med ambulancefly til Lund. Jennie og Peter tager toget og ankommer til sygehuset fire timer efter Frank. Jennie beskriver det som de værste timer i hendes liv. Hun tænker på, hvor små kister, der findes, og forbereder sig på, hvordan hun skal til hendes andre børn, at Frank ikke lvever længere.
“Timerne går, vi får ingen besked. Er han landet? Lever han? Min krop begynder at reagere på skrækken, sorgen og chokket. Jeg er begyndt at ryste ukontrolleret. Peter trøster, forsøger at give mig den lille kraft, han har tilbage. Men det går ikke. Jeg bryder sammen og kan ikke engang græde, kun ryste. Og bede. Jeg beder til Gud. Jeg beder til Frank.”
Til slut får de kontakt med lægerne i Lund, og de fortæller, at Frank lever og at rejsen er gået godt. Jennie begynder at mærke et håb.
Nogle dage senere bliver Frank opereret. Efter operationen ringer en læge, som hedder Torsten, Jennie op for at meddele, hvordan det er gået.
Han siger, at operationen er gået godt. Han fortæller desuden, at Frank havde en ekstrem svær fortætning af hovedpulsåren og aldrig ville have overlevet uden operation. Det var godt at Jennie søgte hjælp i tide.
Frank overlevede, men der gik noget tid, før Jennie virkelig troede på, at Frank ville klare sig. Først efter kontrollen noget tid efter, kunne hun slappe af. På hjertets dag, passende nok, blev Frank døbt foran 100 gæster. Til mellemnavn hedder han Torsten, opkaldt efter lægen, som reddede hans liv.
I dag er Frank to år gammel og har det godt. Men Jennie tænker ofte på, hvad der kunne være sket, hvis hun ikke var kommet igen til lægerne mange gange, da Frank blev syg.
Hvis hun ikke havde lyttet til sin mavefornemmelse.
Jeg er så glad for, at Jennie ikke gav op og troede på lægerne, da de sagde, at sønnen var forkølet. En mor ved altid bedst!J
Du kan læse hele Jennies historie her.
Del gerne denne rørende historie med andre.
