Lægerne var overbeviste om, at Jennie Sandbergs nyfødte søn, Frank, bare havde en almindelig forkølelse. Men Jennie vidste, at der var noget helt galt med sin søn. Gang på gang bad hun lægerne om at se på sønnen igen – og til sidst fandt de ud af, hvad sønnen egentlig fejlede.
Det reddede sønnens liv.
Frank var kun ti dage gammel, da Jennie tog ham til en børne-kardiolog på Södersjukhuset i Stockholm for at undersøge hjertet. Det var fjerde lægebesøg i træk, og indtil videre havde lægerne stukket ham, kontrolleret vejrtrækning og hjertet og foretaget talrige undersøgelser.
“Men hver gang samme svar: han er bare forkølet, kom tilbage hvis det bliver værre. Det er netop den besked, man gerne vil have, at der ikke er noget galt. Men min mavefornemmelse skreg noget helt andet.”, skriver Jennie i en artikel i den svenske avis MåBra.
Men denne gang sagde lægen ikke, at det blot var en forkølelse. Denne gang så han Jennie alvorligt og øjnene og sagde, at han vidste, hvad der var galt med lille Frank.
“Tiden og tankerne lukker fuldkommen af. Jeg følte mig lettet over, at de endelig kunne stille en diagnose. Chokket gør, at jeg tager alt ind, med alle sanserne. Jeg går ikke glip af noget, ikke engang lugten af pennene som den yngste læge bruger på whiteboarden, når han skal udregne doseringen af den livreddende medicin, som skal bruges.”
Frank havde en alvorlig forsnævring af hovedpulsåren, en coarctatio aortae, og skulle gennemgå en operation for at overleve. Pludselig blev hele rummet fyldt med læger. Jennie kunne høre, hvordan de ringede til specielle personer i huset, “eftersom de kan stikke børn bedre”, og hvordan en ambulance blev bestilt.
For et par minutter siden blev sønnens symptomer afvist som en forkølelse – nu skulle han pludselig køres akut til Astrid Lindgrens Børnehospital for at modtage intensiv behandling.
Jennie ringede til sin mand Peter og fortalte, hvad der skete. Dette var begyndelsen på et mareridt for de forældre, som nu måtte våge over deres søn, mens han svævede mellem liv og død.
Et døgn senere blev Frank fløjet med ambulancefly til Lund i den sydlige del af Sverige. Jennie og Peter var nødsaget til at tage toget, og ankom til hospitalet fire timer efter Frank. Jennie beskriver det som de værste timer i sit liv. Hun tænkte på, hvor små kister man kunne anskaffe sig, og øvede sig på at fortælle de andre børn, at Frank ikke var i live længere.
“Timerne går, vi får ikke noget svar. Var han landet? Er han i live? Min krop begynder at reagere på frygten, sorgen og chokket. Jeg begyndte at ruste ukontrollabelt. Peter trøster mig, og forsøger at give mig den lille styrke, han har tilbage. Men det går ikke. Jeg bryder sammen, og kan ikke engang græde, bare ryste. Og bede. Jeg beder til Gud. Jeg beder til Frank.”
Til sidst fik de kontakt til lægerne i Lund, og de fortalte, at Frank var i live, og at rejsen var gået godt. Jennie kunne føle lidt håb igen.
Frank blev opereret et par dage senere. Efter operationen ringede en læge ved navn Torsten for at fortælle, hvordan det var gået.
Han fortalte, at operationen var gået godt. Han fortalte også, at Frank havde en meget alvorlig forsnævring af hovedpulsåren, og ville aldrig have overlevet uden operation. Det var godt, at Jennie søgte behandling i tide.
Frank overlevede, men det tog et stykke tid før Jennie virkelig turde at tro, at Frank nok skulle klare sig. Først efter endnu en undersøgelse, kunne hun slappe af. På Valentinsdag, meget passende, blev Frank døbt foran 100 gæster. Han har fået navnet Torsten til mellemnavn, efter lægen, som reddede hans liv.
I dag er Frank to år gammel, og han har det godt. Men Jennie tænker ofte over, hvad der kunne være sket, hvis hun ikke havde irettesat lægerne, da Frank blev syg.
Hvis hun ikke havde stolet på sin mavefornemmelse.
Jeg er så glad for, at Jennie ikke gav op og troede på lægerne, da de sagde, at sønnen var forkølet. En mor ved altid bedst!
Du kan læse hele Jennies historie her.
Udgivet af Newsner. Følg os på Facebook.
